Bier gør det. Myrer gør det. Og enkelte edderkopper gør det. De lever i kolonier, hvor nogle få individer føder ungerne mens resten hjælper til med at opfostre dem, holde boet i orden og finde mad.
Hjælpeadfærd blandt individer er noget af et paradoks. For at være en evolutionsmæssig succes gælder det nemlig om at få givet sine gener videre til næste generation, og derfor burde alle individer per definition ligge i indædt konkurrence med hinanden.
Det paradoks har plaget biologerne i århundreder - men lige nu arbejder man ihærdigt på at finde en forklaring. Mange forskningsprojekter kører parallelt med fokus på hvert sit sociale dyr, og et af disse projekter ledes af lektor i adfærdsbiologi Trine Bilde fra Biologisk Institut, Aarhus Universitet.
»Social adfærd er et sjældent fænomen i dyreriget, fordi det giver indbyrdes konkurrence. Så når der endelig er nogen, der gør det, må det være fordi det giver nogle store fordele, der kan kompensere for de negative sider, og det er blandt andet dem, som vi forsøger at finde,« fortæller lektor Trine Bilde.
Hundredvis af edderkopper i én koloni
I efteråret 2008 fik Trine Bilde og hendes kolleger 4,3 millioner kroner i offentlige forskningsmidler til at fortsætte deres studier af sociale edderkopper. Teamets vision er, at de ved at udforske edderkoppernes måde at leve sammen på også kan sige noget generelt om, hvordan evolution kan fremme social adfærd. På verdensplan findes der i alt 40.000 edderkoppearter. De fleste edderkopper lever alene og er aggressive overfor andre edderkopper. Mange af dem er endda kannibalistiske og fortærer uden videre andre edderkopper, som de møder på deres vej. Kun 25 arter er sociale og betydeligt mere venligtsindede. De lever i kolonier på op til flere hundrede edderkopper i én rede, og hjælpes ad om alt - lige fra at udspænde et fangstnet til at nedlægge byttet. Den edderkoppeart, som Trine Bilde har i kikkerten er Stegodyphus dumicola, der lever under særdeles barske forhold på den afrikanske savanne.
Allerede tilbage i 2003 og 2004 var teamet på feltarbejde i Namibia, hvor de studerede kolonier af netop denne art fra nærmeste hold. Igennem et helt år identificerede og mærkede teamet edderkoppekolonier af forskellig størrelse og undersøgte deres evne til at formere sig og overleve.
Flyver fra træ til træ
Forskerne observerede, hvordan de sociale edderkopper byggede tætte reder i akacietræer med fangstnet, og lever i deres reder igennem flere generationer. De så, hvordan edderkopperne grundlage nye reder ved at splitte kolonien op, eller ved at parrede hunner lavede silke af sejl og fløj ud i det blå indtil de landede på et nyt træ.
Edderkoppernes sociale adfærd kom især til udtryk i opfostringen af koloniens unger. Mødrene havde tjenere, der hjalp hende med at fange byttedyr og fodre ungerne.
Så snart ungerne var store nok til at kunne klare sig selv, fortærede de moderen såvel som hendes tjenere, der på den måde investerede alt hvad de har i afkommet.
Noget, der kom som en stor overraskelse var, at koloniens størrelse var afgørende for antallet af unger.
»Det viste sig, at jo større grupper hunnerne lever i, des færre unger føder de. Til gengæld er der flere unger, som overlever, når kolonien er stor. Ganger man de to faktorer sammen, så bliver det at leve sammen i en stor flok alligevel vendt til en fordel for gruppen,« forklarer hun.
Under feltarbejdet blev det også hurtigt klart, at kolonierne altid består af individer, der er i familie, fordi medlemmerne parrer sig med hinanden.
Set over mange generationer har man kun været en succes som organisme, hvis man har reproduceret sig selv. Vi kan godt sige, at vi har haft et spændende liv, men biologisk set så uddør du, hvis ikke du giver generne videre.
Trine Bilde
Umiddelbart forbinder man indavl med noget negativt, men faktisk er det ikke altid af det onde. Da flokkens individer har mange gener til fælles, vil et medlem automatisk gøre mere for sine slægtninge end for fremmede, og det kan faktisk forklare mysteriet med tjenerne: hjælper en edderkop sin søster med at få to unger, er det genetisk set lige så værdifuldt, som hvis hun selv havde fået én unge. Så samlet set har det enkelte individ en større chance for at overleve og få flere unger ved at hjælpe sin søster frem for at forsøge at få en unge selv.
»Hvis man som individ kun får én unge, så vil man være beslægtet 50 procent med sit eget afkom. Ens søsters afkom vil man være beslægtet med 25 procent, så hvis man kan hjælpe sin søster med at få to unger eller flere, kan det være en effektiv måde at videregive sine egne gener til næste generation,« siger hun.
En kortsigtet strategi
Selv om indavl øger slægtskabet og dermed fordelen ved at udvise social hjælpeadfærd, så giver det også edderkopperne en stor ulempe, nemlig at det forringer den genetiske variation i gruppen. På kort sigt kan indavl nedsætte overlevelsen og den reproduktive succes. På lang sigt, over flere generationer, kan indavl forringe artens evne til at kunne tilpasse sig, hvis der eksempelvis sker markante klimaændringer.
Det er dokumenteret, at der sker betydeligt færre forbrydelser mellem beslægtede individer end mellem ikke beslægtede. F.eks. er der større sandsynlighed for, at det ikke er faderen men stedfaderen, der begår incest mod børn.
Trine Bilde
»Vores hypotese er, at social adfærd er noget, som evolutionen har opfundet gang på gang som en måde for dyr at takle barske levevilkår på, for eksempel som forsvar mod rovdyr. Men indenfor edderkopperne er det sjældent, at social adfærd giver ophav til nye arter, og det kunne være fordi de har en lav genetisk variation. Evolutionen bliver så at sige sat ud af spil, fordi den ikke har noget genetisk materiale at virke på,« siger hun.
Om der er hold i denne hypotese ved hun stadig ikke, men det vil hendes kommende studier forhåbentligt kunne vise.
»Evolutionen virker på forskellighed, og forskellighed kommer fra genetisk variation, og hvis arten er meget indavlet, så hæmmer det dens tilpasningsevne. På den måde kan social adfærd vise sig at være en evolutionær blindgyde. De kommende års studier vil kaste lys over denne hypotese,« slutter hun
\ Hjælpsomhed i dyreriget et paradoks
Naturen favoriserer de individer, der er bedst til at reproducere sig selv. Hvis man som individ ikke får givet sine gener videre, så har man biologisk set betydet ingenting. Derfor går det hele ud på at vokse, spise og få unger, og derfor er alle dyr født med rundsave på albuerne og i bund og grund dybt egoistiske.
Set i det lys skulle en arts individer altid konkurrere indædt med hinanden om den lækreste mad, den bedste partner og det mest optimale skjulested for at være den, der får lov til at overleve.
Det at være hjælpsom burde kort sagt ikke være en bæredygtig strategi, for når hjælperne ingen unger får, er der heller ingen til at give den sociale adfærd videre. Ikke desto mindre er der altså flere eksempler på arter, hvor nogle individer tilsidesætter deres egne behov for andres skyld.
\ Om Trine Bilde
Trine Bilde er uddannet biolog ved Aarhus Universitet og erhvervede i 1999 ph.d.-graden baseret på studier af rovdyr-byttedyr-interaktioner og livshistoriebiologi hos leddyr. Hun har efterfølgende været postdoc ved Ben Gurion University, Israel, finansieret af Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd (2000-2001).
Trine Bilde har været ansat i et år ved Danmarks Miljøundersøgelser som forsker, og blev i 2002 ansat som Stenostipendiat og senere som Carlsbergstipendiat ved Aarhus Universitet. Senest har hun været ansat som EU Marie Curie-stipendiat ved Uppsala Universitet i Sverige.
Trine Bilde forsker i evolutionær økologi med fokus på social evolution, evolution af parringssystemer, seksuel selektion, seksuel konflikt, indavlseffekter, populationsgenetik og genotype x fænotype-interaktioner, og har samarbejdsprojekter med forskere på universiteter i Uppsala, Nottingham, Hamburg, Israel (Ben Gurion) og København. Trine Bilde underviser i adfærdsbiologi og zoologi.
