KORT NYT FRA UDLANDET:
En meget smitsom og dødelig hjernelidelse hos dyr er for første gang blevet opdaget i Europa.
Man har tidligere troet, at sygdommen ‘Chronic wasting disease’ – forkortet CWD – kun ramte rådyr, elke og elge i Nordamerika og Sydkorea, men forskere har nu opdaget hjernelidelsen hos et frigående rensdyr i Norge. Det skriver nature.com.
CWD er en prionsygdom, som overføres af små proteinkomponenter kaldet prioner. Sygdommen er beslægtet med kogalskab, og kan ikke overføres til mennesker. De smittede dyr rammes typisk af vægttab, koordinationsproblemer og adfærdsændringer.
»Det er bekymrende – selvfølgelig især for dyr. Det er en væmmelig sygdom,« siger Sylvie Benested, som forsker i dyrelidelser ved Veterinærinstituttet i Oslo og sammen med sin kollega Turid Vikøren diagnosticerede det syge rensdyr, ifølge nature.com.
Det er fortsat et mysterium, hvordan hjernelidelsen endte i Norge. Men forskerne Sylvie Benested og Turid Vikøren tror, at den måske er opstået spontant hos rensdyret eller har krydset barrieren mellem arter og er overført fra en prionsygdom hos får, der hedder scrapie. Sådan en smitte på tværs af arter er dog aldrig set før.
Et andet helt centralt spørgsmål er desuden, om dette er et sjældent, måske endda et unikt, sygdomstilfælde, eller om hjernelidelsen egentlig er udbredt, men bare uopdaget hos dyr i Europa.
Læs også:
Rensdyr er ved at uddø på verdensplan
Rensdyrs græsning kan påvirke effekten af global opvarmning
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lsd