Myrerne og mennesket

Myreflittig er et udtryk, der bruges, når man skal beskrive en arbejdsom person på en positiv måde.

At vi netop bruger myrerne 
til at udtrykke menneskelige egenskaber, er nok ikke en tilfældighed, da de små insekter fascinerer de fleste mennesker. Men hvorfor denne fascination? Den skyldes selvfølgelig myrernes sociale samfund, som har mange lighedspunkter med vores samfund.

Selvom de fleste mennesker er besnæret af myrernes biologi og adfærd, bliver de desværre ofte opfattet som dyr, man helst er foruden. Når jeg fortæller, at jeg studerer myrer, er der mange, der siger:

»Det må da være spændende at arbejde med så fascinerende dyr.«

Og efter en lille pause kommer så spørgsmålet: »Hvordan kommer man af med dem?«

Det skyldes jo, at mange af os ikke bare kender myrerne fra naturen, men også fra vores køkkener, kældere eller terrasser, hvor vi ikke synes, at de hører hjemme.

Jeg vil med det samme afsløre, at jeg ikke kommer ind på myrebekæmpelse i dette kapitel! Tværtimod håber jeg, at mange vil komme til at holde af myrerne, når de har læst mere om de små og sociale insekter.

Dronningen udfører æglægningen

For bedre at kunne sætte myrerne i relation til mennesket er der nogle facts, som kan være nyttige at få på plads. Myrerne tilhører – som termitter, visse bier og hvepse – gruppen af sociale insekter.

Disse er karakteristiske ved at have samfund, hvor dronningerne udfører æglægningen, og hvor en stor kaste af arbejdere står for fødeindsamling, forsvar og yngelpleje.

Der er indtil nu beskrevet omkring 15.000 myrearter. Det er mindre end 2 procent af alle insekter, men alligevel udgør myrerne en tredjedel af verdens insektbiomasse. David Attenborough hævder i sin fantastiske filmserie 'Life in the Undergrowth' fra 2005,
 at der for hvert kg menneske er 300 kg insekter!

Selvom han sikkert overdriver noget (måske meget?), er der ingen tvivl om, at myrerne alene tilsammen vejer mere end alle os mennesker! Det er den eneste landlevende dyregruppe, der overgår os i vægt. Antallet
 af myrer er derfor astronomisk, da der i gennemsnit går cirka 200.000 myrer på et kg.

Myrernes samfund og menneskets byer

En myrekoloni kan i nogle sammenhænge opfattes som en superorganisme, fordi den sociale adfærd for koloniens interesser er dominerende i forhold til den enkelte myres interesser. Individerne kan opfattes som 'celler' eller 'organer' i en superorganisme.

Ser vi på myrerne som individer, kan der foretages mange sammenligninger med mennesket, og myrernes tuer og kolonier kan sammenlignes med vores byer.

De fleste mennesker bliver imponeret af en stor skovmyretue, og mange har oplevet at blive bidt, fordi man lige skal helt tæt på for at se, hvad de mange tusinde myrer laver.

Myrernes tuer svarer til vores byer, og antallet af beboere i de små kolonier er som antallet af indbyggere i små landsbyer. En stor skovmyretue har cirka 300.000 indbyggere svarende til en by som Aarhus, og store bladskærermyretuer har lige så mange beboere som de større millionbyer.

Varme i myretuen kommer både fra solopvarmning og myrernes stofskifte

Ikke alle myrearter bygger deciderede myretuer. Mange arter anlægger deres kolonier under jorden, under sten og grene, i hulrum i træer, i træernes rodsystemer og andre beskyttede steder, hvor der er en passende temperatur.

Skovmyrerne bygger altid deres iøjnefaldende tuer på steder, hvor der er morgensol. Som mennesket foretrækker myrerne en passende høj temperatur i deres kolonier, og inde i en skovmyretue vil temperaturen i sommermånederne være på 26-28° C.

Varmen i tuen kommer dels fra solopvarmningen af tuen, dels fra myrernes stofskifte. I varme perioder er tuens overflade åben, så ventilationen af tuen er stor. I kolde og regnfulde perioder er nålene på tuens overflade arrangeret som et stråtag, så ventilationen bliver minimal, og regnvandet ikke kan trænge ind i tuen.

Terrasser og havegange skaber perfekte forhold

I det tidlige forår, hvor tuen skal opvarmes, bruger myrerne aktive solfangere, idet store mængder af arbejdere samles uden på tuen i solsiden, hvor de kan blive 10-15° C varmere end omgivelserne.

Når myrerne 'har fået varmen', går de ind i tuen og afgiver den. På den måde opvarmes boet, så myrerne kan starte udviklingen af yngel væsentligt tidligere, end hvis de skulle nøjes med den passive opvarmning af tuen.

Havemyrerne anlægger ofte deres tuer under fliser på terrasser, hvor fliserne bliver dejligt varme meget tidligere end jorden andre steder i haven. Ved at lave terrasser og havegange skaber vi derfor perfekte forhold for myrerne, så selvfølgelig flytter de ind og anlægger deres gangsystemer under fliserne og flytter overskydende sand op på fliserne.

Brug af 'værktøj' er yderst sjælden

En helt anden form for tuebygning findes hos de tropiske vævermyrer, som har deres kolonier i træerne. Kolonierne kan være meget store og bestå af flere hundrede reder, der kunstfærdigt er lavet af træernes blade, som er vævet sammen med silke.

Når der skal bygges nye reder, laver arbejderne kæder af forskellig længde ved at holde fast i hinanden med kæberne, og med deres effektive kroge på fødderne trækker de bladene sammen. Kun myrelarverne kan producere silke, og derfor tager arbejdermyrerne en larve i munden og bruger den som limpistol til at binde bladene sammen.

Denne brug af 'værktøj' 
er yderst sjælden inden for dyreverdenen og helt exceptionel blandt insekterne.

Herskab og tjenestefolk

Godt gemt inde i myrekolonien findes dronningen eller dronningerne, idet en del myrer har flere dronninger i hver koloni. De superspecialiserede æglægningsmaskiner kan lægge flere hundrede æg om dagen, når kolonien er aktiv.

Dronningernes bagkrop er enormt opsvulmet af de mange æg, og hun er derfor ikke særlig mobil. Arbejderne fodrer dronningen med meget proteinholdig mad, og de sørger også for rengøring og for at fjerne affaldsstoffer fra dronningen. Når æggene er lagt, flyttes de med det samme og anbringes i redekamre, hvor forholdene er mest optimale for udviklingen.

I myrekolonierne finder man larver af forskellige størrelser, og de er alle ægte maddiker – dvs. de er bløde, blege og benløse. Som dronningerne skal larverne fodres og renses for at kunne udvikles. Pupperne findes i to typer: med og uden en kokon af silke. Kokonpupperne bliver ofte kaldt 'myreæg'.

Arbejdermyrerne er ofte specialiseret i kaster

Det helt dominerende i kolonien er arbejdermyrerne, der altid er sterile hunner – uden vinger. Arbejderne står for alt arbejdet i kolonien, og de er ofte specialiseret i forskellige kaster, der kan have meget forskelligt udseende og forskellige arbejdsopgaver.

De mest iøjnefaldende kaster er soldatermyrerne med meget forstørrede hoveder. De myrer, der står for yngelplejen, er oftest mindre end de arbejdere, der står for fødeindsamlingen. Hos de sydamerikanske bladskærermyrer er forskellene på arbejderkasterne meget stor, robuste og hos mange arter væsentlig større end arbejderne.

Efter udklækningen fra puppen oplagrer havemyredronninger en masse fedt i kroppen, så de til sidst har et fedtindhold på omkring 60 %. Når de vingede dronninger er opfedet, og hannerne er udviklet, er de klar og venter kun på de rette vejrforhold, så de kan forlade kolonien og begive sig ud på bryllupsflugten.

En ny koloni grundlægges

Hen på sommeren – på varme og stille dage – har mange oplevet kæmpe flokke af 'flyvemyrer', der kommer frem og kravler rundt alle mulige steder omkring huse for derefter at flyve direkte op i luften.

Det er sort havemyre på bryllupsflugt, og flugten finder sted synkront for alle kolonierne af denne art in og de mindste af myrerne er kortere end bredden af hovedet på soldatermyrerne.

Hos de fleste danske myrer er størrelsesforskellen ret begrænset, og egentlige soldaterkaster findes ikke.

Dronningen parrer sig med adskillige hanner

En gang om året træffer man vingede kønsdyr i kolonierne. Hannerne er normalt sorte og spinkle, og som de vingede dronninger bliver de fodret og passet af arbejdermyrerne. De vingede dronninger er ofte store og den for et stort område.

De vingede kønsdyr flyver højt op i luften, hvor de danner store sværme, og de vingede dronninger parrer 
sig normalt med adskillige hanner, inden de vender tilbage til jorden. Sværmene kan være svære at få øje på fra jorden, men som regel tiltrækker de store, flokke af måger, der flyver rundt på en meget karakteristisk og flaksende måde og æder de fede vingede myrer.

Med parringen har hannerne opfyldt deres mission, og de afslutter deres korte liv, når de kommer tilbage til jorden. Når de befrugtede dronninger kommer ned på jorden igen, smider de vingerne og begynder straks at finde et egnet sted til at grundlægge en ny koloni.

Dronningen bestemmer selv, om æggene skal befrugtes

Under parringen har dronningen fået fyldt sit sædgemme, som er et lille blæreformet organ, hvor sæden kan gemmes i hele dronningens levetid. Under de følgende års æglægninger bestemmer dronningen, om der skal frigives sæd, så æggene bliver befrugtede, eller om de skal forblive ubefrugtede. Ubefrugtede æg udvikler sig altid til vingede hanner, mens de befrugtede æg udvikles til dronninger eller arbejdere.

Arbejdermyrerne kan udskille et meget næringsrigt sekret, der svarer til biernes gelé royal, og når larverne fodres med dette stof, udvikles de til vingede hunner. Fodres larverne med normal kost, udvikles de derimod til vingeløse arbejdere.

Myredronninger kan leve meget længe i forhold til andre insekter, og der er eksempler på, at en havemyredronning efter 28 år i fangenskab stadig kunne lægge befrugtede æg.

Myrerne kan lave slavekolonier

Kolonigrundlæggelsen kan foregå på mange forskellige måder, og jeg vil her kun omtale de to mest almindelige. Den ene er den selvstændige kolonigrundlæggelse, som vi kender fra sorte havemyrer.

Her finder den befrugtede dronning et egnet sted, hvor hun kan lave en lille hule, som hun kan lukke sig inde i. Efter nogle dage lægger hun 10-20 æg, og når larverne kommer frem, fodrer hun dem med gylp, som hun danner ud fra sine store fedtreserver og fra nedbrydningen af vingemuskulaturen.

Når de første små arbejdere er udklækket, begynder de at samle føde uden for redekammeret. Æglægningen stiger i takt med mængden af den indsamlede føde, og de første år vokser kolonien kraftigt. Når den når en vis størrelse, begynder kolonien at danne kønsdyr.

Den anden type er den parasitiske kolonidannelse, hvor den befrugtede dronning finder en koloni af en anden art – det kan for eksempel være en koloni af den sorte slavemyre. Her trænger hun ind og dræber den fungerende dronning og overtager hendes plads i kolonien.

Hendes afkom ser oftest helt anderledes ud, så man får en koloni af 'herskere og sorte slaver'. Nogle arter går på slaverov, efterhånden som de oprindelige slaver dør. De stjæler arbejderpupper og larver fra en 'slavekoloni', bringer dem tilbage til deres koloni, og på den måde opretholder de altid en vis mængde slaver i kolonien. En metode, som godt kan sammenlignes med menneskets adfærd historisk set.

Kemisk kommunikation

For at opretholde et socialt samfund er det nødvendigt med en effektiv kommunikation, og hos myrerne foregår den primært med duftstoffer – også kaldet feromoner. Myrerne har som mange andre insekter en særdeles veludviklet lugtesans, og for nogle stoffer kan de registrere enkelte molekyler.

Sanseorganerne findes fortrinsvis på følehornene. De forskellige duftstoffer produceres i et stort antal kirtler, som findes spredt ud over myrekroppen med adskillige på benene, flere på bagkroppen og mange i og omkring munden. Hvert stof har sin specielle funktion, og identificeringen og betydningen af mange af stofferne i kirtelsekreterne er endnu ukendte.

Myrekolonierne er territoriale, og hver koloni har sin egen specifikke redelugt, som skyldes nogle kirtler i svælget, hvorfra sekretet bliver gylpet op og med følehornene fordelt på hele kroppen. Når to myrer mødes, vil de normalt berøre hinandens følehorn
for at teste, om de har samme lugt.

Lugter myrerne ens, udveksler de mad

Lugter de forskelligt, udløses der aggressiv adfærd, som kan ende dødeligt. Ikke engang fremmede myrer af samme art får lov til at komme ind i den herskende tues territorium. Heller ikke en ukendt adfærd hos mennesket!

Lugter de to myrer derimod ens, udveksler de føde. Den myre, der har mest mad i kroen, gylper føde op og giver det til den anden. Denne adfærd med fødeudveksling er fundamental for sociale insekter, da føden herved hele tiden bliver fordelt til alle individer i kolonien.

Samtidig bliver duftstofferne fordelt, hvilket betyder, at alle individer i kolonien har de samme kemiske informationer, de skal bruge til at styre adfærden. Mangler der protein til larverne, vil fødesøgningen koncentreres om byttedyr. Er det sukker, der mangler, bliver der indsamlet mere honningdug.

Er det tid til at producere kønsdyr, vil arbejderne begynde at fodre nogle larver fra befrugtede æg med sekret, så de udvikles til vingede dronninger og ikke til arbejdere. Således er hele den sociale struktur baseret på denne form for kemisk kommunikation gennem føden.

Alarm-feromoner går stikmyrer til at angribe

Alarm-feromonerne er en type duftstoffer, som spredes gennem luften, og de anvendes for eksempel, hvis nogle myrer mangler hjælp til at overmande et byttedyr eller til at transportere store fødeemner hjem til kolonien. Hvis myrerne bliver truet eller kolonien angrebet, udsendes en anden type alarmferomoner, som får myrerne til at angribe.

Skovmyrerne rejser sig op på de bagerste ben og bøjer bagkroppen ind under forkroppen og sprøjter myresyre mod fjenden.

De danske stikmyrer kan ubemærket kravle op ad menneskers ben, og når man mærker dens stik og kommer til at mase myren, vil den udsende alarm-feromoner, hvilket får de andre stikmyrer i nærheden til at gå til angreb og stikke med deres giftbrod. Bliver man udsat for et sådant myreangreb, kan det give langvarige hævelser.

Biologisk tilpasning til omgivelserne

Som mennesket har myrerne tilpasset sig forholdene overalt på jorden, bortset fra de arktiske områder og nogle enkelte øer. Selv i Alaska – i det subarktiske område med permafrost, og hvor lufttemperaturerne kun er over nul ganske få måneder om året – har jeg fundet myrer.

Der er tale om en meget lille art, der lever i små kolonier under sten på sydvendte skråninger, og da det er så koldt, bruger denne art flere år om udviklingen fra æg til voksen. Bevæger man sig derimod mod varmere himmelstrøg, stiger antallet af arter kraftigt, og i troperne, hvor de fleste arter findes, er udviklingshastigheden reduceret til få uger.

I varme ørkener har nogle myrer helt specielle metoder til at overleve. Der er arter, der fouragerer på jordoverfladen, selvom temperaturen er langt over det dødelige. Men myrerne løber kun ude nogle få minutter 
ad gangen, inden de igen søger ned i deres dybe jordtue og afkøles.

Sådan går de op i varmen og ned i kulden for at søge og samle føde. Fordelen ved at samle føde ved de høje temperaturer er, at der ikke er andre konkurrerende dyr ude, så myrerne kan indsamle alle de dyr, der bliver lammet af varmen.

Myrerne kan hænge som krukker i et spisekammer

Den tilgængelige føde i ørkenerne kan variere utroligt meget i løbet af året. Efter regnen blomstrer ørkenen, og planterne har meget nektar. Nogle myrer indsamler nektar,
og honningmyrerne har en særlig måde at gemme føden på.

De udvælger nogle arbejdere som opbevaringsbeholdere og fodrer dem med nektar i meget store mængder, så deres kro bliver opsvulmet til flere hundrede gange den normale størrelse. Derefter bliver myrerne anbragt i lofter, hvor de hænger som krukker i et spisekammer.

Når myrerne i kolonien skal have mad, henter de deres myrebeholdere, så de kan gylpe mad op til de andre i kolonien. Andre myrer gemmer vand, men ikke i så store mængder pr. individ som honningmyrerne.

Myrer i havet

Andre myrer har tilpasset sig våde omgivelser. Herhjemme er der gul engmyre, som kan tåle flere døgns oversvømmelse med koldt havvand. Myrerne lever fortrinsvis på græssede strandenge, hvor de laver de karakteristiske, plantedækkede jordtuer, som kan dække op til 20 % af jorden.

I den australske mangrove – den træbevoksede zone mellem land og hav – ved Darwin kan tidevandet stige op til otte meter, og der har jeg sammen med min kone, Dorthe Birkmose, studeret myrernes adfærd og tilpasning til de ekstreme forhold.

Den mest marine myre hedder Polyrharchis sokolova, og den lever i mangroven. 
I den mudrede havbund har den sine tuer i et meget avanceret gangsystem, der bugter sig omkring mangrovetræernes rødder. De myrekolonier, der er tættest på havet, er overskyllet 60 % af tiden – og til tider med mere end 3,5 meter vand over redeåbningen.

De skal naturligvis undgå at drukne

Når højvandet stiger, kan man se myrerne skynde sig tilbage til den forhøjede redeåbning, og myrerne har en fantastisk evne til både at løbe og svømme på vandet. Havvandet løber ind i tuen, men gangsystemet er meget bugtet, så der er mange luftlommer, hvor myrerne og yngel samles, indtil tidevandet igen trækker sig tilbage.

Fordelen ved denne ekstreme levevis er, at der ikke er andre konkurrerende myrer fremme, når havet trækker sig tilbage, så de er ene om at udnytte alle de marine dyr, der er skyllet ind i den del af mangroven.

Myrerne skal naturligvis undgå at drukne – tre timer i det varme havvand slår halvdelen af myrerne ihjel – men de skal også undgå at blive kvalt i luftlommerne. Koncentrationen af kuldioxid i luftlommerne kan overstige 13 %, hvilket denne art kan overleve, mens så høj en koncentration vil være dødelig for mange andre dyr.

Skjoldlus holdes som 'kvæg'

En anden myre, der lever under ekstreme forhold i mangroven, er den lille Camponotus anderseni, som er en ny art, vi opdagede under vort første ophold i Darwin. Dens kolonier består af mange små reder, der er udgnavet i de nye skud på mangrovetræet Sonneratia alba.

Hvert redekammer har kun et lille indgangshul, og ved tidevandsoversvømmelser blokeres hullet af en soldatermyres hoved, der lige netop passer som en prop i hullet. Derved forhindres havvandet i at fylde reden med vand.

Inde i kammeret findes foruden myrerne en mængde skjoldlus, som myrerne holder som 'kvæg'. Der kan der være så stor trængsel, at luften kun udgør mindre end halvdelen af pladsen i reden. Ved normal myrerespiration vil al ilten være opbrugt på under 20 minutter.

Myrerne kan nedsætte stofskiftet

Vores undersøgelser har vist, at de australske myrer har udviklet unikke overlevelsesmekanismer, der gør dem i stand
til at overleve de op til tre timer lange oversvømmelser.

Myrerne nedsætter således deres stofskifte til cirka 1 % af det normale, når koncentrationen af kuldioxid kommer op på 30 %, og det er helt ekstraordinært at være i stand til at overleve sådanne koncentrationer.

Desuden har vi vist, at myrerne kan skifte til anaerob (dvs. ikke-iltkrævende) respiration, så de kan fortsætte deres stofskifte, selvom der overhovedet ingen ilt er tilbage i rederne. Det har ikke tidligere været påvist hos sociale insekter.

Fra vegetar til kødæder

Myrerne er som mennesker: Nogle er vegetarer, andre er kødædere, og nogle er både-og. Måden at skaffe føden på er også særdeles varieret, idet de som mennesker anvender indsamling, jagt, husdyrhold og dyrkning.

De mest fascinerende og iøjnefaldende 
af vegetarerne er bladskærermyrerne, der udover i Randers Regnskov findes i den subtropiske og tropiske del af Nord- og Sydamerika. Myrerne samler friske blade, som de bærer ned i kolonien, hvor de bliver tygget og anvendt som substrat for svampe – på samme måde som vi dyrker champignon.

På kroppen har myrerne nogle bakterier, som producerer giftstoffer med samme virkning som penicillin, og som myrerne bruger for
at holde uønskede svampekulturer væk. Der er mange aspekter af deres biologiske krigsførelse, som er uudforsket, og hvor vi sandsynligvis kan lære meget og drage stor nytte.

Kolonierne kan blive enormt store, og det opgravede materiale fra gangsystemerne med svampehaverne kan komme op på 30 m2.

Der er myrer, der er specialiserede i at samle frø, og nogle arter spiser kun frø fra én planteart. Disse arter er kun aktive på jordoverfladen i nogle få uger om året. Resten af året sidder de nede i deres redekamre og laver ingenting – bortset fra at spise frø.

Mange arter bladlus er afhængige af myrer

Gul engmyre må betegnes som 'kvægavler', idet de holder store mængder af bladlus, som lever på rødderne af de planter, der gror på deres tuer og i området nær tuen. Myrerne 'malker' bladlusene for honningdug, og når de mangler protein, eller bestanden af bladlus er for stor, æder de nogle af bladlusene.

Som belønning for føden beskytter myrerne bladlusene mod fjender, og der er mange arter bladlus, som er helt afhængige af myrer. For eksempel findes der i Danmark 14 arter bladlus, som kun findes i denne myrearts tuer. Dette myre-bladlus-samarbejde er særdeles udbredt og kan sammenlignes med vores måde at holde kvæg.

Skovmyrerne lever også af en blandet diæt: De æder honningdug, andre insekter og smådyr samt ådsler. En stor kolonis fødebehov er stort, og man har beregnet, at den kan indsamle cirka 100.000 insekter pr. dag, hvilket svarer til 200 kg på en sommer (dvs. i deres aktive periode fra maj til september).

Blandt de mest aggressive myrer kan nævnes de tropiske hærmyrer, hvor hele kolonier på nomadevis vandrer rundt og æder alt levende, som de kan overmande. Der er mange frygtindgydende beretninger om lænkehunde og burfugle, som bliver efterladt som skeletter efter myrernes passage.

En del af anekdoterne skal nok tages med et gran salt, men frygtindgydende ser de ud, når hundredetusinder af dem kommer vandrende med åbne kindbakker.

Myrer som biologiske skadedyrsbekæmpere

I biologisk skadedyrsbekæmpelse anvender man ofte organismer, der er specialiseret til at bekæmpe en art eller en gruppe af dyr med nogenlunde samme levevis og sted.

Det kan for eksempel være snyltehvepse, hvis larver er parasitter hos en bestemt art sommerfugl, eller mariehøns, som kun æder bladlus.

Når skadedyrene er udryddet, er der ikke mere føde, og derfor dør 'bekæmperne' af sult, selvom der er mange andre slags skadedyr til stede.

Til sammenligning er myrer generalister, der spiser alt, hvad de er i stand til at overmande. Derfor er myrer oplagte at bruge til biologisk bekæmpelse. De har desuden den fordel, at myrekolonier lever flere år, så bekæmpelsen kan foregå uafbrudt over hele sæsonen.

Myrerer er territoriale

Skovmyrer udnyttes meget i Syd- og Centraleuropa, og der flyttes millioner af skovmyretuer til nyplantninger, så de kan beskytte de nye træer mod skadedyr. Af samme grund blev skovmyrerne fredet i Tyskland i 1798, og mange steder beskyttes skovmyretuerne med net og hegn, så grævlinger og grønspætter o.a. ikke ødelægger tuerne.

I et aktuelt DANIDA-projekt anvender vi vævermyrer til biologisk bekæmpelse af skadedyr i Tanzania og Benin. Allerede for 1.700 år siden blev metoden beskrevet i det sydlige Kina, og den er udbredt i Sydøstasien.

Myrerne, der anvendes, er de tropiske og meget aggressive, trælevende vævermyrer, hvor den ene art lever i Asien og Australien, og en nærtstående art lever i Afrika.

Metoden går i sin enkelhed ud på af få etableret en stor myrebestand i alle træer. Myrerne er territoriale, og de forskellige kolonier er meget aggressive over for hinanden, så de enkelte kolonier skal holdes adskilte ved at fjerne alle grenforbindelser mellem forskellige kolonier.

En koloni har bladreder i adskillige træer, og for at effektivisere forbindelsen mellem alle rederne forbindes alle koloniens træer med reb, så myrerne let kan komme fra det ene træ til det andet. Er der ikke tilstrækkeligt med kolonier i en plantage, kan man indsamle alle reder fra en koloni i naturen og transplantere den til de ønskede træer.

Myrerne har vandskræk

Vævermyredronninger lever gennemsnitlig syv år, og så længe hun lever, passer kolonien i det store og hele sig selv. Grene skal klippes, så kolonierne ikke får forbindelse, og rebene mellem træerne skal vedligeholdes.

Bladlus og andre insekter, der producerer honningdug, vil ofte blive beskyttet og reguleret af vævermyrerne. Hvis disse insekter bliver et problem, kan de bekæmpes med sæbe eller glycerinopløsning, hvilket ikke skader myrerne.

Plukning af frugterne kan være et stort problem med de meget aggressive myrer. Men heldigvis har myrerne vandskræk, så hvis træerne bliver oversprøjtet med vand, går myrerne hjem, og der vil være en periode på cirka en halv time, hvor man kan plukke i fred.

En bæredygtig fremtid med myrer

Dr. Renkang Peng i Australien er den førende kapacitet inden for anvendelsen af vævermyremetoden, og han har demonstreret, at økologisk mango i Australien kan produceres billigere end mango dyrket på konventionel vis. Metoden er især velegnet til små landbrug, idet den er meget lavteknologisk og ikke kræver investeringer.

For at kunne anvende metoden til stordrift vil det være nødvendigt at 'opdrætte' myrekolonier
i fangenskab, så plantageejere og landmænd kan købe store og ensartede kolonier til deres plantager. Det vil nemlig ikke være muligt at indsamle så mange kolonier i naturen, uden at det får en uheldig indflydelse på den naturlige balance i de naturlige økosystemer.

En del af vores DANIDA-projekt går derfor ud på at fange befrugtede dronninger og bruge dem til opdræt af kolonier i fangenskab. Til det formål har vi udviklet dronningefælder og lavet undersøgelser af, hvordan vi kan fremskynde væksten af nye kolonier.

Myrer bliver brugt i traditionel medicin i Kina

Udover anvendelsen i biologisk bekæmpelse bliver myrerne brugt i traditionel medicin i Kina, og i Sydøstasien er dronninger og dronningelarver en stor delikatesse. I vores projekt undersøger vi derfor også mulighederne for at høste dronningelarver i de kolonier, vi anvender til biologisk bekæmpelse.

Den skærpede interesse for giftfrie fødevarer, bæredygtig landbrugsproduktion og bekymring for vores natur kræver alternative produktionsmetoder. Vi håber, at genopdagelsen af den gamle kinesiske viden om myrernes fortrinlige egenskaber sammen med nutidens ekspertise kan være med til
at nedsætte det store forbrug af giftstoffer
i fødevareproduktionen.

En reduktion af sprøjtegifte vil være til gavn for forbrugerne, for arbejderne i marken og generelt set for det truede miljø.