KORT NYT FRA UDLANDET:
Folk, der dagligt spiser bælgfrugter såsom bønner, kikærter, linser og ærter får måske reduceret det ’onde’ LDL-kolesterol i kroppen.
En ny canadisk undersøgelse viser, at folk, som havde et gennemsnitligt (median) indtag på 130 gram bælgfrugter om dagen, havde et lavere niveau af LDL-kolesterol i blodet.
Ifølge Medpage Today fandt forskerne, at sænkelsen af LDL-kolesterolniveauet svarede til en reduktion på fem procent i forhold til udgangspunktet (baseline).
»Det er vigtigt, især for patienter med hyperkolesterolæmi (forhøjet kolestrolindhold i blodet, red.), som foretrækker at styre deres kolesteroltal ved hjælp af kosten, eller for patienter, som ikke kan tåle kolesterolsænkende lægemidler,« skriver forskerne i deres artikel i det videnskabelige tidsskrift Canadian Medical Association Journal.
I den nye undersøgelse har forskerne indsamlet og analyseret data fra 26 andre undersøgelser, som tidligere er publiceret.
Forhøjet kolesterol kan være livsfarligt for patienter, men ifølge Sundhedsguiden.dk er der stor forskel på, hvilken type forhøjet kolesterol, man har.
Kolesterol bliver opdelt i ‘det gode’ HDL kolesterol, ‘det onde’ LDL kolesterol og ‘det grusomme’ restpartikel kolesterol.
Det er ifølge Sundhedsguiden.dk det såkaldt ‘grusomme kolesterol’ – også kaldet ‘restpartikel kolesterol’ – der er den helt store skurk.
Læs også:
Forhøjet kolesterol bliver overset
Sund kost giver dig ikke automatisk et bedre helbred
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb