Ja, kloden bliver varmere. Stille og roligt får vi det varmere og varmere. Specielt er det gået stærkt gennem de sidste 50 -100 år – altså efter industrialiseringen for alvor satte ind.
Man kan bruge flere forskellige klimamodeller til at fremskrive temperaturerne. Resultaterne af beregninger afhænger naturligvis af de forudsætninger, man sætter ind i modellerne.
FN’s klimapanel vurderer, at den globale middeltemperatur i slutningen af dette århundrede vil være 2-4 °C højere end i dag, hvis ikke vi nedbringer udledningen af CO2.
Det synes måske ikke af meget, men det kan have afgørende betydning for en række forhold.
Temperaturen må ikke stige mere end to grader
Flere forskere mener, at vi må have en koncentration af CO2 i atmosfæren på under 350 ppm, hvis vi skal undgå alvorlige klimaproblemer (ppm betyder parts per million – dvs at der for hver 1 million luftmolekyler er 350 molekyler CO2 ved 350 ppm).
\ Fakta
Denne artikel er den første af ti i serien “Grønland – en tikkende klimabombe”. Her kan du få overblik over de faktorer, der styrer klimaet, samt de udfordringer Arktis står overfor, hvis den globale udledning af CO2 ikke reduceres. Artiklerne er skrevet af seniorforsker Peter Bondo Christensen, Aarhus Universitet og Lone Als Egebo, lektor på Hasseris Gymnasium.
I forbindelsen med klimatopmødet i København i december 2009 lod flere kirker rundt om i landet derfor deres klokke slå 350 slag for at gøre opmærksom på den kritiske tærskelværdi.
Koncentrationen af CO2 er allerede oppe på næsten 390 ppm, og et af målene med klimatopmødet var derfor at tage initiativer, der bringer CO2-koncentrationen ned under 350 ppm igen – et mål der kun i begrænset omfang lykkedes.
Stort set alle er enige om, at det er bydende nødvendigt, at den globale temperatur for hele verden ikke stiger med mere end to grader i forhold til den temperatur, vi havde før industrialiseringen satte ind.
Kloden kan, mener man, nok tilpasse sig en stigning på to grader, men derudover går det rigtigt galt. Denne grænse, når vi, når mængden af CO2 i atmosfæren er på 450 ppm.
Det går hurtigst i de arktiske områder
Fremtidens klima i de arktiske områder er særligt bekymrende. Her regner klima-forskere nu med, at temperaturen i gennemsnit stiger 7 til 8 grader inden for de næste hundrede år.
Den globale temperaturudvikling fra 1850 til 2008. Ændringerne i temperaturen er sat i relation til gennemsnitstemperaturen i perioden 1961-1990. Gennem de sidste 100 år er den globale temperatur ved overfladen steget med 0,74 °C som gennemsnit for hele Jorden. (Fra Danmarks Meteorologiske Institut).
Temperaturstigningerne rammer vidt forskelligt i Grønland.
I Sydgrønland regner man med, at temperaturen stiger med ca. 2 grader inden for de næste hundrede år, mens vintertemperaturen langs Grønlands østkyst stiger med hele 12 grader.
Arktiske områder er mere udsatte for opvarmning end den øvrige jordklode.
Det skyldes, at når is og sne tør og forsvinder fra de arktiske områder, har det en selvforstærkende effekt.
Sne og is reflekterer størstedelen af de indkomne solstråler og sender dem retur til atmosfæren og verdensrummet. Man kalder det, at is og sne har en høj albedo.
Albedo-effekt giver kraftig opvarmning i Arktis
Sne og is reflekterer op til 90 % af solens stråler, mens det åbne hav og den bare jord kun reflekterer 10-20 %. Når sne og is smelter har det derfor en selvforstærkende effekt, der er med til at varme Arktis op meget hurtigere end man ser det på den øvrige del af kloden. (Fra ACIA).
Albedo kommer af det latinske ord alba, der betyder hvid. En overflades albedo fortæller netop noget om hvor stor en del af solens stråling der reflekteres. En helt hvid overflade reflekterer 100 %, mens en helt sort overflade absorberer hele strålingen og reflekterer 0 %.
Sne og is har en albedo på op til 90 %. Når is og sne smelter, bliver jorden, klipperne og havet eksponeret for solens stråler i længere tid. De nu mørke områder reflekterer kun ca. 20 % af solens stråler og absorberer derfor solens stråler. Jorden og dermed atmosfæren bliver derfor varmere.
Det åbne hav har en albedo på kun 10 %. Når havisen smelter, bliver der mere og mere bart hav, der absorberer solens stråler og holder på varmen. Jo mindre havis, jo mere varme holder havet på – og det er igen med til at reducere mængden af havis. En meget uheldig spiral er startet, se figur 1.4.
Da atmosfæren over de arktiske områder er mindre end andre steder på Jorden, går det hurtigere med at varme atmosfæren op her. Alle faktorer til sammen betyder, at opvarmningen af Arktis går meget stærkere end resten af kloden.
Fremtidige klimascenarier
FN opererer med forskellige modeller for fremtidens klima, der bygger på forskellige forudsætninger. To af de klimamodeller, der går igen mange steder bygger på de såkaldte A2 og B2 scenarier.
Ved brug af forskellige forudsætninger for bl.a. befolkningstilvækst, økonomisk vækst og udvikling af nye miljøvenlige teknologier og en lang række andre faktorer, har FN opsat mange forskellige scenarier, hvorfra man kan modellere, hvor stor udledningen af drivhusgasser bliver og hvor varmt der bliver på kloden i fremtiden. Vælger man A2 scenariet som den mest sandsynlige fremtidige udvikling for verden, fortæller klimamodellerne, at der ca. bliver fire grader varmere på verdensplan inden år 2100 (venstre figur), men at temperaturen stiger næsten dobbelt så meget i de arktiske områder (højre figur). (Fra ACIA).
A2-scenariet forudsætter en fortsat høj befolkningstilvækst med en relativ ringe global økonomisk integration. Den teknologiske udvikling fortsætter men ikke i højeste tempo og medfører ikke en effektiv reduktion i udledningen af drivhusgasser.
B2-scenariet forudsætter en moderat vækst i befolkningen – lavere end i A2. Der kommer lokale løsninger på miljøproblemer, som er økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtige. Alt sammen vil det medføre en mindre udledning af drivhusgasser end i A2-scenariet.
FN’s klimamodeller viser, at lufttemperaturen ved jordoverfladen inden år 2100 bliver ca. 2,5 grader varmere på verdensplan, hvis man bruger B2 scenariet, og ca. 4 grader varmere, hvis man bruger A2-scenariet (Figur 1.5).
For alle de arktiske områder tilsammen stiger overfladetemperaturen derimod med mindst 5 (B2) – 7 grader (A2).
