Første internationale kortlægning af uddøde planter: »Tallet er meget højere end tidligere anslået«
Kilde: 
13 juni 2019

Et skræmmende højt antal af planter er uddøde siden 1750.

Det konkluderer forskerne bag den første internationale kortlægning af uddøde planter, skriver The Guardian.

571 plantearter har måtte lade livet siden 1750, men tallet er sandsynligvis meget højere, fortæller forskerne bag den nye kortlægning.

Tallet bygger på en mangeårig gennemtrawling af videnskabelige tidsskrifter og feltarbejdsrapporter.

»Tallet er meget højere tidligere anslået, og det er meget højere, end hvad det bør være,« fortæller en forskerne bag, Maria Vorontsova, forskningsleder ved den botaniske have Kew Gardens i London, til The Guardian.

»Det er skræmmende - ikke kun fordi 571 er et højt antal - men fordi, jeg tror, at det er meget lavt sat,« tilføjer Maria Vorontsova.

LÆS OGSÅ: Uenige forskere: Kan GMO-planter udkonkurrere naturlige planter?

Antallet af planter, der er forsvundet i naturen, er mere end dobbelt så højt som antallet af uddøde fugle, pattedyr og padder tilsammen.

»Vi lider af planteblindhed. Dyr er nuttede, vigtige og forskellige. Jeg er chokeret over, hvor lidt opmærksomhed og interesse der er for planterne. Vi tager dem for givet, og det synes jeg ikke, at vi bør gøre,« siger Maria Vorontsova desuden.

Forskerne påpeger også, at de tal, de har fundet, er 4 gange højere, end hvad World Conservation Union tidligere har angivet, og at planterne generelt uddør 500 gange så hurtigt som før den industrielle revolution.

På trods af dette fastholder forskerne, at deres kortlægning er i den lave ende.

Der findes nemlig tusindvis af plantearter, der ikke har nogen chance for at reproducere sig selv, fordi der kun er ét køn af planten tilbage eksempelvis.

Derudover er der planter, der uddør, inden vi overhovedet når at opdage dem. Botanikere opdager omtrent 2.000 nye arter om året.

LÆS OGSÅ: Sex beskytter planter mod skadedyr

Forskerne bag fremhæver menneskelige aktiviteter som fældningen af regnskov og etableringen af landbrug som den overvejende grund til, at planterne uddør.

Andre forskere har læst studiet for The Guardian, og de kalder det for vigtigt og robust arbejde.

»Forskere har ikke undersøgt størstedelen af verdens planter i detaljer, så forfatterne har ret i, at de tal, de er nået frem til, nok er en undervurdering,« siger Alan Gray, der forsker i planteøkologi ved Centre for Ecology and Hydrology og ikke har været involveret i studiet, til The Guardian.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Ecology and Evolution.

LÆS OGSÅ: Forskere finder uddød planteart i ravklump

LÆS OGSÅ: Uddød skabning støvsugede strandkanten

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.