Løgne fortælles i et særligt sprog. Det har psykologiprofessor James W. Pennebaker fundet ud af, ved at forske i tusindvis af løgne.

Når vi lyver, har vi færre detaljer med, bruger et mere udtalt følelsessprog og har færre referencer til os selv.

Her kommer en oversigt over løgnens sproglige vendinger og de mimiske mikroudtryk, de pakkes ind i. Og for nu at være ærlig: Artiklen - som oprindeligt er bragt på Kommunikationsforum - kan misbruges som en vejledning i at lyve mere effektivt.

Hvilken version er sand?

Dit ansigt og din kropsholdning afslører, om du lyver. Men ord og vendinger spiller også en betydelig rolle – både når man kommunikerer mundtligt og skriftligt.

I to sekvenser fortæller skuespilleren Elisabeth Von Rosen om samme episode på to forskellige måder. Kun den ene er sand. Læs transkriberingen her på siden. Hvilken version er sand?

I den falske tekst er der færre detaljer

Folk, der skriver sandt, bruger flere ord, bedre beskrivende ord og har flere detaljer med i teksten. Det er lettere at beskrive det, man virkelig har oplevet, end det man skal opfinde. 

Den falske historie savner naturlig autenticitet og dermed troværdighed. Detaljeringsgraden i en historie er ikke bare kendetegnet ved flere faktuelle detaljer, men også ved kompleksiteten i fortællingen.

Det er for eksempel en mentalt krævende opgave at lave indskudte sætninger, hvor man fortæller hvad man ikke gjorde eller ikke tænkte. Det er imidlertid meget normalt i en sand historie.

Falsk: Jeg fik min pung stjålet i dag.

Sand: Jeg fik min pung stjålet i morges. Jeg opdagede det klokken halv fem, da jeg kom fra arbejde, og ville købe mig en hapsdog ved pølsevognen.

I den falske tekst er der flere eksplicitte følelsesord

Når man har en virkelig oplevelse af eller erfaring med noget, forudsættes en række følelser implicit. Hvis ens far er død, siger man ikke, at man er meget ked af det. Det er underforstået, at man er det. En løgnagtig tekst vil derimod eksplicitere indlysende følelser.

Hvilken historie er den sande? (Tekster: Kforum)

Falsk: Vielsesringen lå i pungen, og det er både personligt krænkende, besværligt og følelsesmæssigt hårdt at miste den.

Sand: Jeg havde også min vielsesring i pungen. Nu håber jeg forsikringen dækker tabet.

I den falske tekst er der flere udsagnsord

Desto flere udsagnsord, der bruges i en tekst, desto mere refereres der til begivenheder, der sker her og nu. En falsk historie vil bestå af mange udsagnsord, fordi begivenheden opleves (læs: konstrueres) nu og her, mens den skrives.

En sand historie om begivenheder, der er sket for nogen tid siden, vil ikke blive fortalt som noget, der aktivt sker nu. En, der fortæller sandheden vil for eksempel sige: »Jeg vidste bedre end at gøre det…« hvorimod en løgner vil sige: »Jeg burde have vidst bedre end at gøre det.«

Falsk: Man kunne have sagt sig selv, at han ville tage den. Men nogle gange tænker man sig bare ikke om.

Sand: Jeg vidste, at det var dumt at friste svage sjæle på den måde. Men nogle gange tænker jeg mig bare ikke om.

I den falske tekst er der færre selvreferencer

Personlige stedord som ’jeg’ og ’mig’ er afslørende. Disse typer af ord peger direkte tilbage på fortælleren; de er selvrefererende. Dermed peger de på fortællerens følelser og oplevelser og dermed ejerskab over fortællingen.

Oversigt over, hvilke ord og formuleringer der afslører løgnagtigheden i en tekst. Jo længere til højre i skemaet, jo mere sandt. Selvmodsigelser (discrepancies) og manglende brug af "jeg" (I-words) er typisk for løgne. Skemaet er hentet fra James Pennebakers bog ”The Secret Life of Pronouns”. (Grafik med hjælp fra Kforum)

Det modsatte gælder brugen af ordet ’man’. Den falske tekst er kendetegnet ved, at fortælleren ikke har et reelt ejerskab over fortællingen, da den i nuet bliver kunstigt konstrueret. Det manglende ejerskab viser sig i færre personlige stedord.

Falsk: Man burde jo have vidst bedre, ikke? At stå og vifte med penge i det offentlige rum, når der står en suspekt person bag ved en, er jo ikke for smart.

Sand: Jeg vidste jo egentlig bedre end at stå og vifte med alle de sedler i det offentlige rum.

I den falske tekst er der flere indre modsætninger

Hvis løgneren fortæller en længere løgnehistorie, vil den højst sandsynlig på et tidspunkt vise sig som utroværdig, fordi der opstår indre logiske modsætninger.

Falsk: Jeg gik fra arbejde kl. 17 og handlede på vejen hjem… Jeg var hjemme cirka kl. 17 og begyndte at lave mad.

Sand: Jeg fik fri kl. 17. Jeg handlede på vejen hjem og begyndte at lave mad kl. 18.

I den falske tekst er der flere talefejl og ordsøgninger

Den sande historie handler om at trække kendt og hengemt viden og erfaring frem fra hukommelsen og blot beskrive, hvad man oplevede. Det er umuligt for en løgner, og løgneren vil derfor typisk lave flere talefejl og ordsøgninger.

Talefejl er for eksempel, når man udtaler eller bruger forkerte eller upassende ord i situationen. Ordsøgninger optræder, når man bruger flere øhh'er og længere pauser, hvor man søger efter det rigtige ord.

Falsk: Øhh, jeg tror nok, det var i sommer, nej i foråret, æhh, at jeg øhh, fik kattekillingen.

Sand: Vi fik kattekillingen i april måned.:

Løgnens mikroudtryk

Har man styr på ovenstående, sproglige løgnedetektor, mangler man at kunne styre sin krop og sit ansigtsudtryk. Psykologen Paul Ekman har forsket i såkaldte mikroudtryk, som afslører løgn.

Han opererer med syv grundfølelser, som vi udtrykker i ansigtet. Når vi lyver, viser vi det helt ubevidst via disse ansigtsudtryk:

• Angst
• Afsky
• Frygt
• Overraskelse
• Foragt
• Sorg
• Glæde

Mikroudtryk og kropslige reaktioner

En løgner vil prøve at skjule eller undertrykke en følelse eller et udtryk, der rejser sig spontant. Omvendt vil en løgner forsøge at producere en falsk følelse eller udtryk, der ikke melder sig naturligt og spontant.

Han vil for eksempel fremtvinge et smil, når han fornemmer, at det kan tjene hans sag og omvendt undertrykke et smil, hvis han tænker, det ikke er til hans fordel.

At lyve kræver mere mental energi, og det viser sig i mikroudtrykket. Træthed eller angst for at blive opdaget kan for eksempel ses i pludselige og korte (under et sekund) udtryk af foragt eller væmmelse ved situationen.

Løgneren vil samtidig have en tilbøjelighed til at blinke mere, se mere væk og pille mere ved ansigtet eller genstande. Disse kropslige reaktioner afslører løgneren.