Træer er skønne at klatre i, og for den med de rette evner byder de på næringsrige frugter og beskyttelse fra rovdyr. Et af de store skridt i menneskets udviklingshistorie var derfor, da vores forfædre i Afrika forlod træerne til fordel for et liv i det åbne landskab.

Præcis hvornår det skete har været intenst debatteret, men nu hævder to forskere at have fundet svaret i et nyt studie, der netop er offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift Science.

»Det er et monumentalt øjeblik i menneskets evolution, og jeg mener, at det skete for to millioner år siden med arten Homo erectus,« siger den etiopiskfødte Zeray Alemseged fra California Academy of Sciences i San Francisco, USA, som har ledet studiet.

Vores forfædre levede som aber

Dermed placerer forskerne ikke bare vores løsrivelse fra træerne ved selve vuggen af menneskets slægt, Homo, de viser også, at vores forfædres livsstil lignede abers længere end hidtil antaget.

Særligt viser de, at vores formodede direkte forfader det berømte abemenneske ’Lucy’ (Australopithecus afarensis) og dets artsfæller endnu levede en stor del af tiden i træerne, selvom de også gik oprejst på to ben nede på jorden.

De konklusioner baserer Zeray Alemseged på meget omfattende nye studier af det sensationelt godt bevarede 3,3 millioner år gamle fossil ’Lucy's baby’ - en treårig Au. afarensis - som han offentliggjorde første gang i tidsskriftet Nature i 2006.

Unikt at have to skulderblade

Skulderblade forstener sjældent, og selv når de gør, fragmenterer de meget ofte. Det er derfor meget unikt at have to velbevarede skulderblade fra 'Lucy's baby'. (Foto: Zeray Alemseged/Dikika Research Project)

Fossilet blev fundet kapslet ind forstenet sediment, og det er et ekstremt minutiøst og krævende arbejde at befri de små knogler fra den hårde sten.

Endnu mangler en del, inklusive fødder, ryghvirvler og hoften, men det er nu lykkedes at få de to skulderblade fri.

»Skulderbladene er papirtynde og forstener sjældent, og selv når de gør, er de næsten altid fragmenterede,« siger Zeray Alemseged.

Det er derfor helt enestående at have to intakte skulderblade oven i det tilhørende skelet. Det betyder, at man kan se præcis, hvor musklerne har fæstnet, og hvilke bevægemuligheder skuldrene og armene har haft.

Menneskets skulderblad ændrer sig

Sammen med anatomen Dr. David Green fra Midwestern University i USA lavede Zeray Alemseged et grundigt studie af de fire nulevende menneskeabers skulderblade (menneske, gorilla, chimpanse og orangutang) og sammenlignede både unge og voksne individer.

Det viste sig, at kun menneskets skulderblad ændrer sig for alvor fra barn til voksen, mens de tre skovlevende abers skulderblade bevarer form og funktion, mens de vokser.

Zeray Alemseged fik første gang publiceret en artikel om det sensationelt godt bevarede 3,3 millioner år gamle fossil ’Lucy's baby’ i Nature i 2006. (Foto: Zeray Alemseged/Dikika Research Project)

Med fossile stumper af skulderblade fra voksne abemennesker inklusive Lucy, kan forskerne vise, at også abemenneskenes skulderblade bevarer form og funktion, når individet modnes fra barn til voksen.

Minder mest om gorillaen

Sammenlignet med de nulevende aber kan forskerne tydeligt se, at skulderbladet minder mest om en gorillas, der er funktionelt tilpasset et liv i træerne.

Det stemmer godt overens med flere andre ting. Blandt andet studier, som viser, at abemenneskene levede i skovområder, og at deres kost hovedsageligt bestod af frugt og blade fra træerne.

Dertil kommer, at de var ret små væsner, som har haft brug for at flygte op i træerne fra de store katte blandt rovdyrene.

Dr. Alemseged mener, de har søgt tilflugt om natten og bygget små reder i træerne, ligesom man kender fra nulevende aber.

Ikke blot tomme, evolutionære levn

Det er ikke første gang, forskere har peget på, at Lucy og hendes artsfæller havde en abelignende overkrop, men det er første gang, at forskerne præcist kan studere de enkelte muskelfæstninger i skuldrene og kæde dem sammen med funktionelle studier af nulevende aber.

Babyens skulderblade har meget tilfælles med moderne aber. Bjælken med sorte og hvide striber er fire centimeter lang. (Foto: Zeray Alemseged/Dikika Research Project)

»De har bevaret deres abekarakterer i overkroppen, fordi det har været nødvendigt for deres overlevelse,« siger Zeray Alemseged og forkaster andre forskeres ideer om, at de abelignende karakterer blot var ’tomme evolutionære levn’ i stil med mandens brystvorte.

»Evolutionen skrider langsomt frem, og man glemmer ikke alting, bare fordi man begynder at gå oprejst.«

Vi forlod træerne for 2 mio. år siden

Zeray Alemseged ser dog også den oprejste gang som en monumental udvikling, der blandt andet frigjorde hænderne til andre formål, men det har bare ikke været nok i sig selv til at bane vejen for menneskeslægten.

Den oprejste gang kan mindst spores tilbage til for fem millioner år siden - i millioner af år har vores forfædre altså stadig været afhængige af træerne.

Ved at sammenligne skuldre fra vores abemenneske forfædre og de tidligste på Homo-slægten kan forskerne vise, at vi først slap evnen til at klatre i træerne for omtrent to millioner år siden.

Men hvorfor overhovedet forlade de trygge træer?

»Klimaforandringer for ca. fire millioner år siden gjorde, at skovene blev mere og mere spredte, så vores forfædre var nødt til at komme ned på jorden. Og på jorden er oprejst gang det mest effektive,« siger Zeray Alemseged.

Han peger på, at udvikling til Homo sapiens yderligere betyder et længere kraveben, der er optimeret til at kaste snarere end at klatre. Det har blandt andet givet os evnen til stadig at skaffe os de frugter, vi ikke længere kunne plukke højt i træernes kroner.