Når fuglene i efteråret skriver store V’er på himlen, idet de trækker sydpå, får det forskere og flyindustrien til at undre sig over, hvorfor de flyver i denne karakteristiske formation.
Er det for at se store ud i flok? Er det, fordi de forreste fugle er de bedste navigatører? Eller er der en energimæssig fordel ved at flyve i et V?
Den sidste forklaring har været fremherskende, siden en videnskabelig artikel blev udgivet for omkring 10 år siden, hvori forskere beviste, at den forreste pelikan i en gruppe i V-formation havde en højere puls end dem bagved.
Den gamle forskning bakkes nu op af en artikel, som netop er udgivet i tidsskriftet Nature.
Hvert vingeslag skubber fuglen bagved op
I den nye artikel har to britiske forskere fået et unikt indblik i den truede skaldede ibis (Geronticus eremita).
Forskerne fulgte en gruppe af tamme ibissers flyvemønstre, som ved hjælp af et ultralet fly – en såkaldt microlight, som i bund og grund er en paraglider med understel – skulle lære dem deres rette migrationsruter fra Salzburg i Østrig til det nordlige Italien.
Ud fra observationer fra microlighten og små sendere kunne de endeligt bekræfte, at fuglene sparer energi ved at flyve i V-formation.
Det viste sig nemlig, at den forreste fugls vingeslag – i stedet for at skubbe luft ned mod jorden for at holde sig flyvende – skaber turbulens i form af en bagudsnoende luftspiral. Når spiralen snor sig opad, giver det fuglen bagved opdrift.
Og det samme gør sig gældende hele vejen ud i V’ets arme.
Fuglene flyver intuitivt i takt
Ikke nok med, at de enkelte vingeslag holder den næste fugl flyvende, de flyver sågar også intuitivt i takt. Luftspiralerne skaber nemlig en usynlig takt mellem fuglene.
Der er nemlig præcis en bølgelængde – altså fra bølgetop til bølgetop – i luftspiralen mellem fuglene.
Hvis vingerne imidlertid ikke bevæger sig i takt, følger fuglene stadig samme rytme. Hvis de eksempelvis bevæger sig i modtakt, er det fordi den bagvedliggende fugl ligger en halv bølgelængde bag den forreste.
Du kan se meget mere om den fascinerende opdagelse i videoen herunder:
Video: Nature Video