Forsker opfinder ny udgave af ’Moore’s Lov’
13 september 2011

Amerikanske forskere har for første gang påvist, at computeres energieffektivitet fordobles cirka hver 18. måned. Det skriver technologyreview.com

Konklusionen, der bakkes op af data fra seks årtier, afspejler den såkaldte ’Moores lov’ - Intel's grundlægger Gordon Moore’s observation om, at computeres regnekraft fordobles hver 18. måned.

De nye resultater har derfor fået navnet ’Koomey’s Lov’ efter den ledende forsker bag studiet, Jonathan Koomey, lektor ved Stanford University.

Men Koomey’s resultater kan være af endnu større betydning end Moore’s Lov, i takt med at udviklingen af batteridrevne enheder som telefoner, tavle-pc’er og sensorer skrider frem.

»Idéen er, at den mængde batteri, som computerchips bruger for at opnå en bestemt regnekraft, falder med en faktor to hver 18. måned,« forklarer Jonathan Koomey.

Forskningen er gennemført i samarbejde med Intel og Microsoft, og resultatet er offentliggjort i ​​IEEE Annals of History of Computing.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.