Stakkels baby-dino druknede, viser unikt fossil
Et usædvanligt velbevaret fossil af en baby dinosaur er blevet fundet i Canada. Fossilet er så komplet og intakt, at forskerne faktisk har kunnet finde frem til dødsårsagen.

Hidtil har alle de komplette skeletter, man har fundet af Chasmosaurus belli, været voksne eksemplarer, selv om man da også har fundet tilfældigt spredte knogler af mindre dinosaurer. Fossilet er så velbevaret, at forskerne kunne se aftryk fra dets hud i de omgivende sten (Foto: Philip J. Currie, Robert Holmes, Michael Ryan Clive Coy, Eva B. Koppelhus).

Det er en ganske sjælden begivenhed, når det lykkes palæontologer at finde komplette fossiler i god stand.

I løbet af de mange millioner år, som fossilerne har på bagen, kan der i sagens natur nå at ske mange ting, som kan ødelægge dem. 

Endnu sværere er det at finde velbevarede babydyr, fordi der er større sandsynlighed for, at de er blevet trampet ned eller fortæret efter deres død.

Alligevel er det lykkedes den canadiske forsker Phillip Currie fra University of Alberta at finde en fin babydinosur, der er så komplet og intakt, at han faktisk er i stand til at spekulere over dødsårsagen.

Fossilet giver ny viden om arten

Babydinoen er af arten Chasmosaurus belli, og var omkring tre år gammel, da den døde. Den måler omkring 1,5 meter, mens den som voksen ville være blevet omkring 5 meter lang.

Baby-dinoen er af arten Chasmosaurus belli, som er en almindeligt forekommende dinosaur-art i British Columbia, Canada. Den er i familie med triceratops og har den velkendte krave. (Foto: Carnivoraforum.com)

Opdagelsen af den 70 millioner år gamle unge afslører vigtige fingerpeg om, hvordan dinosaurerne voksede og forandrede sig i løbet af livet. For eksempel viser fossilet, at de unge Chasmosaurus belli ser ud som de voksne, men bare mindre.

Desuden viser fundet, at hvor andre babydinosaurer havde forholdsmæssigt lange ben i forhold til deres krop, fordi de skulle kunne følge med de voksne, lader det ikke til at være tilfældet med denne art.

Dødsårsag: Blev fanget i strømmen

Fossilet blev fundet i et gammelt flodleje, hvilket har fået Currie og hans forskerteam til at mene, at babydinoen ikke døde i kløerne på et større væsen.

Det mest sandsynlige er, at den er vandret for langt ud i vandet og er blevet fanget af strømmen. Her er den endt på bunden af floden, hvor den med tiden er forstenet på bunden.

Forskerholdet håber at kunne bruge dette fossil til at få en dybere forståelse af, hvordan Chasmosaurus belli levede, og hvilken rolle den spillede en rolle i det daværende økosystem.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.




Det sker

26/09 kl. 19:00
Oplægsholder
Adresse
Chr. Hansen Auditoriet på Center for Sundhed og Samfund, Bartholinsgade 4A, 1356 København K
I samarbejde med