Tidligere studier af den europæiske hare Lepus europaeus har vist forkortede intervaller mellem kuldene.
Man har derfor antaget, at den må have en evne til at starte på en ny drægtighedsperiode, mens det forrige kuld stadig er i livmoderen.
Hvordan det fysisk kan være muligt, har endnu ikke været klart. Nu er det lykkedes tyske forskere ved Leibniz Institute for Zoo and Wildlife Research (IZW) i Berlin at se den unikke mekanisme med højopløste ultralydsbilleder og faderskabstests af hanharerne, også kaldet ramlerne.
De reproduktive superevner, som de nye fund tyder på, at den har, kræver både fleksible embryoner og snedige sædceller.
Et kuld ud af livmoderen og et ind
Den europæiske brune hare er drægtig i cirka 42 dage. I forsøget skete den nye befrugtning imidlertid på den 37. dag.
De nye embryoner udviklede sig først nogle dage i æggelederen. Da livmoderen så blev ledig, rykkede de derind for at vokse videre, viste ultralydsbillederne.
Forskerne opdagede desuden, at der med den nye drægtighed udviklede sig et helt nyt sæt af det organ, der hedder det gule legeme.
Hunharen kan kun få ægløsning, når hun parrer sig med en han. Da dannes det gule legeme ud fra posen, som ægget har ligget i, og begynder at producere progesteron.
Mennesker har også dette organ i to uger efter ægløsningen, og hvis ægget bliver befrugtet, holder det sig aktivt i tre måneder.
\ Fakta
Haren har organet under hele drægtighedsperioden. At der dannedes endnu et gult legeme, talte således også for, at der var tale om en dobbelt drægtighed.
Snigende sædceller
Det, forskerne havde problemer med at få til at passe, var, at sædcellerne i så fald måtte være kommet igennem en livmoder fuld af færdige hareunger for at kunne befrugte de nye æg, som lå oppe i æggelederen.
Ved at lave faderskabstests på ramlerne har forskerne imidlertid kunnet konstatere, at det er netop det, der må være sket.
»Vores gentests afslørede, at sæden må have passeret gennem livmoderen med de fuldt udviklede kuld indeni,« siger Kathleen Roellig fra IZW i en pressemeddelelse.
Fundene tyder på, at hunharerne kan føde op til en tredjedel mere afkom per frugtbarhedssæson med denne evne til dobbelt-drægtighed, mener forskerne.
»Derfor tror vi, at superundfangelse kan være en evolutionsmæssig tilpasning for at øge chancerne for reproduktion,« siger Rollieg.
4.0-versionen af reproduktion
»På en skala over spændende ting, får dette syv ud af ti,« siger Petter Bøckmann, der er zoolog ved Naturhistorisk museum i Oslo.
»Det er morsomt med sådan en dobbelt-drægtighed. Vi kender det fra pungdyr, men ikke fra pattedyr med en moderkage. Vi producerer godt udviklede og færdige afkom, men egner os ikke så godt til serieproduktion,« siger han.
Einar Strømnes, der ligeledes er zoolog ved Naturhistorisk museum i Oslo, er enig i, at det er et spændende fund.
»Dette er jo 4.0-versionen af reproduktion hos pattedyr. Den enkleste version er kloakdyr som f.eks. næbdyr – de lægger æg. Derefter har du pungdyr, som føder fostret på et tidligt stadie, før det udvikler sig videre i pungen, og så er der os selv, som har en moderkage.«
»Og så kommer der det her, som er en endnu mere effektiv form for reproduktion,« siger han.
Befrugtning med høj Houdini-faktor
»Fundet er meget specielt,« siger Strømnes.
Han fortæller, at man blandt andet hos sæler, flagermus og rådyr kender til en slags udsat graviditet, hvor fostret knapt er begyndt at udvikle sig, for så at lægge sig i en slags dvale.
»Og man kender også det med at gemme sæd, som kan bruges senere, når det er nødvendigt, men det ses stort set kun hos hvirvelløse dyr. Myrer er f.eks. gode til at bruge sædceller i portioner,« siger han.
Strømnes synes, det er overraskende, at harens sædceller ikke er blevet gemt, men faktisk ser ud til at klare den besværlige tur gennem den sprængfyldte livmoder for så at befrugte de nye æg oppe i æggelederen.
»Rent mekanisk er det jo givetvis vanskeligt at komme forbi et helt kuld af unger. Der er tale om en høj Houdini-faktor,« siger Einar Strømnes.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
