KORT NYT FRA UDLANDET
Nu er der kommet ekstra vægt bag dokumentationen for, at menneskets CO2-udledning skader verdenshavene.
Et internationalt hold bestående af 30 eksperter fastslår i en ny rapport, at forsuringen af verdenshavene som følge af atmosfærens CO2-indhold har fatale konsekvenser for de marine økosystemer. Det skriver ScienceNordic.
Forskerholdet hører til Convention on Biological Diversity (CBD), der er en international traktat. Præcis hvor store de økologiske og økonomiske konsekvenser bliver er stadig uvidst, men forskerne er enige om, at forsuringen vil have negativ indflydelse på havets organismer og dermed også på de varer, som mennesker producerer af dem.
Forskerne betragter skadesvirkningen som næsten uundgåelig, og at den kan stresse økosystemer og føre til arters uddøen.
»Til syvende og sidst er den eneste måde at håndtere forsuring af havene at reducere CO2-udledningerne«, siger Dr. Richard Bellerby, forsker ved Norsk Institutt for Vannforskning (NIVA) og medlem af CBD til ScienceNordic.
Det er før sket i Jordens historie, at verdenshavene har undergået forsuring. Mikroskopiske havfossiler viser, at verdenshavene blev naturligt forsuret for 56 millioner år siden. Den gang tog det omkring100.000 år at genoprette havenes kemi.
Læs også:
Sure oceaner truer fiskebestanden
CO2 gør livet surt for algerne
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on