Sprogteknologi skal sikre dansk mod digital udryddelse
24 september 2012

Ny rapport fra sprogforskere på Københavns Universitet, CBS og Dansk Sprognævn viser, at Danmark sakker bagud på det sprogteknologiske område. Hvis der ikke kommer flere digitale sprogresurser på dansk, kan det få negative konsekvenser for det danske sprogs overlevelsesmuligheder i den digitale verden, skriver Københavns Universitet

Når Google Translate oversætter den danske sætning "Han hælder olie på panden" til "He pours oil on the forehead", kan vi godt grine lidt ad oversættelsesmaskinens mangelfulde håndtering af nuancerne i det danske sprog. Men ifølge sprogforskerne illustrerer eksemplet, hvad der sker, når et sprog ikke er tilstrækkeligt dækket ind med sprogteknologiske data:

»Google Translate og andre oversættelsesprogrammer er fremragende redskaber.  Men hvis vi ikke sikrer, at oversættelsesmaskiner også kan fungere ordentligt på dansk, risikerer vi, at værktøjer som netop Google Translate på længere sigt vil skade mere, end de gavner,« siger professor Bolette Sandford Pedersen fra Center for Sprogteknologi ved Københavns Universitet.

Problemet er, at udviklingen af f.eks. maskinoversættelsesprogrammer og søgemaskinerne på internettet primært foregår i kommercielt regi og i udlandet. Det danske marked er ikke stort nok til, at det kan bære udviklingen.

»I sidste ende kan det betyde, at danskerne ikke gider bruge de sprogteknologiske redskaber, fordi de alligevel ikke fungerer ordentligt på dansk, eller værre: ikke gider bruge dansk i digitale sammenhænge, fordi det er for upraktisk,« vurderer Bolette Sandford Pedersen.

Rapporten er det danske bidrag til EU-initiativet META-NET's undersøgelse af 30 europæiske sprogs status på det sprogteknologiske område. De 30 rapporter viser, at dansk ikke er enestående: 21 af de undersøgte sprog mangler helt grundlæggende sprogteknologiske resurser for at kunne klare sig digitalt.

Læs også på Videnskab.dk

Danskerne taler hurtigere end svenskerne

Musik er nøglen til vores bevidsthed

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.