Jeg hører tit folk ønske, at de havde en bedre hukommelse.

»Gid jeg ikke var så glemsom«, klager de. »Hvis bare jeg kunne huske mit computerpassword, eller at min nabos navn er Sarah, ikke Sandra.«

Lyder det bekendt?

Jeg ved lige, hvordan du har det. Jeg er psykolog, og jeg studerer hukommelsens natur, så det er faktisk pinligt, at min egen hukommelse er rigtig dårlig.

Hvis jeg bliver spurgt, om jeg har haft en god weekend, har jeg ofte svært ved straks at huske detaljer nok om, hvad jeg egentlig lavede, til at kunne give et svar.

Fejl og mangler er en af hukommelsens vigtigste egenskaber

Men netop fordi jeg studerer hukommelsen, er jeg helt bevidst om, at hukommelsens fejl og mangler kan være en af dens allervigtigste egenskaber - uanset hvor frustrerende og ubelejligt, det forekommer, når man ikke lige kan huske noget.

Menneskets hukommelse fungerer ikke som en computer, der præcist fastholder og lagrer det, som er sket.

Den fastholder i stedet kun essensen af en begivenhed, og ofte med en god omgang selv-smigren, en masse overbærenhed og lidt smertestillende til den efterfølgende morgen.

Vi er bedre til at huske alt det gode

Tænk på alle de ting, som vi er særligt gode til at huske tydeligt.

I forbindelse med et studie blev en gruppe universitetsstuderende bedt om at erindre de karakterer, de fik i gymnasiet. De studerende blev informeret om, at forskerne havde fuld adgang til de officielle dokumenter, så de kunne egentlig ikke opnå noget ved at fordreje sandheden med vilje.

De studerende huskede cirka 20 procent af deres karakterer forkert. Men ikke alle karaktererne blev husket lige forkert. Jo højere karakterer, desto bedre kunne forsøgsdeltagerne huske dem.

De kunne altså sagtens huske 12-tallet, men det 02, de fik, var forsvundet i glemslens tåger.

Generelt set var de studerende langt mere tilbøjelige til at huske deres karakterer som værende bedre, end de egentlig var, end at erindre dem som dårligere, end de var.

Dårlig hukommelse understøtter vores selvfølelse

Sådanne forsøgsresultater illustrerer, hvordan vi ved at huske forkert kan smigre os selv og understøtte vores egen selvfølelse ved at tvinge os selv til at have det godt med vores egen præstation.

Andre gange hjælper vi vores tro på retfærdighed og fairness ved at huske forkert.

I et canadisk studie blev forsøgsdeltagerne bedt om at læse en historie om Roger, som havde vundet mange millioner i Lotto. Nogle af deltagerne fik fortalt, at Roger var både hårdtarbejdende og godhjertet, og at han virkelig havde fortjent at vinde.

»Heej!« De fleste har prøvet at møde nogen, som man ved, man kender, men som man simpelthen ikke kan huske navnet på. Det sker, fordi menneskets hukommelse ikke fungerer som en computer, der præcist fastholder og lagrer det, som er sket. Og selvom det er irriterende, er der også noget godt forbundet med dårlig hukommelse. (Foto: Colourbox)

Andre deltagere fik fortalt, at Roger ikke have gjort sig fortjent til noget. Han var doven, og han smilede aldrig.

Da forsøgsdeltagerne blev bedt om erindre, hvor stor en gevinst Roger havde vundet, huskede den gruppe, som havde fået at vide at Roger ikke fortjente at vinde, i gennemsnit $280.000 (cirka 1,8 millioner kroner, red.) lavere end gruppen, der havde fået at vide, at Roger fortjente at vinde i Lotto.

Dårlig hukommelse agerer som en god ven

Det er bare to eksempler på den måde, vores hukommelse agerer som en god ven, der gerne vil beskytte os fra at høre dårlige nyheder eller ondsindet sladder om os selv.

Hvis vi får at vide af en pålidelig kilde, at en serie-bedrager har fået en topstilling i en anerkendt advokatvirksomhed, husker vi senere, at nyheden kom fra en upålidelig kilde.

Hvis vores karakteregenskaber bliver kritiseret, glemmer vi selektivt mange af de mindre flatterende pointer. Og i det store og hele svier de ulykkelige minder i kortere tid, end de lykkelige erindringer fylder os med deres glød.

Vi værdsætter vores (tilsyneladende) autentiske minder

Selvbedragets selvforstærkende effekt agerer over længere tid som en overbeskyttende ven, hvor hukommelsen leverer en forvrænget og rosenrød opfattelse af verden omkring os og af os selv.

Men faktisk ville de fleste fravælge den beskyttelse, hvis de kunne.

I forbindelse med et nyligt studie spurgte psykologer almindelige mennesker, om de (hypotetisk) ville benytte et præparat, der kunne fjerne smerten ved et traumatisk minde.

Ved at huske forkert kan vi smigre os selv og understøtte vores egen selvfølelse ved at tvinge os selv til at have det godt med vores egen præstation. F.eks. så vi husker vores karakterer i skolen som værende bedre, end de egentlig var. (Foto: Colourbox)

Det er fascinerende, at langt de fleste (82 procent) svarede, at det ville de ikke. Der hersker ikke tvivl om, at vi virkelig værdsætter vores (tilsyneladende) autentiske, personlige minder - både de gode og dårlige.

Og det står klart, at selv hvis vi havde muligheden for aktivt at styre vores minder, er det ikke noget, som tiltaler os.

Dårlig hukommelse udøver mirakler

Men vi bør stille os skeptiske over for ønsket om en verden, hvor vores alle minder og enhver hændelse er bevarede helt perfekt, autentisk, objektivt og uforfalsket.

Selvom fejlhuskede minder både kan være en pestilens og til tider skæbnesvangre, kan de også udøve mirakler med at bevare vores selvrespekt, selvværd og velvære.

Så i den henseende skal vi måske være knap så kristiske over for vores gamle og manipulerende ven - hukommelsen - når den stikker os blår i øjnene.

Robert Nash hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark