Kom med på opdagelse i Romerrigets lokumskultur

Jeg har tilbragt rigtig meget tid i Roms kloakker. Faktisk så lang tid at mine venner kalder mig 'latrin-dronningen'.

Det var etruskerne, der anlagde de første kloakker i Rom omkring 500 år før vor tidsregning. Kloakkerne var rummelige og bygget af fint udhuggede sten. Romerne benyttede gladeligt kloakkerne, som efterhånden kunne findes overalt i byen og senere også i resten af Romerriget.

Jeg er dybt imponeret over det arbejde, de fantastiske ingeniører udførte i antikkens Rom, Pompeji, Herculaneum og Ostia. De har virkelig skabt et underjordisk vidunder, hvis storslåede arkitektur maskerer deres funktionelle formål.

Kloakkerne løb ikke under alle gader, og ikke alle kvartere var tilsluttet kloaksystemet. Men i visse byer - heriblandt Rom - kan hovedkloakken, Cloaca Maxima, (latin for 'den største kloak'), sagtens måle sig med mange af de kloaksystemer, man finder i nutidens storbyer.

Ikke kun bygget til sanitære formål

Men det betyder ikke, at de romerske toiletter blev bygget med det samme sanitære mål som vores for øje.

Gaderne i Rom var fyldt med møg, bræk, tis, lort, skrald, beskidt vand, rådnende grøntsager, dyrehuder og indvolde og andet affald fra de forskellige butikker, der fandtes i gaderne. Når vi i dag tænker på kloakker, er det som en måde at fjerne skidt og skrald fra gaderne - og så selvfølgelig til bortledning af spildevand fra toiletbesøg.

Jeg begyndte at tvivle på, at romerne havde vores syn på kloakker, da jeg researchede i den urbane romerske infrastruktur i forbindelse med min nye bog 'The Archaelogy of Sanitation in Roman Italy'.

Arkæologisk evidens tyder nemlig på, at deres fint konstruerede kloaksystemer handlede mere om at bortlede stående vand end om at fjerne beskidte efterladenskaber.

Desuden var romernes forhold til renlighed og privateri helt anderledes end vores følsomme moderne sensibilitet.

Mere drænvand end spildevand

Det var egentlig ikke meningen, at Roms Cloaca Maxima skulle fungere som rensningsanlæg for byen. Dens hovedfunktion var udtænkt til at bortlede det vand, der samlede sig i byens ujævne gader samt bortledning af vand fra de lavtliggende områder, når Tiberen gik over sine bredder - hvilket den gjorde med jævne mellemrum.

Kloaksystemets primære funktion var dræning, og det vand, det drænede, flød direkte tilbage i Roms største drikkevandsforsyning - Tiberen.

Roms kloakker ledte snavset vand væk fra steder, hvor det forhindrede renlighed, økonomisk vækst, urban udvikling og endda industri. Min efterforskning af kloakkerne i Herculaneum og Pompeji, som begge blev begravet af de pyroklastiske strømme af lava og aske fra Vesuvs vulkanudbrud i år 79, har bragt mig til den samme konklusion.

På bunden af en kloak under en gade i Herculaneum fandt de første udgravere en oldgammel 1,35 meter høj aflejring af størknet slam.

Intet vand - uanset hvor hurtigt strømmende det er - ville havde været i stand til at fjerne det. Adskillige forhistoriske kilder forklarer, at de romerske kloakker havde brug for manuelt at blive rengjort fra tid til anden.

Det var et job, der oftest tilfaldt byens slaver eller straffefanger. Jeg vil vove at hævde, at kloaksystemerne kun gjorde den allermest minimale sanitære gavn.

Køkkenlokummer uden kloakforbindelser

Der fandtes offentlige og private toiletter overalt i Pompeji. Men på trods af byens kloak-infrastruktur var praktisk taget ingen af toiletterne forbundet til en kloak. Det samme gjorde sig gældende i Herculaneum.

Næsten alle private huse i de to byer og mange etageboliger i Ostia havde private og almindeligvis et-sædes toiletter, som ikke var forbundet til hovedkloakken. Disse samlebrøndstoiletter lå ofte i køkkenet, hvor man også forberedte mad. Så duften af mad må havde blandet sig med den uhumske stank fra den nærliggende samlebrønd.

Opsamlet spildevand blev enten solgt til bønderne som gødning eller brugt i husholdningens have, hvilket ind imellem må have ført til nogle fælt lugtende havefester.

Ifølge Ulpians overleveringer skrevet i år 211 og år 222 var det lovligt at forbinde de private toiletter til kloaksystemet. Så hvorfor gjorde husejerne det ikke?

Kom en blæksprutte ind via kloakken?

En af årsagerne kan være, at de romerske kloakker ikke var udstyret med vandlåse, så man kunne aldrig vide, hvad der kunne finde på at kravle op af kloakledningen og ind i hjemmet?

Vi har fundet mindst én dramatisk oldgammel historie, som illustrerer faren ved at forbinde hjemmet med en offentlig kloak i det første eller andet århundrede.

I en historie af Aelian fortælles der om, hvordan en kæmpe blæksprutte hver nat svømmer ind i kloakken fra havet og fortsætter op igennem toiletkummen, der fører ind i hjemmet hos en velhavende iberisk købmand fra Puteoli (det antikke navn på den italienske by Pozzuoli, red.). Her fortærer blæksprutten, alle de saltede fisk oplagret i hans velforsynede spisekammer.

Min grundige efterforskning af det oldgamle rørarbejde fandt desuden, at der forekom alvorlig udsivning fra mange nedløbsrør fra indendørstoiletterne på de øvre etager. Det forårsagede lækager på indersiden såvel som ydersiden af murene, og det har uden tvivl føjet til stanken i Rom.

Jeg var i stand til at identificere mindst 15 toiletter på øvre etager i Pompeji og flere i Herculaneum og andre steder. I visse tilfælde skaffede jeg evidens for, at spildet virkelig var menneskelige efterladenskaber gennem videnskabelig analyse for spor efter urin og ekstrementer.

Offentlige toiletter var mørke og klamme

Selv de offentlige latriner - som var flersædede klosetter, der næsten altid var tilkoblet byens hovedkloak - udgjorde en alvorlig trussel mod brugerne.

Man skal ikke lade sig narre af det det rene hvide marmor, man ser i de solbeskinnede frilufts-rekonstruktioner i dag. De fleste offentlige toiletter var mørke, klamme, fugtige og beskidte. De var ofte ganske små, og alle, der kunne 'holde sig' til de kom hjem til deres egne samlebrøndstoiletter, ville nok foretrække at vente.

Et offentligt toilet i Ostia var udstyret med svingdøre og en fontæne, man kunne vaske sig ved. Toiletfaciliteterne havde plads til mere end 20 kunder på én gang.

Jeg har ikke fundet evidens, der tyder på, at romerne blev afkrævet betaling for at benytte de offentlige toiletter. Vi ved heller ikke, hvem der bestyrede eller rengjorde dem - men muligvis var det offentlige slaver.

Papiret var en fælles svamp

Set med nutidens øjne mangler faciliteterne privatliv. Men vi skal huske på, at romerske mænd gik i tunikaer og togaer, som leverede mere afskærmning end nutidens mænd vil opleve med bukserne nede om anklerne.

Det største problem efter nutidens målestok er renligheden. Den romerske udgave af toiletpapir var i mange tilfælde en pind med en svamp på enden, som alle deltes om. Men endnu værre var det, at de offentlige latriner var berygtede for at skræmme brugerne, når flammer eksploderede fra toilethullerne. Det skyldtes gaseksplosioner forårsaget af svovlbrinte og metan, og de var ligeså harske, som de var skræmmende.

Toiletbrugerne skulle også holde godt øje med ikke at blive bidt i rumpen af rotter eller andre små skadedyr. Og så var der yderligere den indbildte trussel fra dæmoner, som romerne troede boede i de sorte huller, der førte ned til byens mystiske undergrund.

En romersk forfatter fortæller om et møde med en sådan dæmon. Fortællingen lyder, at en vis Dexianos sad på lokummet midt om natten, da en dæmon pludselig rejste sig foran ham med brutal og barbarisk vildskab.

Det øjeblik Dexianos så den 'vanvittige dæmon fra helvede' blev han 'lamslået, grebet af frygt og skælven og sved'. Overtro leverer endnu en god grund til at undlade at tilkoble det private toilet til kloakken.

Toiletterne havde en skytsengel

Det var farligt at benytte de offentlige toiletter, så det er egentlig ikke så underligt at Fortuna, den romerske gudinde af meget blandet ‘herkomst’, som symboliserer den tilfældige lykke eller ulykke, ofte forekommer som en slags skytsengel på toiletvæggene.

Vi har almindeligvis ikke helgenskrin på vores toiletter, men de ses igen og igen på både de offentlige og private toiletter i Romeriget.

En grafittiskrift på en sidegade i Pompeji advarer toilet-brugeren direkte: 'Skider, vogt dig for ondskaben'. Skide på åben gade? Eller sætte din bare rumpe over et åbent toilethul og frygte at blive bidt af dæmoner? Det får vi nok aldrig at vide med sikkerhed.

Når vi ser på evidens for de romerske sanitære skikke - både arkæologisk og tekstmæssig - står det klart, at de havde et helt andet perspektiv end vi på den slags forhold.

Opnåelsen af en bedre forståelse for det romerske liv i gaderne, de offentlige steder og i deres private beboelser afslører, at de var i fuld gang med at udvikle systemer, som vi har adopteret - med opgraderinger - for at håndtere vores egne sanitære problemer og rent vand i dag.

Ann Olga Koloski-Ostrow hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er blandt andet baseret på en bog, hun har skrevet, og er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

Humoristisk rekonstruktion af et offentligt toilet - bemærk svampen på pinden.
(Illustration: Gemma C. M. Jansen/The Conversation)

Gudinden Fortuna på en toiletvæg i Pompeji.
(Foto: Ann Olga Koloski-Ostrow/The Conversation)

Ødelagt terracotta-nedløbsrør i Herculaneum, som ville havde forårsaget stank.
(Foto: Ann Olga Koloski-Ostrow/The Conversation)

1 / 3