Mælkevejen er fuld af planeter som Jorden
Rumarkæologer har fundet grundstoffer fra planeter i udbrændte stjerners atmosfærer. Stjernerne må have været omkredset af klippeplaneter som Jorden - planeter, der kan have rummet liv.

Mange fjerne stjernesystemer ligner Solsystemet. De har klippeplaneter og asteroider. (Illustration: NASA-JPL/Caltech/T. Pyle)

Mange fjerne stjernesystemer ligner Solsystemet. De har klippeplaneter og asteroider. (Illustration: NASA-JPL/Caltech/T. Pyle)

En stor del af Mælkevejens stjerner omkredses af klippeplaneter som Jorden. Og mange af dem rummer vand.

Det er konklusionen på et forskningsresultat, som i dag præsenteres på britiske Royal Astronomical Societys årlige møde.

Fire astronomer fra Storbritannien, USA og Canada har kigget nærmere på udbrændte stjerner - de såkaldte hvide dværge.

De har fundet spor af grundstoffer, der må stamme fra stjernernes planetsystemer - vel at mærke planetsystemer med klippeplaneter.

Der er endda tegn på, at disse planetsystemer også rummede vand.

Asteroidestykker har regnet ned på stjernen

Astronomerne mener, at de tunge grundstoffer i stjernernes atmosfære kommer fra asteroider - småplaneter - der har været i omløb om stjernerne.

Jay Farihi fra University of Leicester i England fortæller:

Fakta

VIDSTE DU

Astronomerne brugte data fra Sloan Digital Sky Survey - en uhyre ambitiøs kortlægning af det synlige univers.

»En asteroide har passeret tæt forbi den hvide dværg og er blevet revet i stykker af tidevandskræfter, på samme måde som ringene om Saturn blev dannet. Klippestykkerne omkring den hvide dværg er stille og roligt faldet ned på stjernen og har forurenet dens ellers rene atmosfære.«

Når astronomerne studerer farverne af lyset fra en stjerne, kan de se, hvilke grundstoffer der findes i stjernens atmosfære. Her er de hvide dværge ekstra oplagte at studere, siger Jay Farihi:

»Vi har valgt disse stjerner, fordi deres atmosfærer er meget gennemsigtige. Derfor træder sporene efter metaller - og brint - tydeligt frem.«

Tunge grundstoffer må stamme fra planeter

De hvide dværge burde egentlig have atmosfærer, der kun rummer de lette gasser brint og helium, men astronomerne har også fundet tydelige spor efter andre og tungere grundstoffer som calcium og magnesium omkring mange af disse stjerner.

De har haft en teori om, at de tungere grundstoffer måske kunne være blevet 'samlet op' af de hvide dværgstjerner undervejs i omløbet om galaksens centrum. Gassen mellem stjernerne kan nemlig godt rumme tungere grundstoffer, der i tidernes morgen er efterladt af eksploderende stjerner.

Men nu har astronomerne regnet sig frem til, at der er alt for mange tunge grundstoffer til, at det kan forklares med interstellart stof. I stedet tyder alt på, at stjernernes atmosfære er blevet 'forurenet' af materiale fra dens planetsystem.

Sammensætningen af klippeplaneter afsløres

Med denne form for rumarkæologi, hvor døde stjerner studeres, kan astronomerne således finde ud af, hvad de fjerne exoplaneter består af.

»Fordelen ved hvide dværge er, at vi kan måle den kemiske sammensætning af klippestykkerne - det kan ikke opnås med nogen anden metode,« fortæller Jay Farihi og tilføer:

»Det er kun hvide dværge, der tillader os at måle forekomsten såvel som sammensætningen af klippeplaneter uden for vores eget solsystem.«

Masser af stjerner med planeter

Og det er mange stjerner, det drejer sig om. Langt størstedelen af galaksens stjerner ender som hvide dværge, og ifølge forskerne kan man finde tunge grundstoffer i atmosfæren hos mindst tre procent og måske helt op til en femtedel af stjernerne.

Mængden af calcium fundet omkring stjernerne tyder på, at planetrester svarende til en asteroide med en diameter på mindst 150 kilometer typisk er endt på stjernen.

Forskerne fandt også ud af, at stjernernes atmosfærer rummer mere brint, end de egentlig burde. Denne brint kan stamme fra vand. Det passer meget godt med, at der er masser af is i Solsystemets asteroider.

Konklusionen er, at mange stjerner som vores sol - såvel som noget større stjerner - omkredses af planetsystemer med planeter som Jorden, og at disse planeter også kan rumme vand. Og dermed være hjem for liv.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.