Folkets status er et af de mest presserende emner, vi overhovedet har at diskutere. Ord som identitet, værdier og danskhed lyder måske mere moderne end folk, men jeg vil fastholde, at folkets status er dét, vi i realiteten strides om.
Danmark er i dag en kampplads for meget blandede og modstridende interesser, hvor spørgsmålet om, hvad folket er for en størrelse, er et af de mest centrale stridspunkter.
Globaliseringen, europæiseringen og multikulturen har pustet til ilden. Er ‘vi’ for eller imod det danske? Er vi for eller imod Europa? Er vi for eller imod de fremmede? Er vi folkevenner eller folkefjender?
Hos DF er ‘folk’ et kernebegreb
Hos en del af befolkningen er ordet folk sat i skammekrogen, fordi det har fået en markant national – for ikke at sige nationalistisk – tone i de senere år, ikke mindst i kraft af Dansk Folkepartis retorik og politik.
Se, hvordan partiformand Pia Kjærsgaard præsenterer DF’s grundlag:
»I Dansk Folkeparti er vi stolte af Danmark; vi elsker vort fædreland, og vi føler en historisk forpligtelse til at værne om landet, folket og den danske arv. Med denne forpligtelse følger nødvendigheden af et stærkt forsvar samt trygge og sikre grænser. Kun i et frit Danmark kan landet udvikle sig efter folkets vilje.«
For hende er folk et kernebegreb, som de fleste danskere uden tvivl identificerer sig med, men langtfra alle på den måde, som Pia Kjærsgaard gør.
Det særligt danske er en konstruktion
Mange – uanset politisk observans – forbinder danskhed med et knudret sprog, bøgetræer, strande, nye kartofler og blonde piger.
Det er selvfølgelig en konstruktion, at disse ting skulle være særligt danske – kartoflen stammer for eksempel fra Sydamerika, og ordet er oprindeligt tysk. Men det er en sejlivet forestilling, der faktisk har en virkelighed og en betydning for de fleste danskere.
Det er dog ikke hele sagen, og måske skal vi satse på mere end én form for forståelse af, hvad der bærer folket, hvis vi skal kunne besvare nogle af de spørgsmål, ikke mindst den voksende mængde ‘borgere med en anden etnisk herkomst end dansk’ rejser.
Det multikulturelle samfund er et faktum
At samfundet er præget af større etnisk, religiøs og kulturel mangfoldighed end tidligere, behøver man ikke at være sociolog for at konstatere. Man kan bare gå en tur i byen eller kigge ud ad vinduet. Det multikulturelle samfund er et faktum.
Men hvilke normative konsekvenser, der skal drages af dette vilkår, er straks en anden sag. Skal vi kræve, at personer, der kommer til Danmark, lader sig assimilere kulturelt?
Eller skal vi erklære Danmark for et multikulturelt samfund? For nogle lyder det sidste som opskriften på borgerkrig, mens andre hellere end gerne vil opgive forestillingen om, at landets borgere udgør et folk.
Folket som trussel eller løsning
Der eksisterer tydeligvis en konflikt mellem to meget forskellige holdninger til folkets status.
På den ene side har vi dem, der som præsten Sørine Godtfredsen betragter et multikulturelt samfund som vejen til helvede – som det der brød løs i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011. Og på den anden side findes en gruppe, for hvem folk er et totalitært begreb, der i sidste instans fører til holocaust.
Uanset hvem der har ret, så står én ting tilbage: Opgiver man ideen om et folk, rejser der sig et vigtigt spørgsmål: Hvad med demokratiet i et multikulturelt og multietnisk samfund?
Vi står tilbage med det dilemma, at demokratiet på den ene side ikke kan overleve uden et nationalt folk, og de nationale folk på den anden side ikke kan klare en række globale udfordringer på egen hånd – som for eksempel klimaproblemerne.
Vinden blæser, hvorhen den vil, uden respekt for nationale grænser. Nationalstaten er med andre ord både en del af problemet og en del af løsningen.
Vi er ikke længere kun statsborgere
\ Fakta
Professor Ove Korsgaard har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Folk’. Den kan hentes som e-bog her. Tænkepauser er en serie af bøger, der bliver udgivet i samarbejde med Aarhus Universitet, Aarhus Universitetsforlag, DR, Jyllands-Posten og landets biblioteker. Der kommer en ny hver måned.
Hvad med EU, er det en vej ud af dilemmaet? Eller en blindgyde? At være unionsborger er næppe noget, der varmer folkesjælen hos ret mange.
Juridisk er det dog ikke nogen ligegyldig ting, at Danmark er medlem af EU. Som borgere i Danmark er vi nu ikke kun statsborgere, men også unionsborgere.
Og samarbejdet i EU adskiller sig på afgørende punkter fra samarbejdet i andre internationale organisationer, som for eksempel FN og NATO, fordi en stor del af beslutningerne i EU har direkte retsvirkning for borgerne i alle medlemsstater. Det giver os en særlig rolle som politiske borgere i unionen.
Er EU en løsning eller en blindgyde?
Men tilhører vi også et europæisk folk? Og hvad vil det i givet fald sige at tilhøre et sådant folk? Det er der langtfra enighed om. Mange hævder, at der må findes et europæisk folk, inden man kan oprette et europæisk demokrati.
Men læren af den danske historie er netop, at der ikke stod et dansk folk klar til at etablere demokratiet i 1848. Der fandtes et folk, før vi fik demokrati, nemlig folk som undersåtter. Folk som politisk størrelse blev dog først skabt gennem en dramatisk inklusions- og eksklusionsproces, hvor begrebet fik en ny betydning.
Hvad vi kan lære af historien, er den opløftende kendsgerning, at kategorien folk indgår i et åbent felt, der giver muligheder for, at folket stadig skabes og omskabes. At der ikke på forhånd eksisterer en stærk forestilling om et europæisk folk behøver derfor ikke at være en hindring. Folket som politisk størrelse kan fødes i den vanskelige proces, det er, at etablere et europæisk demokrati.
Velfærd kan skabe fællesskab
Jeg tror ikke på, at EU kan skabe fællesskabsfølelse ved hjælp af de samme midler, som nationalstaterne har benyttet gennem mere end 200 år, som for eksempel nationalflag, nationalsange og nationale fester. Det er heller ikke den strategi, der bruges i dag.
Mens det i 1800-tallet var national kultur og sprog, der blev gjort til kernen i fællesskabet, søger EU nu at skabe identifikation ved at knæsætte menneskerettigheder, solidaritet, velfærd og – til en vis grad – en mere grøn politik som kerneværdier i EU. Dermed profilerer Europa sig bevidst anderledes end USA.
Velfærdsperspektivet vil sikkert meget bedre end hymner og flag og alle mulige andre symboler kunne bidrage til at skabe en europæisk identitet og fællesskabsfølelse.
Folk skal forstås som politisk størrelse
Udvikling af et europæisk folk kræver imidlertid mere end velfærdsordninger, det kræver en form for europæisk offentlighed og et europæisk civilt samfund med frivillige organisationer og foreninger. Det kræver desuden, at medierne og undervisningssystemerne rundt om i de forskellige europæiske lande bidrager til udvikling af en europæisk bevidsthed.
Europa står i disse år på mange måder over for den samme udfordring, som den danske helstat gjorde i 1848, hvor kernespørgsmålet var:
Kunne der etableres en fri forfatning i den daværende multinationale og flersproglige helstat? I Danmark lykkedes det ikke at etablere en føderation af forskellige nationer. Om det nu mere end 160 år senere vil lykkes at holde sammen på den multinationale og flersproglige europæiske union, ved vi ikke. Meget afhænger af vores forståelse af begreberne.
Hvis vi forudsætter en homogen europæisk kultur, er det sikkert hverken muligt eller ønskeligt med et europæisk folk. Hvis vi derimod forstår folk som en politisk størrelse, er det trods alt ikke en helt umulig forestilling.
En ny fortælling om det danske folk
Det bliver en af fremtidens helt store udfordringer at svare på, hvordan forholdet mellem det etnisk-kulturelle folkefællesskab og det politiske medborgerfællesskab håndteres, og hvordan uddannelsessystemet kan bidrage til udvikling af de medborgerkompetencer, som er nødvendige, for at demokratiet kan være både funktionsdygtigt og forskelstolerant.
Vi kan – og bør – fortsætte med at fortælle om det danske folks historie. Men den historie kan ikke fortælles sandfærdigt, hvis ikke den flettes sammen med fortællinger om Europas historie og hele verdens historie. I sidste instans tilhører vi jo alle Jordens folk.
Min egen erfaring er, at fortæller vi historien om demokratiets indførelse i Danmark som en vanskelig sag har ikke kun nydanskere, men også gammeldanskere i dag langt lettere ved at indskrive sig i den del af dansk historie. Det er helt afgørende.
At søge sammenbindende fortællinger og symboler er ikke kun en nostalgisk gestus, det er også en nødvendig proces. Et fællesskab lever af fælles fortællinger, som netop binder folk sammen ved at være udgangspunkt for forskellige fortolkninger.
