Havslanger er vidt udbredte og forekommer på relativ lavt vand i det Indiske Ocean og Stillehavet. De er top-rovdyr (predatorer) og indeholder meget stærke gifte, men er dog alligevel føde for større predatorer så som store fisk, hajer og andre hvirveldyr.
En måde at undgå disse top-predatorer er beskrevet i 2009, hvor Laticauda colubrina vrider sin hale om sin egen akse således at haletippen kommer til at ligne den dorsale del af hovedet. Ved hjælp af halens mønster og farve, kombineret med disse bevægelser, ligner halen meget overbevisende hovedet på dyret.
Man kan, baseret på disse iagttagelser, opstille nogle hypoteser: Hoved og hale har identiske farver og mønstre og halens placering og bevægelse ligner hovedets. Dette indiker en overset mimicry og forebyggende mimetic antipredations tilpasning (som det hedder) i Laticauda colubrina komplekset og måske også hos andre havslanger.
Kort sagt, når dyret er inde at jage i korallerne stikker halen lidt ud og ligner slangens hoved til skræk og advarsel for eventuelle fjender. I undersøgelserne fra 2009 indgik ud over iagttagelser fra Bunaken også museums-individer, som alle støttede hypotesen omkring udviklingen af dette mimetic antipredations tilpasning.
Gennem en uge har vi iagttaget adfærd, mønstre samt farver på både hoveder og haler af Laticauda colubrina. Ud fra disse iagttagelser er det nærliggende, at antage at overnævnte hypotese er stærk sandsynlig.
Der er en tydelig lighed mellem ålen og havslangen
Inden for mange organismer, er der iagttaget mimicry mellem arter. Dette er også tilfældet mellem nogle ål og havslanger. Her på Bunaken har vi som omtalt i gårsdagens blok, mødt Ring-slangeålen (Myricthys colubrinus) flere gange, som i sine bevægelser samt farvemønstre ligner Laticauda colubrina på en prik.
Hvorvidt ålen 'efterligner' havslangens farvemønstre for derigennem at beskytte sig selv mod predatorer eller at ligheden mere skyldes at ålen er bedre kamufleret ved at være stribet, hvilket så også gælder for havslangen vides ikke. Men en ting er sikker ligheden mellem ålen og havslangen er meget tydeligt. I går nat faldt vi også over verdens mest giftige fisk – stenfisken Synanceia verrucosa.
Et ca. 25 cm stort eksemplar lå lige foran lejeren – på kun 20 cm vand – og lignede en sur sten. Skræmmende at tænke på at børn leger der hver dag på bare tæer. Fisken er ligesom flere af havslangerne dødeligt giftig, men vores eksemplar er ikke farlig længere. Den ligger i fryseren og er på vej til samlingerne på Statens Naturhistoriske Museum.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
