I begyndelsen af 1970'erne blev palæontologen Stephen Jay Gould verdensberømt i videnskabelige kredse, da han sammen med sin kollega Niles Eldredge introducerede begrebet 'punctuated equilibrium'; et indviklet udtryk for påstanden om, at livet udvikler sig i spring.
Den nu afdøde Gould er i dag en af verdens mest kendte evolutionsbiologer, først og fremmest fordi han skrev en lang række udmærkede, populærvidenskabelige bøger. På det faglige område, er 'punctuated equilibrium' hans mest kendte bidrag.
Beviset falderNu kan et af de første beviser på, at teorien var korrekt, være gennemhullet. I 1970'erne og 1980'erne studerede den amerikanske palæontolog P.G. Williamson fra Harvard fossile snegle fra Turkanasøen i Kenya. Det blev tolket, som at de bekræftede Goulds tese om evolution i spring. Sneglene stammer fra et tidsrum på 3,3 millioner år, og den tids palæontologer mente at kunne se klare tegn på, at sneglene havde gennemgået tre perioder med meget hurtig udvikling med lange, mellemliggende perioder med mere beskedne ændringer.
Den belgiske doktorgradstudent Bert Van Bocxlaer fra universitetet i Ghent har nu samlet fossile snegle fra samme område og tidsepoke og konkluderer, at Williamson tog fuldstændigt fejl. Bocxlaer kan forklare de store ændringer i sneglenes udseende på en meget enklere måde, end ved at tage teorier om evolution i spring i brug. De formodede store spring i punktueret equilibrisk evolution, skriver han, er kun et synsbedrag. Det, Williamson egentlig så, var resultatet af miljøændringer. Når klimaet skiftede mellem våde og tørre perioder, ændrer sneglefaunaen sig.
»Der er ikke tale om evolution, men snarere om invasion af nye arter,« skriver Bocxlaer. Det, Williamson tolkede som evolution i spring, fra en sneglehus-form til en anden, er egentlig en art, som erstattes af en anden. De nye arter havde udviklet sig uden for det undersøgte område og var indvandret - og havde fortrængt sine forgængere - når klimaet tillod dette.
Omdiskuteret teoriTeorien om, at livet udvikler sig med stor fart og kreativitet - i den betydning, at der udvikles mange nye former - i visse perioder, mens der i lange, mellemliggende perioder sker lidt eller ingenting, har hele tiden været omdiskuteret. Den bryder tilsyneladende med Darwin, som forestillede sig en langsom og gradvis udvikling. Men mange kommentatorer har påpeget, at den på ingen måde bryder med Darwins principper og mekanismer.
Andre har påpeget det selvfølgelige i, at evolutionen på nogle tidspunkter går hurtigere end andre, og at Darwin for øvrigt var indforstået med dette: Naturkatastrofer, kontinentaldrift og lignende vil nødvendigvis til tider udrydde arter eller skabe nye habitater og nicher - noget som giver hurtig evolution, men - vel at mærke - en evolution efter Darwins principper. For eksempel: Da fuglene først udviklede evnen til at flyve, stod en hel verden af mulige nicher ledige. Og den efterfølgende evolution gik dermed meget hurtigere. Evolutionspresset var enormt.
Dette bestred Gould aldrig, som i interviewsituationer kunne være uklar om, hvad han egentlig mente, indholdet i hans teori var. Spørgsmålet har så været, om teorien om evolution i spring, 'punctuated equilibrium', beskriver et virkelig interessant fænomen, som man ikke uden videre kan slutte sig til ud fra den almindelige evolutionsteori, eller om det bare er en banalitet; et 'fancy' navn for noget, som sker som en selvfølgelig konsekvens af naturens gang - og noget alle evolutionsbiologer synes er helt uproblematisk.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
