Jeg skal her begrænse mig til at redegøre for, hvad den faglige uenighed består i:
Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, som jeg er leder af, udgav i juli rapporten 'Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012', der er forfattet af 18 forskere fra fem forskningsinstitutioner.
Den 13/8 2013 indrykkes på Altinget-Miljø artiklen 'Indsatsen for biodiversitet i skovene dumper', der er baseret på interview med og citater fra professor Carsten Rahbek (CR) og lektor Hans Henrik Bruun.
Heri er CR citeret for:
»Staten har haft et mål om at standse tab af biodiversitet, men man har gjort det forkerte. Den strategi, man har fulgt, har været dundrende naiv fra dag ét.«
Urørt skov kan gavne biodiversiteten
Det er jeg fagligt uenig i. Det fremgår blandt andet af rapporten, at staten har udlagt mere urørt skov, end man har haft som politisk mål, herunder 56 procent af Naturstyrelsens løvskove over 200 år.
Urørt skov kan ifølge CR og mange andre biodiversitetsforskere være et effektivt middel til at gavne biodiversiteten.
\ Fakta
Niels Elers Koch er dansk skov- og landskabsforsker. I 2004 blev Koch direktør for Center for Skov, Landskab og Planlægning (Skov og Landskab) ved Det Biovidenskabelige Fakultet samt formand for Skovrådet. Hans indlæg har ligesom rektors svar og professorernes debatindlæg oprindeligt været bragt i Universitetsavisen.
CR har desuden udtalt:
»Her og nu er noget af det bedste, man kan gøre, at ophøre med al forstlig skovdrift i statens skove.« … »Hvis skovdriften ophører i statsskovene, kan naturen med ét slag få mere plads.«
Det er jeg fagligt uenig i. Størstedelen af statens skove består af biologisk relativt ensformige plantager af nåletræ, der er plantet tæt for at producere tømmer og træ til energi og/eller for at dæmpe sandflugten.
CR's forslag vil således være en meget dyr og ineffektiv måde at fremme biodiversiteten i skovene på, da man ikke målrettet går efter at bevare og fremme biodiversiteten, hvor den er værdifuld og/eller truet.
Forskningsinstitutioner er sårbare, når de samarbejder med myndigheder eller erhvervslivet
Det er klart, at man gør sig sårbar, når man som forskningsinstitution samarbejder med og får midler fra myndigheder eller erhvervslivet. Derfor har jeg i hele mit virke stået ekstra vagt om forskeres ytringsfrihed og principperne om armslængde og uafhængighed i forskningen.
Og derfor er jeg alvorligt ked af de beskyldninger, der fremsættes i de fire professorers indlæg.

































