Forskning, kunsten og frivillige får 95 millioner kroner til særlige corona-indsatser fra Carlsbergfamilien
corona_donation_carlsbergfondet

Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet kaster ekstraordinært 95 millioner kroner ind i kampen mod COVID-19. (Foto: Shutterstuck)

Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet kaster ekstraordinært 95 millioner kroner ind i kampen mod COVID-19. (Foto: Shutterstuck)

Kilde: 
19 marts 2020

Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet har besluttet at donere millionbevillinger til 'forskere, kunstmuseer og civilsamfund' i kampen mode den globale corona epidemi.

I alt 95 millioner kroner uddeles, fremgår det af en pressemeddelse fra Carlsbergfondet.

Den største pose penge på i alt 60 millioner kroner kommer fra Carlsbergfondet. Til forskning i den nye coronavirus får en gruppe internationale virusforskere 25 millioner kroner. Forskerne samarbejder med Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Statens Serum Institut. 

Opgaven for forskergruppen er ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet at »på kort tid levere en ny vaccine mod Covid-19 baseret på et lovende, men uprøvet vaccinekoncept. Desuden skal forskergruppen udvikle en diagnostisk test og alternative behandlingsmuligheder på baggrund af nye, såkaldte aptamer-teknologier«.

 

Samme beløb tildeles et projekt, som skal undersøge, hvordan vi som samfund håndterer epidemier mest effektivt. Sidstnævnte tildeles en gruppe adfærdsforskere i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet.

»Projektet vil undersøge sammenhængen mellem myndighedernes udmeldinger, mediernes dagsorden og befolkningernes adfærd og bruge dette til at forstå og forudsige udviklingen i selve epidemien. Lige så vigtigt vil projektet også bruge de indsamlede datamængder til at identificere den optimale strategi for håndtering af epidemier, så vi kan lære af fejl og udvikle best practice til næste gang, verden står foran en epidemi af denne karakter,« siger Carlsbergfondets bestyrelsesformand, professor Flemming Besenbacher, ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.

De sidste af Carlsbergfondets 10 millioner går til en tværvidenskabelig gruppe ved Roskilde Universitet, der skal forske i historiske epidemiers opstandelse, spredning og ophør.

Ny Carlsbergfondet er kendt for at støtte kunst i det danske samfund. Deres bidrag på 30 millioner kroner går derfor til kriseramte kunstmuseer, som også er hårdt prøvede på grund af den midlertidige tvungne lukning, skriver Carlsbergfondet.

Sidst, men ikke mindst, kaster Tuborgfondet 5 millioner kroner i en akutpulje til ungdomsorganisationer. Tanken er at give de unge mulighed for at iværksætte aktiviteter til de mennesker, som er særligt berørte af epidemiens konsekvenser, skriver Carlsbergfondet.

 

AL

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.