KORT NYT FRA UDLANDET:
Snup en spadseretur rundt i stuen, tør amagerhylden af eller puds sølvtøjet. Pulsen behøver slet ikke hamre derudaf, før det kan betale sig. Selv helt let motion reducerer ældres risiko for at få hjerte-kar-sygdomme. Det viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet Journal of the American Heart Association, skriver MedPageToday.
»Det er aldrig for sent at gå i gang, og ethvert niveau af aktivitet ser ud til at være gavnligt,« siger ph.d. Thomas W. Buford fra Universitetet i Florida til MedPageToday.
Omvendt, kan det være rigtig farligt at lade være. Thomas W. Buford og hans forskerhold fandt nemlig også, at inaktivitet og en generelt stillesiddende hverdag medførte markant forhøjet risiko hos personer i den tredje alder.
Så at bare en smule aktivitet gør en målbar forskel, er en virkelig god nyhed. Hvis man kan finde en måde at få især gangbesværede ældre til at bevæge sig lidt mere på i deres hverdag, kunne det have en stor effekt for, hvor mange mennesker, der rammes af hjerte-kar-sygdomme.
I alt 1.170 ældre med en gennemsnitsalder på 79 år deltog i forsøget, hvor de dagligt skulle udføre små aktiviteter. Forskerholdet havde udvalgt de ældre omhyggeligt: Alle var gangbesværede og sad stille det meste af dagen, før forsøget gik i gang. På den måde kunne forskerne bedre måle, præcis hvad en inaktiv hverdag betyder. Og altså også hvor let det kan forbedres.
Læs også:
Motion er godt for ældres hjerner
Ny afhandling: Sund alderdom er mere end motion
Motion giver dig sundere tarm-bakterier
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
il































