Amning overfører farlige fluorstoffer fra mor til barn
21 august 2015

KORT NYT FRA DANMARK:

Mødre kan overføre fluorstoffer til deres børn gennem modermælken, viser nyt studie foretaget i internationalt samarbejde mellem Syddansk Universitet, Københavns Universitet, Færøernes Sygehusvæsen og Harvard University. Det skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.

Studiet viser, at spædbørnenes koncentration af fluorstoffer øges med mellem 20 og procent efter amning, og at barnet typisk får et højere indhold af stofferne, end moderen selv.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at danske børn bliver ammet fuldtud de første fire og helst seks måneder, men den anbefaling kan der med den nye forskning sættes spørgsmålstegn ved.

»Vi vidste godt, at små mængder af PFAS kan findes i modermælk, men vores omfattende blodanalyser på en gruppe færøske børn viser nu, at fluorstofferne ophobes i stigende grad, jo længere barnet ammes. Da vi samtidig ved, at stofferne kan skade børnenes immunsystem, vil jeg mene, at tre eller fire måneders amning giver de største fordele, men vi må samtidig begrænse ophobningen af de meget langsomt nedbrydelige fluorstoffer i spædbørnene,« siger Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på SDU og Harvard School of Public Health, som står bag studiet sammen med kolleger på Københavns Universitet og Færøernes Sygehusvæsen, i en pressemeddelelse.

Bekymringerne har tidligere været rettet mod flaskebørn, idet modermælkserstatningen kan blive forurenet fra fluor-forurenet drikkevand. Den nye forskning viser nu, at fluorstofferne overvejende udsætter ammebørn for helbredsmæssig risiko, fordi stofferne overføres fra moderen.

Fluorstofferne under betegnelsen perfluorerede forbindelser (PFAS) er til stede overalt i vores omgivelser og benyttes til fremstilling af smudsafvisende og vandtætte tekstiler samt emballage til madvarer. Stofferne sættes i forbindelse med alvorlige konsekvenser for helbredet, blandt andet nedsat frugtbarhed, hormonelle forstyrrelser og skader på immunsystemet.

»Resultatet bør absolut ikke afholde kvinder helt fra at amme, men vi er bekymrede over, at disse kemikalier bliver overført til den næste generation i en så tidlig og sårbar alder. Fluorstofferne er heldigvis ved at blive udfaset i EU og internationalt, men det går langsomt, og stofferne findes stadig i vores regntøj og vores smudsafvisende gulvtæpper og ikke mindst i miljøet som følge af mere end 50 års anvendelse,« siger Philippe Grandjean i pressemeddelelsen.

Studiet er netop udgivet i tidsskriftet Environmental Science & Technology.

Læs også:

Er fluor i tandpasta farligt?

Vi spiser giftige fluorstoffer i rå mængder

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

ams

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.