Koraller kan leve meget længere, end vi hidtil har troet, viser et nyt studie fra forskere på Penn State, the National Marine Fisheries Service og Dial Cordy & Associates.
Forskerne har bestemt alderen i en særlig type koraller kaldet Acropora palmata. Ifølge forskerne er korallerne mere end 5.000 år gamle. Det er det ældste, man nogensinde har bestemt denne type koraller til at være, og det gør dem potentielt til verdens længstlevende dyr.
\ Læs mere
»Det var overraskende, da det tidligere kun har været koldtvands-koraller, man har bestemt til at være over 1.000 år gamle,« sagde Iliana Baums, der er en af forskerne bag studiet, ifølge sciencedaily.com.
Resultaterne kan bruges til at finde ud af, hvor modstandsdygtige korallerne er. De koraller, forskerne undersøgte har med deres mere end 5.000 år på bagen overlevet mange typer af klimaforandringer. Derfor tyder noget på, at de muligvis også kan overleve de klimaforandringer, vi ser i dag.
\ Læs mere
Før i tiden har man bestemt korallers alder ved eksempelvis at se på størrelsen af kolonien. Man mente, at jo større kolonien var, jo ældre var den.
Der var dog flere problemer ved denne metode, og derfor brugte forskerne denne gang en genetisk tilgang til at bestemme alderen - som de første nogensinde.
De fandt ud af, hvornår æg og sædcelle første gang mødtes for at skabe koral-kolonien. Derefter fandt de frem til antallet af mutationer, der har ophobet sig i genmassen siden dengang.
Mutationer sker med forholdsvis konstant hyppighed og på den måde kunne forskerne altså finde ud af, hvor gammel korallernes arvemasse var.
Resultaterne er udgivet i tidsskriftet Molecular Ecology.
\ Læs mere
\ Læs mere
amo
































