Ældgamle historiebøger kaster nu nyt lys over fåre- og gedekopper, en alvorlig og stærkt smitsom sygdom, der fortsat hærger blandt får og geder i store dele af verden.
De nye opdagelser stammer dog ikke fra bøgernes bedagede tekster, men fra fossilt virus-DNA, der er bevaret på siderne i de historiske værker.
Det skriver University College Dublin i en pressemeddelelse.
Her beskrives det, hvordan et internationalt forskerhold gik på virus-jagt i historiske manuskripter, der i sin tid blev skrevet på pergament fremstillet af dyreskind, fortrinsvis fra kvæg, får og geder.
Kunne disse skind gemme på biologiske rester af virus fra dengang smittede dyr, lød forskernes arbejdsspørgsmål, og svaret er ja.
I talrige tilfælde fandt eksperterne velbevaret fossilt dna fra får- og gedekopper i flere historiske skrifter. Et af dem er det berømte York-evangelium, næsten 1.000 år gamle tekster skrevet af munke i den tidlige middelalder.
Der er ikke tale om levende virus, men fossile DNA-rester af chordopoxvirus, der giver fåre- og gedekopper.
Det uventede fund har gjort forskerne klogere på sygdommens historie.
I et nyt videnskabeligt studie har eksperterne kombineret de genetiske rester fra pergamentet med dna-spor fra får- og gedekopper fundet i fåretænder fra bronzealderen. På den baggrund kan de spore sygdommen 3.700 år tilbage i tiden.
Ifølge forskerne er der tale om de første genetiske beviser på, at virussygdommen plagede europæiske fåre- og gedeflokke længe før moderne tid.
Sygdommen smitter ikke mennesker, men kan udover får og geder også overføres til kvæg. Det er dog kun får og geder, der bliver syge. Her lyder dødeligheden blandt unge dyr på 50-80 procent. Sygdommen er fortsat udbredt i Sydeuropa, Afrika og Asien.
Får- og gedekopper kan forveksles med fårekopper – eller orf – der også gør mennesker syge.
