Pladetektonikken fortæller os, at kontinenterne gennem tiden er brudt op, drevet fra hinanden for igen at kollidere i en løbende proces.
Men hvornår blev denne kontinenternes vals – kaldet Wilson-cyklussen – egentlig sat i gang? Det skete for omkring 3 mia. år siden, ifølge et studium publiceret i Science.
Forskerne bag undersøgelsen, Steven B. Shirey fra Carnegie Institution of Washington og Stephen H. Richarden fra University of Cape Town, Sydafrika, har brugt urenheder i diamanter til at indkredse tidspunktet.
Sådanne indeslutninger af urenheder i diamanters krystalstruktur fungerer nemlig som små tidskapsler, der populært sagt har opsamlet information om den kemiske udvikling af både atmosfæren og jordskorpen over et tidsrum på mere end 3,5 mia. år.
Kæmpediamanter fra kontinentkernerne
De største diamanter kommer fra de ældgamle kontinentkerner (såkaldte kratoner), hvorom de yngre kontinentale materialer har samlet sig.
I disse stabile kontinentkerner finder man de ældste bjergarter på Jorden, og deres rødder når dybt ned i den underliggende kappe – ca. 200 km – hvor trykket er tilstrækkeligt højt og temperaturerne samtidig tilstrækkelig lave til, at diamanter kan dannes og bevares i milliarder af år.
Over geologisk tid er nogle af disse diamanter kommet op til Jordens overflade i forbindelse med udbrud af magma fra dybt nede i undergrunden, der er størknet til specielle bjergarter kaldet kimberlit.
Peridotit og eklogit
Urenhederne i diamanterne findes som to hovedtyper kaldet peridotit og eklogit. Perdidotit er den mest udbredte type bjergart i den øvre kappe.
Eklogit derimod, menes generelt at være efterladenskaber af havbundskorpe, der er blevet ’recirkuleret’, når en tektonisk plade er skudt ned under en anden (det vil sige ved aktiv pladetektonik).
Shirey og Richardson har analyseret data fra 4000 urenheder i diamanter. De fandt, at i perioden før 3,2 mia. år dannedes der kun diamanter med urenheder af peridotit, mens efter 3 mia. år dominerer diamanter med eklogit.
Den mest simple forklaring på denne ændring er, at den skyldes, at de pladetektoniske processer inden for dette tidsrum var gået i gang.
