Mystiske radiobølger fra rummet (næsten) forklaret
Kilde: 
03 december 2015

KORT NYT FRA UDLANDET:

I de seneste otte år har forskere været mystificeret over et kort, pludseligt og uforklarligt udbrud af radiobølger fra rummet.

Ifølge Nature News har den hidtil mest detaljerede undersøgelse nu endelig leveret et hint om, hvor radiobølgerne kan stamme fra.

De hurtige udbrud af radiobølger - 'fast radio bursts' (FRBs) – kommer ifølge undersøgelsen fra et tæt, magnetiseret område af rummet og bliver formentlig udsendt af en ung neutronstjerne (en kompakt stjerne, som primært består af neutroner.)

De hurtige udbrud af radiobølger varer ikke mere end få tusindedele af et sekund, og da de første gang blev opdaget i 2007, mente flere eksperter ifølge Nature News, at der blot var tale om fejl i målingerne.

Men i de seneste 3 år er 15 andre FRB-radiobølgeudbrud blevet opdaget, og det har fået forskere til at tro på, at radiobølgerne har deres oprindelse i kosmos.

I en række medier er mere eller mindre spektakulære teorier blevet fremsat – såsom at radiobølgerne kunne stamme fra livsformer i andre galakser.

I den nye og grundige undersøgelse har forskerene gennemgået data fra Green Bank Hydrogen Teleskopet, som står i West Virginia, USA. Forskernes analyse tyder på, at et FRB-radiobølgeudbrud fra maj 2011 har sin oprindelse ekstremt langt borte fra Jorden - omkring seks milliarder lysår borte. Forskerne mener, at radiobølgen er blevet skabt ved et stjerneskælv – det vil sige rystelser på stjerner, som minder om jordskælv på Jorden.

Stjerneskælvet skete ifølge forskerne i en ung magnetar, som er en speciel type neutronstjerne.

En alternativ forklaring kan ifølge forskerne være, at en ung, men særlig stor neutronstjerne kan have udsendt et radiobølgeudbrud, da det pludselig kollapsede og dannede et sort hul, skriver Nature News.

Selvom den nye undersøgelse bringer os et skridt nærmere en forklaring på de mystiske radiobølgesignaler, er mysteriet endnu ikke løst.

Undersøgelsen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Læs også:

Ny dansk forskning kaster lys over mystiske udbrud af radiobølger

Store opdagelser: Radiobølger fra rummet

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.