Når Solen om fem milliarder år svulmer op og bliver en rød kæmpestjerne, vil det også få konsekvenser for Jorden. Ikke alene vil vi blive opslugt sammen med de andre inderste planeter i Solsystemet – Merkur og Venus – men vores atmosfære vil blive flået bort og kernen blotlagt, forudsiger astronomer ifølge en artikel på Ing.dk.
Nasas planetteleskop Kepler har nemlig fundet to usædvanlige planeter omkring stjernen KIC-05807616, som peger på denne udvikling. Stjernen befinder sig tæt ved stjernebillederne Lyren og Svanen cirka 3.900 lysår fra Jorden.
Planeterne, KOI-55.01 og KOI-55.02, har en diameter på henholdsvis 76 og 87 procent af Jordens og kredser så tæt på stjernen, at deres temperaturer når op på over 8.000 grader celsius. Deres afstand til stjernen er blot 0,0060 og 0,0076 astronomiske enheder, hvor en astronomisk enhed svarer til afstanden mellem Jorden og Solen.
Undersøgelserne af de to nye planeter er gennemført af en gruppe astronomer under ledelse af Stéphane Charpinet fra Institut de Recherche en Astrophysique et Planétologie i Frankrig. Astronomerne mener, at de to planeter engang har været kæmpe gasplaneter med en fast kerne som f.eks. Jupiter.































