KORT NYT FRA UDLANDET:
Vidste neandertalerne, hvordan man får gang i et bål?
Det er fortsat et ubesvaret spørgsmål, men hvis de gjorde, så brugte de måske også kemiske stoffer til at tænde ild. Det indikerer udgravninger i Frankrig ifølge Sciencemag.org.
Neandertalerne ved udgravningsstedet Pech-de-l’Azé 1 havde en besynderlig forkærlighed for mangandioxid, der på dansk også kaldes brunsten.
Og brunsten kan sænke temperaturen, der skal til for at starte et bål, fra 350 °C til 250 °C, fortæller forskerne i et studie i tidsskriftet Scientific Reports.
Forskerne har længe vidst, at neandertalerne brugte ild, men endnu er der ingen, der ved med sikkerhed, om de var afhængige af at hente ilden fra for eksempel skovbrande, eller om de også selv kunne tænde et bål.
Forskerne modsiger i det nye studie andre arkæologer, der har hævdet, at neandertalerne brugte brunsten og lignende stoffer som farve til at dekorere deres kroppe med.
Det ville nemlig have været langt nemmere for neandertalerne at bruge sod og trækul fra deres lejrbål i stedet, påpeger forskerne i det nye studie.
Desuden havde neandertalerne en meget specifik præference for brunsten, selvom der var mange lignende stoffer i området, de lige så vel kunne have brugt, hvis de blot ville male sig, argumenterer forskerne.
Forskerne kan ikke endeligt bevise, at neandertalerne brugte brunsten til at tænde ild. Men det nye studie viser, at det i hvert fald er en mulig forklaring på neandertalernes forkærlighed for brunsten.
Læs også:
Forskere finder menneskeligt tipoldebarn af neandertaler
Fund af menneske-DNA i neandertaler omskriver historien
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on































