I den brasilianske del af den atlantiske regnskov, som strækker sig 3.000 kilometer fra det nordøstlige Argentina op langs Brasiliens kyst, har man fundet 7 nye miniature-frøarter. De er blandt verdens mindste hvirveldyr - en af frøerne kan sagtens ligge på en tommelfingernegl.
For at sætte det i perspektiv er verdens største hvirveldyr, blåhvalen, cirka 26 meter lang, og det mindste menes at være en fisk (Paedocypris progenetica), der som fuldvoksen kun måler 7,9-10,3 millimeter.
For to år siden blev en ny art af bittesmå frøer kåret som verdens mindste hvirveldyr - Paedophryne amauensis, som lever i Ny Guinea, bliver kun 7,7 millimeter lang.
De seneste fund i Brasilien, som blev offentliggjort i PeerJ, er en smule større - mellem 9 og 13 millimeter. Men de er stadig bittesmå i forhold til stort set alt andet med en rygrad.
Frøerne tilhører Brachycephalus-slægten, som også kaldes 'græskar-frøer', da nogle af dem er strålende orange på oversiden. De lever udelukkende på de konstant tågede bjergsider i Brasiliens atlantiske regnskov, også kaldet 'tågeskoven'.
Den første Brachycephalus-art blev beskrevet så tidligt som år 1824, men de fleste af de - indtil videre - 21 anerkendte arter, er blevet opdaget i løbet af de seneste 15 år. De fund, der blev foretaget for nylig, og vanskelighederne ved at udforske dyrenes utilgængelige habitat, antyder at slægtens diversitet er meget større.
Derfor er frøerne så små
De fleste miniature-frøer har simplificeret tingene som en konsekvens af deres størrelse. De har færre ryghvirvler end deres større slægtninge og færre kraniedele. De har også tit færre fingre og tæer. Almindelige frøer har normalt 4 fingre og 5 tæer, men miniaturefrøerne har kun henholdsvis 3 og 2.
Miniature-frøerne har enkelte fællestræk. De lever i fugtige, tropiske regioner - hovedsagligt i skove. De lever på skovbunden under fugtige blade og væltede træstammer. Det giver mening for så små amfibier. Deres høje overflade-til-kropsvægt-ratio betyder, at de er udsatte for udtørring og tab af vand.
Mange er dog ikke afhængige af vand for at kunne formere sig. Faktisk mangler nogle af arterne det haletudse-stadie, som er typisk for de fleste frøarter. Hunnerne lægger i stedet et lille antal store æg, som udvikler sig direkte til små, uafhængige frøer.
Selvom elimineringen af haletudse-stadiet muligvis har banet vej for nye nicher og yderligere miniaturisering, forstår vi ikke meget om forholdet mellem miniaturisering og formering på jorden. Det menes, at miniaturiseringen har udviklet sig uafhængigt mindst 11 gange i frøer, som lever på land, og i arter der måler mindre end 13 millimeter - inkluderet repræsentanter fra 5 familier og 9 slægter.
Brasilien er et paradis for frøer
Regnskoven langs Brasiliens atlantiske kyst har de fugtige og mangfoldige mikroklimaer, hvor frøerne stortrives. Tågeskovene er hjem for flere end 400 arter, som udgør cirka 8 procent af verdens frø- og tudsearter.
\ Fakta
Tågeskove opstår i subtroperne og troperne i kystnære egne i højder mellem 900 og 3.000 meter, hvor en fremherskende pålandsvind tvinger fugtmættet luft fra havet ind over land. Når luften presses i vejret, vil den afkøles med ca. en halv grad pr. 100 meter opstigning. Derved dannes der lave skyer eller tåge mellem træernes kroner, og temperaturen ligger her på omkring 20 grader hele året. Tågeskove findes i smalle bælter langs kyster, som ellers er træfattige eller helt træløse.Tågeskovene er sjældne og meget sårbare, da de påvirkes voldsomt af klimaændringer som El Niño og af udbredt skovhugst. Biotopen er derfor en af de mest truede på kloden.
Regionens frøer er kendt for en enorm diversitet i forplantningsmetoderne. Her findes intet mindre end 27 forskellige måder at formere sig på, heriblandt den typiske forplantningsmetode karakteriseret ved at æggene, der lægges i vandet, udvikler sig til haletudser, som så forvandler sig til 4 benede frøer.
Men i mange arter - heriblandt adskillige fundet i tågeskoven - bliver æg og/eller haletudserne delvist eller helt fjernet fra vandet.
Nogle frøer lægger eksempelvis deres æg i reder af skum, som flyder på overfladen af vandhuller eller vand, der har samlet sig på planter. Efter æggene er klækkede, færdiggør haletudserne deres udvikling i vandet.
Mange arter vil aldrig blive opdaget
De arter, der blev fundet for nyligt, er, som deres nærmeste slægtninge, gået et skridt videre. De har fuldstændig fjernet æggene fra vandet og har undervejs i processen elimineret haletudse-stadiet fuldstændigt.
Decimeringen af regnskoven langs Brasiliens atlantiske kyst er en af verdens mest alarmerende og desperate miljøproblemer. I år 1500 - da Europa begyndte koloniseringen - var et område på cirka 1.300.000 kvadratkilometer dækket af regnskov.
I dag er der kun 7,6 procent af den oprindelige regnskov tilbage, og den resterende skov er stadig under et stort menneskeskabt pres.
Skovrydningen forårsager, at store områder tørrer ud og udrydder de arter, der ligesom miniature-frøerne er afhængige af de fugtige skove for at kunne formere sig. Ud af de frø- og tudsearter, man finder i regnskoven, findes 81 procent ingen andre steder i verden.
Der findes uden tvivl mange frøarter, vi endnu ikke har opdaget i Brasilien. Men med ødelæggelsernes nuværende fart og udryddelse af arterne er det desværre muligt, at de aldrig vil blive opdaget.
Miranda Dyson hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
De bittesmå frøer, der for nyligt blev opdaget i Brasilien, lever på skovbunden under blade og væltede træstammer i bjergskovene og kommer frem i store mængder i regnvejr. (Foto: Marcio Pie, CC BY-NC-SA)
Regnskoven langs Brasiliens atlantiske kyst har de fugtige og mangfoldige mikroklimaer, hvor frøer stortrives. (Foto: Marcio Pie, CC BY-NC-SA)
Frøarten Paedophryne amauensis. (Foto: Rittmeyer et al, CC BY-NC-SA)
Frøerne har også tit færre fingre og tæer. Her ses Brachycephalus verrucosus. (Foto: Marcio Pie, CC BY-NC-SA)
Frøerne har intet mindre end 27 forskellige måder at formere sig på, heriblandt den typiske forplantningsmetode karakteriseret ved, at æggene, der lægges i vandet, udvikler sig til haletudser, som så forvandler sig til 4 benede frøer.
(Foto: Marcio Pie, CC BY-NC-SA)
