Det Strategiske Forskningsråd har netop uddelt store bevillinger til en række danske forskningsprojekter. Den officielle liste over projekter, der har modtaget bevillinger, udkommer senere i dag.
Blandt projekterne, der har fået støtte, er:
Det Tværvidenskabelige Center for Gut, Grain and Greens, 3G Center fra DTU Fødevareinstituttet på Københavns Universitet, har fået 35 millioner kroner til at kortlægge tarmbakteriers betydning for livsstilssygdomme – ud fra kost og viden om det enkelte menneskes genetik håber forskerne bag at kunne påvirke bakteriesammensætningen i menneskets tarm og derved mere målrettet forebygge livsstilssygdomme som hjerte-kar-sygdomme og type-2 diabetes. Det skriver DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.
Forskere fra Aalborg Universitet har modtaget 12 millioner kroner til at udvikle en DNA-baseret teknologi til mere effektiv forædling af kartoffelsorter. De nye superafgrøder kan afværge sultkatastrofer og bidrage til en mere bæredygtig energiforsyning, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har modtaget knap 20 millioner kroner til at skabe avancerede IT-løsninger, der skal overvåge grisestalde og give besked, når der sker afvigelser i trivsel og vækst. Forskerne håber, at det på sigt vil give højere produktivitet og bedre velfærd for danske smågrise og slagtesvin. Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Læs også en dybdegående artikel om et fjerde forskningsprojekt, der også netop har modtaget en stor bevilling fra det Strategiske Forskningsråd, på Videnskab.dk: Udviklingen af den klimavenlige ko