Socialt udsatte føder svage børn
Social arv behøver ikke alene at være et spørgsmål om miljø. Ny forskning viser, at socialt udsatte mødre føder børn, som lettere bliver syge og får koncentrationsbesvær i skolen

Rygning under graviditeten er den primære grund til, at der fødes børn med lav vægt i Danmark. (Foto: Colourbox)

Vejer et nyfødt barn under 2.500 gram, er det undervægtigt. Dermed har det øget risiko for at få koncentrationsbesvær og en række sygdomme senere i livet. For eksempel hjertekarsygdomme, epilepsi og diabetes.

De undervægtige børn fødes især af mødre med en kort uddannelse. Det har forskere fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet nu påvist. Det har de gjort ved at analysere statistikker fra over fire millioner nordiske fødsler i perioden 1981-2000. Undersøgelsen peger på, at mødre med en kort uddannelse har større risiko for at føde undervægtige børn, end mødre med mellemlange eller lange uddannelser.

»Jo længere en uddannelse moderen har, desto mere vejer børnene. I Danmark er der i gennemsnit en forskel på ca. 100 gram mellem børn, der er født af mødre med kort uddannelse og dem med længere uddannelse. Og selvom det lyder som en lille forskel, så ved vi, at det har indflydelse på deres helbred senere i livet,« siger ph.d.-studerende Laust Hvas Mortensen, som står bag undersøgelsen.

Rygning er den store synder

Længden på en gravid kvindes uddannelse betyder i sig selv ikke noget for, om hun føder et undervægtigt barn. Men forskerne har valgt at se på mødrenes uddannelser, fordi de er en indikator på hvilken social klasse, man tilhører. Statistikker viser, at mødre med kort uddannelse også ofte drikker, tager stoffer eller ryger. Og det er netop de ting, der påvirker børns fødselsvægt.

»Vi ved fra eksisterende undersøgelser, at uddannelse er den ting, som betyder mest for social ulighed i de nordiske lande. Uddannelse siger noget om ens opvækstvilkår, det miljø man færdes i og hvor meget man ved om sundhed,« siger Laust Hvas Mortensen.

Han peger på, at rygning under graviditeten er den primære grund til, at der fødes børn med lav vægt i Danmark.

»To typiske faktorer ville være, hvis moren ryger eller er for tynd. En anden er diabetes under graviditeten, som kan være forårsaget af overvægt. Men det mest oplagte er at se på rygning. Vi kan nemlig se, at selv om rygning blandt mødre er mindre hyppig i dag end for 20 år siden, så er det stadig 15 procent af mødrene, der ryger under graviditeten. Og det er typisk de mødre, som har en kort uddannelse,« siger Laust Hvas Mortensen.

Giver problemer videre

Social ulighed i fødselsvægt er et meget uheldigt fænomen, fordi det betyder, at socialt udsatte mødre giver deres problemer videre til deres børn. Lav fødselsvægt har nemlig indflydelse på, hvilke forudsætninger et menneske møder livet med.

»Vi ved, at en lav fødselsvægt øger risikoen for type II diabetes - gammelmandssukkersyge, hjertekarsygdomme og blodtryk. Og at det påvirker intelligens og uddannelsesniveau i negativ retning,« siger Laust Hvas Mortensen.

Resultaterne fra undersøgelsen fremgår af artiklen 'Social inequality in fetal growth: a comparative study of Denmark, Finland, Norway and Sweden in the period 1981-2000', som er en del af Laust Hvas Mortensens ph.d.-projekt. Ud over den artikel undersøger projektet blandt andet hvordan rygning og BMI påvirker fødselsvægten i de nordiske lande.

Om projektet

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.