Disse fem spørgsmål er klimaforskerne uenige om

Med COP21-klimaforhandlingerne i Paris skal vi forberede os på, at et par ældgamle, overfortalte 'sandheder' bliver hevet frem i lyset i et forsøg på at underminere processen.

»Klimaforskningen er ikke afgjort,« er en af de favoritter, der bliver repeteret af republikanske præsidentkandidater som en undskyldning for uvirksomhed over for den globale opvarmning.

Det er derfor værd at huske på, at langt de fleste rigtige klimaforskere faktisk er rørende enige om de menneskeskabte klimaforandringers eksistens, årsager og anslåede størrelse.

De fleste af disse gamle 'sandheder' er blevet stedt til hvile igen og igen. Og der burde de forblive.

Men det vil dog ikke sige, at alle klimaforskningens aspekter er fuldstændig afgjorte. Der er tvivl om visse ting, og siden forskere er fødte skeptikere, er der meget, vi stadig diskuterer.

Her er fem tvivlsspørgsmål, der garanteret kan få eksperterne op af stolen:

1. Forstærker skyerne klimaforandringerne?

Spørgsmålet om skyerne er indviklet. De er uensartede - og derved svære at tage højde for i en klimamodel. De har en stor effekt, der både kan køle ned (om dagen) og varme op (om natten). Desuden varierer effekten afhængig af skytype, højde, breddegrad og årstid.

For nu at gøre det hele endnu mere indviklet, er vi ikke kun interesserede i at vide, hvor stor effekt de har, men også hvordan den vil ændre sig i takt med, at klimaet forandrer sig - den såkaldte feedback-effekt (i videnskaben virker 'feedback' tilbage på en proces, enten hæmmende/selvbegrænsende (negativ feedback) eller fremmende/selvforstærkende (positiv feedback). Negativ feedback søger at omvende situationen, og virker derved stabiliserende. Positiv feedback er derimod destabiliserende, red.)

De bedste estimater, vi har i øjeblikket, foreslår, at effekten er lille, men positiv. Det betyder, at skyerne forstærker klimaforandringerne - uanset hvad der fremkaldte dem - og det gør hele klimasystemet mere sårbart over for menneskeskabt interferens.

2. Havniveauet stiger - men hvor hurtigt?

Havniveaustigningen forårsages primært af to elementer: Termal ekspansion af havvandet, samt at der føres mere vandvolumen ud i verdenshavene ved afsmeltningen af iskapperne. Den termale ekspansion bekymrer os ikke så meget - for den er hverken voldsom eller hurtig.

Afsmeltningen af iskapperne kan derimod få havniveauet til at stige meget og med tiltagende hastighed i takt med, at indlandsisen smelter (havis flyder, og det har defor ingen effekt, hvis den smelter - som også Archimedes fandt ud af, da han sad i badekarret).

Ejendommeligt nok ved vi med rimelig sikkerhed, hvor meget vand, der er fastlåst i iskapperne, og derfor ved vi også, hvor meget havniveauet vil stige, hvis størstedelen af isen smelter. Og det er meget - det kan let være 10 meter eller mere.

Hvad vi ikke ved er hvor hurtigt, det sandsynligvis kommer til at ske. Og det har stor betydning for, om det er centimeter per årti eller meter per årti - det kan ende med at være alt imellem.

3. Bør vi bekymre os om CO2 i landjorden?

Kulstoffets biologiske kredsløb er endnu et eksempel på en klimatisk feedback-mekanisme.

Planternes fotosyntese omdanner atmosfærens CO₂ til kulhydrater og ilt. I denne proces bliver kulstoffet fra CO₂ indbygget i kulhydraterne.

Når planter spises, bliver kulstoffet fra kulhydraterne indbygget i dyrets celler.

Kulstoffet er bundet, så længe planter og dyr er i live, men når de dør, bliver de nedbrudt af mikroorganismer. Og i den proces bliver kulstoffet frigivet igen, så det kan vende tilbage til det store kredsløb.

Det sker både på land og i vandet, og vi ved at begge er påvirkede af temperaturforholdene - men vi forstår det mindre, end vi gerne vil.

Arktis har igennem årtusinder opbygget et enormt lager af kulstof. Kulstoffet er så at sige nedfrosset og gemt af vejen i den permafrosne jord. Problemet er, at denne permafrosne jord nu er begyndt at tø op. Og det betyder, at det bundne kulstof kan slippe fri. Hvis opvarmningen sker hurtigere end forventet, er vores beregninger forkerte.

De store mængder metan gemt i permafrosten, vil vi meget nødig have mere af i atmosfæren, og på nuværende tidspunkt lader det til, at den vil blive frigivet ret langsomt. Men den endelige effekt kendes stadig ikke.

4. Kan verdenshavene fortsat absorbere atmosfærens CO2?

Vi ved, at verdenshavene absorberer størstedelen af den ekstra varme fra den globale opvarmning og meget af den ekstra CO₂, som er årsag til varmen.

Men det går langsomt, fordi havene er meget dybe og, det derfor tager lang tid for både varmen og CO₂ at trænge ned under overfladen. Den globale termohaline cirkulation hjælper til, men vi har evidens, der indikerer, at den tidligere har svinget en del.

Kommer klimaforandringerne til at være skyld i flere udsving i fremtiden? Hvis svaret er ja, hvor meget? Det vides ikke med sikkerhed, fordi vi har for få observationer, vi kan benytte i klimamodellerne - som iøvrigt er meget uenige om dette.

Vi kommer sandsynligvis til at opleve, at det sker gradvist langsommere snarere end helt at lukke ned eller nå et kritisk punkt som i filmen 'The Day after Tomorrow' (filmen er sprængfyldt med vilde, visuelle vejrfænomener og vejrkatastrofer fra hele kloden, red.). Men vi ved det stadig ikke med sikkerhed.

5. Hvor meget er vores skyld?

Det er ikke let at afgøre, i hvor høj grad klimaforandringerne er menneskeskabte, og hvad der er naturligt. Statiske studier har analyseret en række processers 'fingeraftryk' for at se, om de kan blive tilskrevet noget af skylden - og resultatet var utvetydigt 'Det meste af skylden'.

Det er nok til at skride til handling, og et mere præcist svar vil ikke ændre udfaldet væsentligt, men det vil stadig være rart at vide.

Disse stadig uafklarede problemstillinger skriver sig for den største usikkerhed i vores prognoser for fremtiden.

Alle processerne er så godt som muligt inkluderet i de aktuelle klimamodeller. Ved at fintune dem, kan vi muligvis rykke prognoserne en smule - enten den ene eller den anden vej - men det kommer højst sandsynligt ikke til at ændre det overordnede budskab.

Endnu en vigtig ubekendt er selvfølgelig, hvad vi mennesker nu gør? Fortsætter vi ufortrødent med at afbrænde fossile brændstoffer, eller vil det lykkes os at skifte til CO₂-neutrale energikilder?

Men det er en samfundsmæssig udfordring - ikke et videnskabeligt spørgsmål.

John Shepherd modtager støtte fra Natural Environment Research Council. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark