KORT NYT FRA DANMARK
Mens nogle har nydt helligdagene hen over pinsen trygt hjemme i familiens favn, så har andre knoklet i barske omgivelser. Forskere har flyttet den 150 tons tunge forskningsstation NEEM 465 kilometer tværs over indlandsisen i Grønland. Det skriver Niels Bohr Institutet i en pressemeddelelse.
Flytningen af NEEM tog otte dage og inkluderede flytningen af hovedbygningen på 47 ton, som er en såkaldt ‘dome’. En bedrift, som forskerne bestemt er stolte over.
»Vi er meget stolte af, at det kunne lade sig gøre. Det har været som at trække sit sneglehus med sig over isen. Hver aften kunne de 11 deltagere spise og overnatte i den store, veludstyrede dome,« lyder det fra Jørgen Peder Steffensen, iskerneforsker i Center for Is og Klima, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, i pressemeddelelsen.
Forskningsstationen er nu endt i den nye lejr EGRIP, hvor forskerne skal bore en 2,5 kilometer dyb iskerne ned i indlandsisen. Lejren skal fremover fungere som en international borelejr og en indgang til forskningsprogrammer i Østgrønland.
Årsagen til flytningen er, at forskere ved meget lidt om, hvordan isen i iskappen bevæger sig. Forskerne mener, at projektet vil give dem mere viden om, hvordan isstrømme bidrager til det stærkt stigende tab af den Grønlandske indlandsis.
Normalt vil baser på indlandsisen have en kort levetid, da der aflejres sne på isen hvert år. Men hele EGRIP lejren står på ski og er derfor mere mobil og kan trækkes op på den nye overflade af sne med jævne mellemrum.
Etableringen af lejren er i fuld gang, og forskerne regner med at dybdeboringerne vil gå i gang næste år.
Læs også:
Opvarmning af Grønland flyttes 4.000 år tilbage
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
rs