Det er efterhånden et velkendt problem, at der i forskningsverdenen er en tendens til, at der publiceres langt flere positive end negative resultater. Et positivt resultat kan være, at man bekræfter en sammenhæng mellem x og y, for eksempel rygning og lungecancer.
Negative resultater er, hvis man ikke kan afvise det, man kalder nul-hypotesen – det vil sige, at man ikke kan afvise, at den forskel eller sammenhæng, man finder, blot skyldes tilfældigheder.
Men hvilke konsekvenser har det, når det kun er en del af den virkelighed, forskerne finder frem til, der i sidste ende bliver præsenteret?
Vi spilder tid, penge og liv
Vi spilder tid og penge, når forskere gentager forsøg, fordi der ikke er tilgængelig information om, at andre forskere for eksempel allerede har testet et potentielt lægemiddel og fundet, at stoffet ingen effekt havde, eller værre; at det havde en uønsket effekt. Den slags unødvendige gentagelser af forsøg koster tid, penge, forsøgsdyrs liv og har beviseligt også kostet menneskeliv.
På en mere indirekte måde påvirker den manglende information resultatet af såkaldte meta-analyser, hvor forskere opsamler og gen-analyserer resultater fra flere tidligere sammenlignelige forsøg. Meta-analyser giver et bedre data-grundlag, giver mere robuste resultater og er en uvurderlig metode til at finde sekundære effekter ved for eksempel medicin, som ikke er opdaget før.
Men når dele af data-grundlaget ikke kan inkluderes, fordi negative resultater i vidt omfang mangler i den videnskabelige litteratur, bliver resultaterne fra meta-analyserne skæve i forhold til virkeligheden.
Jagten på opmærksomhed
Men hvorfor er der opstået denne skævvridning af forskningslitteraturen?
Lad os se på incitamenterne. Forfattere og forlæggere har en fælles interesse i, at artiklen og tidsskriftet får så mange citationer som overhovedet muligt, da citationer populært sagt er videnskabens valuta.
For at tiltrække citationer skal artiklen gerne vække opsigt hos andre forskere. De skal lægge mærke til den. Og så vil man også meget gerne fange interessen hos fonde, der bevilliger penge til forskningen, og hos journalister, der skal 'oversætte' forskningen til offentligheden.
I det spil har artikler med positive resultater tilsyneladende så store fordele fremfor artikler med negative resultater, at tendensen går i retning af, at artikler med negative resultater indenfor mange discipliner mere eller mindre er på vej ud af den videnskabelige litteratur.
Det er selvfølgelig meget forståeligt, at der er meget større interesse for en artikel med titlen “Der er evidens for liv på Mars” end for en artikel med titlen “Liv på Mars kan stadig ikke bekræftes”.
Men i en videnskabelig sammenhæng er det et problem, hvis incitamentsstrukturerne er sådan, at det udelukkende er undersøgelser, der kan blive til positive overskrifter, som har en chance for at blive publiceret.
Flere former for skævvridning
Misforholdet mellem positive og negative resultater er desværre ikke den eneste skævvridning, man finder i den videnskabelige litteratur.
For eksempel finder man også, at videnskabelige tidsskrifter favoriserer bestemte typer af studier fremfor andre. Skævvridningen kan også være relateret til selve forsøgsopsætningen, når der for eksempel rapporteres resultater fra en masse forsøgsdyr af hankøn, men ingen af hunkøn.
Det sidste er for eksempel en dårlig strategi i smerteforskning, hvor det har vist sig, at der mellem mænd og kvinder er forskel på den optimale smertebehandling.
Løsningerne er...
Men hvad er så løsningen på disse problemer med skævvridning?
- For det første er det vigtigt, at forskningen er gennemskuelig via 'evidens-baseret forskningsrapportering'. Hermed menes, at afrapporteringen af forsøg udføres med en sådan detaljegrad, at det vitterligt kan gentages af andre forskere alene på baggrund af informationen nedskrevet i den publicerede artikel.
- For det andet bør negative resultater såvel som de positive have mulighed for at blive publiceret.Det kan eventuelt foregå via tidsskrifter dedikeret til studier med negative resultater eller specifikke studie-typer, der ellers er underrepræsenterede i andre tidsskrifter.
- Sidst, men ikke mindst skal incitamentet for forskeren også være på plads i form af evidens-baseret forskningsfunding – det vil sige, at vi som offentlighed også belønner den forsker, der troligt rapporterer både positivt og negativt, og som også forsker indenfor områder, der får os uindviede til umiddelbart at tænke 'so what'?
