Tallerkenens farve snyder dine øjne
Delboeufs illusion: Du kan narre dig selv til at spise mindre ved at vælge den rigtige farve og størrelse på din tallerken og dug.

Farven på både tallerken og dug spiller en rolle for størrelsen på dine portioner. (Foto: Colourbox)

Farven på både tallerken og dug spiller en rolle for størrelsen på dine portioner. (Foto: Colourbox)

OBS! Studiet er trukket tilbage pga. videnskabelig uredelighed. Brian Wansink har fået tilbagetrukket end række studier, og har siden opsagt sin stilling som professor. Læs mere her.

Farven på servicen og dugen kan påvirke, hvor meget du læsser over på din tallerken, lyder det fra et studie, der er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Consumer Research.

Således tyder det på, at man lægger ekstra meget på tallerkenen, når den har samme farve som maden.

Forskerne Koert Van Ittersum fra Georgie Technological Institute og Brian Wansink fra Cornell University Food and Brand Lab stod bag forsøget, der havde deltagelse af 47 studerende.

Forsøgsdeltagerne tog mindre mad, når dens farve stod i kontrast til farven på tallerkenen, end når farverne matchede hinanden.

For eksempel tog deltagerne mere spaghetti på en hvid tallerken end på en rød.

Årsagen er Delboeufs illusion

Forklaringen er måske det samme optiske bedrag, som gør, at vi også ser ud til at putte mere mad på en stor tallerken end på en lille, mener forskerne.

Fænomenet kaldes Delboeufs illusion.

Hvis du serverer middag på store tallerkener, vil dine gæster måske tænke, at du har været karrig med portionerne.

Det er nemmere at få en lille tallerken til at se bugnende og fuld ud, selv om der er samme mængde mad på som på den store tallerken.

De to sorte cirkler er lige store. (Illustration: Colourbox)

Fænomenet kan du for eksempel se i illustrationen til højre. Den sorte prik, som i dette tilfælde illustrerer maden, ser større ud i en lille cirkel end i en stor.

Men farvepåvirkningen gælder ikke kun samspillet mellem mad og tallerken. Farveforholdet mellem tallerken og underlag som dugen eller bordpladen havde også betydning for portionsstørrelsen.

Da de studerende skulle lægge mad på en tallerken, som havde en lignende farve som underlaget, tog de mindre portioner, end når farvekontrasten var større.

Dette kan formentlig også forklares med Delboeufs illusion, siger forskerne.

 

Vælg den rigtige farve og størrelse

»Hvis du lægger en hvid tallerken på en hvid dug, forsvinder lidt af illusionen, fordi du fjerner den ydre cirkel og kun fokuserer på den indre,« forklarer van Ittersum til den canadiske avis The National Post.

Hvis du trænger til at begrænse dit madforbrug, kan du måske snyde dig selv til at tage lidt mindre portioner ved at vælge service og underlag i den rigtige størrelse og farve, selv om du godt er klar over illusionen, fortæller van Ittersum til den canadiske avis.

»Hvis du vil reducere dit indtag af usund mad, bør du vælge en tallerken, som virkelig kontrasterer farven på denne mad.«

»Hvis du vil spise mere af den sunde mad, bør du derimod vælge en tallerken, som i mindre grad kontrasterer farven på maden,« lyder de fra van Ittersum.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.