Hjernen er virkelig et vidunder. Et tilsyneladende endeløst bibliotek, hvor hylderne er fyldt med vores mest dybebare minder og et helt livs erfaringer og viden.

Men findes der et punkt, hvor hjernens kapacitet er fyldt? Med andre ord, kan hjernen blive fyldt op?

Svaret er et rungende nej - hjernen er alt for sofistikeret. En undersøgelse - udgivet i Nature Neuroscience tidligere på året - viste, at hjernen sommetider skubber gamle informationer ud, så der bliver plads til, at nye erindringer kan blive dannet.

Tidligere adfærdsstudier har vist, at indlæringen af nye informationer kan føre til, at vi glemmer. Men i den seneste undersøgelse benyttede forskerne nye neuroimaging-teknikker til for første gang at demonstrere, hvordan denne effekt finder sted i hjernen

Pandelappen er filteret, der afgør hvilken erindring er den mest relevante

Formålet med afhandlingen var at efterforske, hvad der sker i hjernen, når vi prøver at huske informationer, som minder om noget vi allerede ved. Det er vigtigt, da informationer, der ligner hinanden, er tilbøjelige til at blande sig med den eksisterende viden - og det er dens slags, der fylder, uden at være til nogen nytte.

Forskerne undersøgte, hvordan hjerneaktiviteten forandrede sig, når man forsøger at 'sigte' efter en erindring - det vil sige, når man forsøger at huske noget helt specifikt, og på samme tid prøver at huske noget, det ligner (en 'konkurrerende' erindring).

Forsøgspersonerne lærte at forbinde et enkelt ord (for eksempel sand) med to forskellige motiver - eksempelvis et af Marilyn Monroe og et andet af en hat.

De fandt, at jo oftere den erindring, der blev sigtet efter, blev genkaldt, jo mere steg hjerneaktiviteten forbundet med den. Sideløbende faldt hjerneaktiviteten for den konkurrerende erindring.

Ændringen var mere iøjefaldende i regionerne forrest i hjernen - for eksempel pandelappen (prefrontal cortex) - end i mellemhjernen (hypothalamus).

Pandelappen er involveret i en række komplekse, kognitive processer, som planlægning, beslutningstagning og selektiv genkaldelse af erindring. Omfattende undersøgelser har vist, at pandelappen arbejder i kombination med hypothalamus for at genkalde specifikke erindringer.

Hvis hippocampus er søgemaskinen, er pandelappen det filter, der afgør hvilken erindring er den mest relevante. Det antyder, at lagringen af informationer i sig selv ikke er nok for en god hukommelse. Hjernen skal også have adgang til de relevante informationer, uden at blive distraheret af konkurrende informationer der ligner.

Glemsel har sine fordele

Til dagligt har glemsel klart sine fordele. Forstil dig for eksempel, at du mister dit betalingskort. Det nye kort, du modtager, kommer med en ny pin-kode. Forskning har vist, at vi gradvist glemmer den gamle pin-kode, hver gang vi husker den nye.

Denne proces forbedrer adgangen til de relevante informationer, uden at de gamle erindringer forstyrrer.

De fleste af os vil kunne identificere med frustrationen over, at gamle erindringer forstyrrer de nye, relevante erindringer. Det kan være svært at huske, hvor man parkerede bilen på den samme parkeringsplads, som man brugte en uge tidligere. Denne type erindring, hvor du prøver at huske nye, men lignende informationer, er særlig modtagelig overfor forstyrrelser.

Når vi modtager nye informationer, forsøger hjernen automatisk at inkorporere dem i eksisterende informationer ved at danne associationer. Og når vi så henter informationerne, genkalder vi både den ønskede og den associerede, men irrelevante, information.

Størstedelen af den tidligere forskning har fokuseret på, hvordan vi indlærer og husker nye informationer. Men forskerne er for nylig begyndt at lægge større vægt på - og forstå vigtigheden af - under hvilke betingelser vi glemmer,.

Hukommelsens forbandelse

Hippocampus er søgemaskinen, og pandelappen er det filter, der afgør hvilken erindring er den mest relevante.
(Illustartion:Allan Ajifo/Flickr, CC BY)

Enkelte mennesker kan huske alle detaljer fra deres eget liv. Det kaldes hyperthymesia. Forsynet med en dato, kan de fortælle, hvor de befandt sig, og hvad de foretog sig på netop den dag. Selvom det måske lyder som en velsignelse, oplever mange mennesker, at denne sjældne lidelse er en byrde.

Nogle beskriver, hvor svært det er at overveje nutiden eller fremtiden, da de har en følelse af altid at leve i fortiden - som var de holdt til fange af deres erindring. Det er måske hvad, vi alle ville opleve, hvis vores hjerne ikke havde en mekanisme, der kan overflødiggøre informationer, som ikke længere har betydning, og som bare fylder.

I den anden ende af skalaen findes et fænomen kaldet 'accelereret langtidsglemsel' (accelerated long-term forgetting, red.), som er blevet observeret i folk med epilepsi, eller som har haft et slagtilfælde. Som navnet antyder, glemmer disse mennesker nye informationer meget hurtigere - til tider indenfor et par timer - end hvad anses, som værende normalt.

Man mener, at det skyldes en mangelende evne til at 'konsolidere' eller overføre nye erindringer til langtidshukommelsen. Men processen og indvirkningen, af denne form for glemsel, er stort set uudforsket.

De undersøgelser, der er foretaget af emnet, viser, at hukommelse og glemsel er to sider af samme sag. På en måde er det at glemme, hjernens måde at sortere erindringer, så de mest relevante erindringer lige er til at hive frem. Normal glemsel er måske ligefrem en sikkerhedsventil, der sørger for, at vores hjerner ikke bliver fyldt op.

Fiona Kumfor og Sicong Tu hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark