Hvad er et instinkt?

En skildpaddebaby stikker hovedet op af sandet. Den vender næsen mod havet og begiver sig afsted for at begynde på livet. Instinktivt.

Men hvad er det egentlig, der sker i hjernen hos den lille skildpadde? Hvordan ved den, at den burde bevæge sig mod havet? Med andre ord: Hvad er et instinkt? Det er et spørgsmål adfærds- og evolutionsbiologer har forsøgt at svare på i flere årtier – og som Spørg Videnskaben her forsøger at besvare:

Instinkt er et debatteret og udskældt begreb i både biologien og psykologien – men det kan være nyttigt for en bedre forståelse af både dyrs og menneskers adfærd.

Påvirkning udløser adfærd

Den mest enkle definition på instinkt er en form for adfærd, som er ens hos alle individer af en art og ikke tillært af det enkelte individ.

»Man ved ikke helt, hvad der sker i hjernen, når adfærd udløses, men i grove træk bliver biologisk vigtige stimuli registreret og tolket i den sensoriske hjernebark.«

Det forklarer Bjarne O. Braastad, professor i etologi, eller adfærdsbiologi, ved Universitet for miljø- og biovidenskab i Ås i Norge.

»Hvis påvirkningen er af rette type, og dyret er i den rette tilstand – det vil sige, at dyret ikke har vigtigere ting at foretage sig – vil en adfærd blive udløst.«

»Mange instinktive handlinger, især hos fugle og hvirvelløse dyr, kan udløses af såkaldte nøglestimuli – enkle, karakteristiske signaler, som det er vigtig for dyret at reagere på. Det kan for eksempel være synet af et rovdyr, stærke farver hos giftige dyr, en mage, et afkom, fødekilder og så videre. Mange dele af hjernen kan være involveret, alt efter om adfærden kan påvirkes af følelser og/eller hukommelse,« fortæller Braastad.

Fastlagte mønstre i hjernen

De første, som forsøgte at definere og forklare instinkt, var etologiens grundlæggere.

Konrad Lorenz, Nikolaas Tinbergen og Karl von Frisch arbejdede i mellemkrigstiden netop med at forklare, hvad der påvirker et dyrs adfærd. I 1973 blev de tildelt Nobelprisen i fysiologi og medicin for deres arbejde.

Gennem forskellige eksperimenter med fugle, både i fangenskab og i vild tilstand, viste de, at visse typer adfærd blev styret af det, de kaldte et fastlagt adfærdsmønster. I Lorenz’ tilfælde handlede det om, hvad nyfødte gæs foretog sig.

Lorenz fandt ud af, at en nyudruget gæsling ville knytte sig til det første objekt, som bevægede sig i nærheden af den, lige efter at den var udklækket – det være sig en voksen gås eller en træklods, som blev trukket i en snor.

Ungen ville så være nervøs og urolig, når objektet forsvandt, for så at blive roligere hvis træklodsen eller gåsemor kom tilbage igen.

Dermed konkluderede Lorenz, at det at knytte sig til det første, som rører sig, var et fast adfærdsmønster, som skyldes hjernens reaktion på bevægelse i minutterne efter udklækningen.

Denne reaktion blev kaldt ‘innate releasing mechanism’, eller medfødt udløsermekanisme.

Darwin var modstander

Lorenz og kollegernes arbejde fik ikke lov at være i fred ret længe. I 1950’erne blev definitionen af instinkt bestridt af biologer i både USA og Sovjetunionen.

I USA passede tanken om instinkt dårligt sammen med ideen om, at et individ frit kan forme sin egen fremtid, mens man i Sovjetunionen mente, at instinktiv adfærd kunne hindre den tilpasning til samfundets behov, som kommunismen krævede.

De amerikanske og russiske forskere var imidlertid ikke de første til at kritisere konceptet. For selv Darwin nægtede at definere instinkt i sin bog ‘On the Origin of Species’.

I den skriver han: »I will not attempt any definition of instinct. […] An action, which we ourselves require experience to enable us to perform, when performed by an animal, more especially by a very young one, without experience, and when performed by many individuals in the same way, without their knowing for what purpose it is performed, is usually said to be instinctive. But I could show that none of these characters are universal. A little dose of judgment or reason […] often comes into play, even with animals low in the scale of nature.«

Darwin mente altså, at konceptet var for komplekst til at kunne defineres. Og der finder vi det store problem med konceptet instinkt: ‘Hvordan kan vi være sikre på, at noget ikke er tillært?’

Ikke nogen klar skillelinje

»Tag for eksempel fuglesang,« siger Helene Lampe, professor i adfærdsbiologi ved Universitetet i Oslo.

»Hvis en fugl kun hører andre artsfællers sang, mens den vokser op, så har den jo kun mulighed for at lære artens egen sang. Men hvis den vokser op hos en fremmed art – hvis ægget havner i forkert rede – så vil den kunne lære den anden arts sang.«

Alt befinder sig derfor et sted mellem instinkt og miljø – ingenting er 100 procent det ene eller det andet.

Braastad fra UMB mener, at man må skelne mellem adfærden i sig selv og hvad som udløser den:

»Mange typer adfærd er instinktive i form, altså hvordan adfærden udføres. Men læring kan påvirke, hvornår denne adfærd bør anvendes.«

Menneskelig læring hindrer instinkt

Én ting er dyr – vi kan godtage, at gæs og katte til en vis grad får deres valgmuligheder begrænset af instinktiv adfærd. Men hvad med mennesker? Er vi også styret af instinkter?

Svaret fra evolutionspsykolog Leif Edward Ottesen Kennair fra Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet er »Nej« – og af samme grund som i dyreriget:

»De fleste evolverede typer adfærd – for eksempel genetiske mekanismer som hjælper os med læring – kan påvirkes af miljøet.«

»De er netop blevet udviklet for at behandle input fra miljøet. Holdningen inden for evolutionspsykologien er derfor, at der næppe findes nogle relevante mentale mekanismer, som er afhængige af stimuli.«

Læring er en stor del af et menneskes liv, og det er derfor kun i yderst få tilfælde, at man kan tale om instinkt med nogen som helst relevans.

Instinkt og refleks er ikke det samme

Men hvad med babyers gribe- og sutterefleks? Eller det at vi ‘instinktivt’ trækker hånden til os, når vi brænder os på ovnen?

»Det er reflekser. I tilfældet med hånden går der en nervebane fra smertereceptorer i hånden direkte til motoriske nerver, således at signalet ikke behandles mentalt, før adfærden igangsættes – selvom den kort efter også behandles i hjernen,« forklarer Kennair.

For ham er det derfor svært at tale om instinkt som et nyttigt begreb:

»At diskutere instinkt minder om det, som foregik i psykologien for 80-90 år siden. Der er ingen, der gør det længere.«

»Engang var der en journalist, som ville vide, hvad der ville ske, hvis man puttede et stenaldermenneske ind i vore dages samfund.«

Det ville være det samme, som hvis man satte et nutidigt menneske fra et stammesamfund på Ny Guinea ind i en almindelig vestlig kontekst, fortæller Kennair.

»Hvis der var tale om en nyfødt, ville det være helt problemfrit, mens et ældre individ ville have behov for noget mere tilpasning. Det ville alligevel gå helt fint, eftersom personen ville respondere på kulturen – og ikke kun være drevet af instinkter.«

Sproget holder ikke trit

Vore dages etologer og evolutionsbiologer forsøger stort set at undgå at bruge ordet instinkt. Men hvis konceptet instinkt ikke længere benyttes af etologerne – hvorfor lever det da i bedste velgående i dokumentarer og i medierne?

»Dagligdagens sprog holder ikke helt trit med forskningen,« forklarer Lampe.

»Et koncept, man har forkastet blandt forskere, fordi det er for unøjagtigt, kan fortsat fungere i dagligdagens sprog, hvor der ikke er samme behov for præcision.«

For Kennair handler instinkt i dagligtalen om skellet mellem miljø og arv – et stadigt tilbagevendende tema:

»Det er et af de store problemer for debatten. Enkelte har ikke plads til biologien i deres forklaringer – men der er så godt som ingen, som ikke har plads til miljøet.«

Og når instinkt næsten altid er påvirket af miljø, er det ikke særligt praktisk for forskere at anvende begrebet.

Naturen kan være del af forklaringen

Kennair mener imidlertid, det er vigtigt at huske på, at natur er en del af forklaringen.

»Tag for eksempel regler og normer, som hindrer incest – sådanne findes i næsten alle kulturer og samfund. Det har også noget med evolverede mentale mekanismer at gøre, men begrundelsen er, at reglerne er en del af kulturen.«

»I sådanne situationer er det vigtigt at huske på, at reglerne kan analyseres ud fra andre perspektiver.«

At forklare hvad instinkt er, handler derfor om at forklare, hvad der er tillært, og hvad der er medfødt, hvad der er refleks, og hvad der er planlagt.

At bastant opsætte sådanne skillelinjer har vist sig at være nytteløst, for overgangene er glidende. Hvordan etologerne ser på konceptet har desuden forandret sig i takt med samfundsudviklingen.

»Synet på ‘instinkt versus miljø’ har udviklet sig med samfundet. Lige efter Darwin blev meget forklaret som medfødt, mens dette så kom under angreb med 1970’ernes sociobiologi. I dag er pendulet svunget lidt tilbage igen, således at man gerne forklarer adfærd som en kombination af de to,« fortæller Lampe.

Så, hvad med den lille skildpadde som kæmper sig vej mod havet?

Der satte hjernebarken en reaktion i gang på grund af sandet, havluften eller andre former for specifikke påvirkninger, som den fik, da den stak hovedet ud af æggeskallen – og så satte den kurs ned mod vandkanten.

Hvad den lærte på vejen, er en anden historie.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov