KORT NYT FRA UDLANDET:
DNA fra genomerne fra 69 forhistoriske individer antyder, at der skete en masseindvandring fra Mellemøsten til Centraleuropa for omkring 4.500 år siden. Denne gruppe migranter er muligvis ansvarlige for udvidelsen af de indo-europæiske sprog , som udgør størstedelen af de sprog, der bliver talt i Europa i dag. Det skriver BBC News.
Det er forskere fra Harvard Medical School, der har udvundet DNA fra menneskerester fundet i forbindelse med arkæologiske udgravninger fra hele kontinentet, og på den måde er nået frem til deres konklusioner.
»Et åbent spørgsmål for os er nu, om de sprog, der blev talt af disse steppe-indvandrere blot var ophav til en undergruppe af indoeuropæiske sprog i Europa i dag – for eksempel baltisk-slavisk og måske germansk – eller det store flertal af indoeuropæisk sprog, der tales i Europa i dag,«
udtaler professor David Reich fra Harvard Medical School, hovedforfatter på den videnskabelige artikel, til BBC News.
Tidligere studier har antydet, at det ikke var tilstrækkeligt at dele datidens folk op i to grupper: bønder og jægere. Der må være føjet en tredje forfader til smeltediglen på et senere tidspunkt – og ifølge David Reich og hans kollegaer kan denne forfader meget vel tænkes at skulle findes i den masseindvandring til Europa, som de mener at kunne bevise har fundet sted for 4.500 år siden.
Det nye studie er netop publiceret i det internationalt anerkendte tidsskrift Nature.
Læs også:
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cpp