Videnskab.dk kom i fint selskab, da tre priser mandag blev uddelt under Europas største videnskabskonference, ESOF 2014, i Carlsberg Byen
Journalist og nyhedsredaktør Thomas Hoffmann modtog én af de såkaldte European Science Writer Awards for blandt andet en kritisk artikelserie om forskningscentret OPUS, der under ledelse af professor Arne Astrup og entreprenør Claus Meyer undersøger, om Ny Nordisk Mad er særligt sund.
»Prisen er en stor anerkendelse, og jeg er pavestolt over, at den er givet til en medarbejder på Videnskab.dk,« siger Videnskab.dk’s chefredaktør Vibeke Hjortlund og fortsætter:
»Vi har et dygtigt og flittigt hold, der hver dag trækker et stort læs for at få gode historier med solid viden ud til brugerne. At Thomas Hoffmann har leveret arbejde af prisvindende kvalitet er en fjer i hatten for alle. Vigtigst er det, at vores brugere fortjener kvalitet, og det forsøger vi hver dag at levere. Prisen dokumenterer, at det lykkes jævnligt.«
Prisen blev uddelt af organisationen EuroScience Foundation, der samtidig uddelte Senior Award-priser til Weekendavisens videnskabsjournalist Lone Frank, samt til ægteparret Helle og Henrik Stub som i mange år har skrevet både bøger og artikler til magasinet Illustreret Videnskab.
Prismodtagerne slutter sig til et fint selskab af prismodtagere fra hele Europa, der gennem de seneste 13 år er blevet belønnet for indsatsen med at udbrede videnskab. Den første pris blev i 2001 givet til chefredaktør for det internationalt anerkendte tidsskrift Nature, Philipp Campbell.
Thomas Hoffmann fik ifølge bestyrelsesformand Wilhelm Krull prisen Junior Science Writers Award for
-
sin kritiske journalistiske dækning af forskningen og kommunikationen i OPUS, samt for
- som nyhedsredaktør at være stærk til at 'udvælge emner, prioritere dækningen og sikre, at artiklerne har den højeste kvalitet, både når det gælder substansen i forskningen, samt i præsentationen til offentligheden.'
»Det er selvfølgelig fantastisk at få sådan et skulderklap, og det er en god pejling af, at vi gør noget rigtigt på Videnskab.dk,« konstaterer Thomas Hoffmann.
I 2010 modtog Videnskab.dk også Mediernes Internet Pris 2010 i kategorien 'Bedste nye publicistiske tiltag på internettet'.