KORT NYT FRA UDLANDET:
I vores galakse er der masser af stjerner, der omkredses af planeter. Nogle af planeterne kan have måner, og de største af disse såkaldte exomåner kan huse liv.
Nu har to forskere fra McMaster University i Canada undersøgt, hvad der skal til, for at der kan dannes beboelige måner omkring planeter, der er endnu større end Jupiter. Sådan nogle planeter er der nemlig fundet en del af.
De er kommet frem til, at en del af månerne kan have den helt rette temperatur og størrelse til at kunne huse liv, og der kan også være vand i flydende form på dem. Det fremgår af en pressemeddelelse fra universitetet.
Indtil videre er der ikke sikre beviser for, at exomåner eksisterer, men måske gemmer de sig i data fra rumteleskopet Kepler. Ellers må man sætte sin lid til fremtidige teleskoper som det europæiske rumteleskop PLATO eller kæmpeteleskopet European Extremely Large Telescope, der er ved at blive opført i Chile.
Resultaterne er netop blevet præsenteret på en canadisk astronomikonference, og de vil også fremgå af to videnskabelige artikler, der publiceres i tidsskrifterne Astronomy and Astrophysics og Astrophysical Journal.
Læs også:
Den første exo-måne er måske fundet
Dansk forsker: Vores galakse kan rumme milliarder af beboelige planeter
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
hb