Uanset hvor man i denne tid finder blomster udendørs - om det er i storbyens altankasser eller i butikkernes blomsterudsalg - kan man være helt sikker på at møde en orange- og sortstribet flue på en lille centimeters længde.
Enten står den bomstille og svirrer i luften, eller også sidder den ganske inaktiv og er let at fange med hænderne.
Svirrefluen æder masser af bladlus som larve
Fluen, hvis antal lige nu skal tælles i milliarder, hedder dobbeltbåndet svirreflue og er en af Danmarks 270 arter af svirrefluer.
Som larve har hver eneste flue ædt masser af bladlus, så dobbeltbåndet svirreflue er virkelig et nyttedyr.
Lige nu er svirrefluerne imidlertid på jagt efter pollen, som de 'plukker' fra alskens blomsterplanter, og når de er mætte, begynder de at trække mod syd.
Ringen sluttes i foråret
Trækket kan være et overvældende syn, hvor det nærmest ser ud, som om himlen bevæger sig.
Kun få fluer klarer flyveturen helt ned til Sydeuropa, men de få overlevere vil lægge æg, som bliver til en ny talrig generation.
I april eller maj dukker svirrefluerne igen op i Danmark, og ringen er sluttet.

































