Den har ikke været her længe, men det ser ud til, at den har fået smag for Danmark. Den lille plettede fætter hører normalt hjemme i Østasien og blev første gang set i den danske natur i 2006. Nu er den ikke boligløs længere - den blev nemlig fundet i en københavnsk lejlighed i oktober måned.
I modsætning til de danske mariehøne-arter, så gider den asiatiske mariehøne, Harmonia axyridis, ikke overvintre under en sten eller et stykke træ - den vil bo under ordentlige forhold.
Mariehøne under overvågning Skadedyrslaboratoriet ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet følger den asiatiske mariehøne, som første gang blev observeret i Europa 2001, nøje. For selvom de fleste af os har et forholdsvis romantisk forhold til mariehøns, så opfører den asiatiske mariehøne sig på en måde, der kan vise sig problematisk. Både for andre arter af mariehøns, men også for de mennesker, der må dele lejlighed med den over vinteren.
Den asiatiske mariehøne har nemlig vist sig at være hård i konkurrencen mod andre arter af mariehøns - og kan ultimativt udkonkurrere dem fuldstændig. Og selvom der skal mere til at udkonkurrere os mennesker, så kan den godt være temmelig generende at have som logerende.
Et vanedyr der lugter grimt Den asiatiske mariehøne udskiller nemlig en væske, der kan ødelægge tapet og gardiner og som lugter grimt. Og nogle mennesker er faktisk allergiske overfor den lille mariehøne. Skulle man overleve en vinter i selskab med mariehønen, så skal man ikke glæde sig for tidligt. Den asiatiske mariehøne er nemlig lidt af et vanedyr og vender som regel tilbage til det samme hus vinter efter vinter.
Du kan læse mere om den asiatiske mariehøne og hvad du skal gøre, hvis du finder den i dit hjem, hos Skadedyrslaboratoriet ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet.
































