BOB-mærket. MSC-mærket. Nøglehullet. Er du helt med på, hvad din mads symboler betyder? Eller er du helt skarp på, om du skal smide maden ud, når det har overskredet tiden for ”Bedst før”, ”Sidste anvendelsesdato” eller ”Mindst holdbar til”?
De fleste forbrugere har en vis forståelse af symbolerne og mærkningerne, især dem, der har med madens holdbarhed og indhold at gøre. Til gengæld er det de færreste danskere, der kender den fulde betydning af en lang række af de øvrige mærkningsordninger.
Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet.
Undersøgelsen, som er lavet på foranledning af Fødevarestyrelsen, afdækkede danske forbrugeres forståelse af udvalgte lovpligtige og frivillige mærkningselementer og belyste, hvilke af de udvalgte mærkningselementer forbrugerne oplever som de væsentligste.
For at belyse sagen udsendte forskerne spørgeskemaer til et bredt udvalg af forbrugere og fik 646 svar tilbage. Svarene viste, at det er en meget begrænset andel af danske forbrugere, der kender den fulde betydning af de enkelte mærkningsordninger, skriver Aarhus Universitet.
De mærkningsordninger, som forbrugerne synes, er mest relevante, er også de ordninger, som de bedst forstår.
De mindst forståede mærkningselementer er de europæiske.
Det dansk Ø-mærke, som betegner økologiske fødevarer, der er statskontrollerede, er et eksempel på et mærke, som forbrugerne har en mindre forståelse af, end de selv tror.
BOB-mærket dækker i øvrigt over beskyttet oprindelsesland, MSC-mærket dækker over bæredygtigt fiskeri og nøglehullet sættes på fødevarer, der er all round sunde.
Videnskab.dk har kan også byde på den her:































