Elsker du at være ude i naturen? Eller er du et bymenneske, som føler sig mere hjemme i betonjunglen end i de store, åbne vidder?

Den amerikanske biolog E.O. Wilson hævder i sin bog 'Biophilia' fra 1984 (på dansk: 'Den biologiske følelse: om arternes uddøen', red.), at mennesket har en livsnødvendig, medfødt tilknytning til andre levende organismer.

Næsten alle aspekter af vores liv er afhængig af naturen, fra mad og ly til brændstof og tøj. Alligevel er nogle af os meget mere 'tilpas' i naturen end andre.

I et forsøg på at forstå hvorfor, undersøgte vi mere end 1.100 tvillingepar for at afdække, hvor meget af vores forbindelse til naturen, der afhænger af vores DNA. 

Vi fandt, at næsten halvdelen af variationen i vores tilknytning til naturen kan tilskrives genetik.

Naturen gavner os

Der er stærk evidens for, at selv en gåtur i den lokale park kan være gavnlig for vores mentale og fysiske sundhed. 

Men med arbejds- og familieforpligtelser samt en propfuld social kalender bruger de fleste af os ikke regelmæssigt tid i naturen.

Vi undrede os over, hvorfor nogle mennesker bruger mere tid i naturen end andre, og hvad der underbygger det faktum, at nogle af os føler os stærkere forbundet med naturen.

Måske er vores samhørighed med naturen nedarvet. Eller måske kan det tilskrives miljøfaktorer, så som smukke skove, hvor vi bor. 

Eller måske kommer det fra vores kulturelle miljø, som de bøger, vi læser, eller de tv-programmer, vi ser.

Svaret på disse spørgsmål kan hjælpe os med at finde ud af, hvordan vi får en smule natur tilbage i dagliglivet.

Studerede tvillinger

Vi undersøgte mere end 1.100 tvillingepar for at forstå baggrunden for individers affinitet for, eller tilknytning til, naturen.

Resultaterne er publiceret i et studie i tidsskriftet PLoS Biology. Det viser sig, at enæggede tvillinger ligner hinanden meget mere i forhold til styrken af deres forbindelse til naturen end ikke-identiske tvillinger.

Statistisk analyse af resultaterne viste, at 46 procent af variationen i tilknytningen til naturen, målt på en psykologisk skala, kan forklares med genetiske faktorer. 

Selv den mængde tid, vi bruger i vores egen baghave og besøg i den lokale park, ser ud til at have et stærkt genetisk grundlag.

Vi styrer selv

Hvorfor har generne en så stor indflydelse på vores kærlighed til naturen? Tja, man kan forestille sig, at en stærk tilknytning til naturen leverede en signifikant overlevelsesfordel for tidlige mennesker.

Det førte muligvis til dannelsen af komplekse netværk af gener, der styrer, hvordan vi forholder os til naturen, og hvordan vi opfører os i den.

På trods af genetikkens klare rolle viser vores resultater, at andre faktorer faktisk former det meste af vores tilknytning til naturen. 

Det kan være barndommens feriedestinationer, det eksempel, der bliver statueret af forældre, venner og andre familiemedlemmer, uddannelsesmæssige oplevelser eller om vi bor i et område med biodiversitet eller ej.

Og det er gode nyheder, for mange af disse faktorer styrer vi selv.

Forskere har demonstreret, hvordan små børn engagerer sig i naturfag længe før, de sætter fod i klasseværelset. (Foto: Shutterstock)

Natur og sundhed

Naturbaserede sundhedsinterventioner, så som grønne fitnesscentre eller frivilligt miljøarbejde, kan forbedre vores fysiske, mentale og sociale sundhed og velvære. 

Naturleg-initiativer som Australiens Green Passport for Queensland (et lille hæfte udviklet til børn, der ligner et rigtigt pas med sjove naturlegemissioner, klistermærker og blanke sider, der kan bruges til at dokumentere og fejre de naturlege og udendørs læringsaktiviteter, som børnene deltager i, red.) kan give børnene store naturoplevelser, der kan gavne deres helbred på lang sigt.

Et dybere spørgsmål, som vi endnu ikke har et klart svar på, er, om det at bruge tid i naturen gør, at vi bekymrer os mere for naturen og derfor tager større hensyn den.

Stadig meget at lære

Den amerikanske økolog James Miller hævder, at interaktioner med naturen er afgørende for at skabe opbakning til naturbeskyttelse.

Men et australsk studie, ledt af miljøforkæmperen Jessica Pinder, viser, at bekymringer om naturbevarelse blandt australske studerende var stærkere forbundet med sociale og kulturelle oplevelser i barndommen end med den tid, personen tilbragte i naturen. 

Det er tydeligt, at vi har meget at lære på dette område.

Vi ved dog nu, at en stor del af vores tilknytning til naturen ikke blot er genetisk bestemt, men også afhænger af faktorer, som vi afgjort selv kan styre.

Så tag en beslutning i dag og genopdag din tilknytning til de store, åbne vidder!

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.