Klimamodeller: Besat af fremtiden

Vi forventer, at det globale klima bliver varmere. Temperaturerne stiger, og det samme gør vandstanden i verdenshavene.

Hvorfor forventer vi det?

Det gør vi, fordi klimamodellerne forudsiger det.

Men klimamodellerne bliver ikke bare brugt til nøgternt at forudsige fremtidens klima. De bliver også brugt til at skabe viden og autoritet til at træffe politiske beslutninger.

Verdenssamfundet er i dag besat af at vide, hvad der sker i fremtiden, og det har givet klimamodeller og folkene bag klimamodellerne en stor politisk rolle.

Forsker i klimamodeller

Nyt dansk forskningsprojekt skal med støtte fra Det Frie Forskningsråd kortlægge, hvordan klimamodeller gik fra at være en meget lille videnskabelig disciplin til at være en ubestridelig magtfaktor, der har stor indflydelse på nutidens forståelse af klima som begreb.

Forskningsprojektets arkitekt, Matthias Heymann fra Aarhus Universitets Institut for Fysik og Astronomi – Videnskabsstudier, fortæller:

»I dag er vores samfund utroligt interesseret i at vide, hvad der sker i fremtiden. Hvordan kommer klimaet til at ændre sig? Hvad sker der med økonomien? Hvordan ser det ud med arbejdsløsheden? Vi har skabt en kultur og kulturelle holdninger, hvor beslutninger bliver baseret på de ændringer, som vi forventer kommer i morgen. Vi kalder det ’cultures of prediction’. Vi vil gerne undersøge, hvordan den kultur opstod. Her kigger vi på udviklingen og brugen af klimamodeller i deres formative periode mellem 1960 og 1985,« siger han.

Klimamodeller brød en tradition

Hovedrolleindehaverne i forskningsprojektet - klimamodellerne - så dagens lys i 1950'erne.

Forinden da sad klimatologer tungt på forståelsen af begrebet klima. Her var det geografi, observationer og store mængder empiri, der lå til grund for en klimaforståelse, der var forankret lokalt. Man talte om klimaet i København eller Moskva som afgrænset og uforanderligt.

Men verden omkring klimatologerne var til gengæld ikke uforanderlig. Med efterkrigstidens teknologiske udvikling var muligheden opstået for, at forskere kunne bruge computere til at lave matematiske beregninger hurtigere og større end nogensinde før.

Denne mulighed blev samlet op af en ny gruppe klimaforskere, der ikke var traditionelle klimatologer. Meteorologer, fysikere og computerfolk skabte i fællesskab en ny forskningsdisciplin, der indebar numerisk modellering af klimadata.

Klimavidenskaben skiftede fokus

Fokus i klimavidenskaben skiftede i den nye forskningsdisciplin fra den traditionelle geografiske klimatologi til den fysiske forståelse af klima, som findes i klimamodeller i dag. Dynamikken af vejret og klimaet blev beskrevet i gensidigt afhængige matematiske formler.

Det var nyt og spændende for de kun omkring 100 modelleringsfolk i klimamodellernes spæde barndom i 1960'erne.

Ideen var at fremme forståelsen af atmosfæriske processer og skaffe en bedre klimateori; men det var endnu ikke klart, hvor denne nye forskningsdisciplin ville lede dem hen, eller hvilken effekt det ville få på fremtidens forståelse af klimabegreb og klimaforandringer.

»Man gik fra at observere til at integrere observationer og modellering. Med klimamodellerne kunne man beregne og forstå processerne i atmosfæren på en helt ny måde, der var utænkelig førhen. Det var en decideret udfordring af de traditionelle klimatologers klimaforståelse og ideer om klimaforskning,« fortæller Matthias Heymann.

Klimamodeller gav debat

Det var dog langt fra alle, der var lige begejstrede for de nye klimamodeller, der var meget simplificerede og ikke imponerende præcise til at starte med.

De traditionelle klimatologer var kritiske over for denne nye metode til at se på klima på, der syntes at være meget usikker. Det affødte en debat om den rigtige vej til at udforske klimaprocesser, der i retrospekt også handlede retten til at definere, hvad der menes med klima.

På den ene side stod de traditionelle klimatologer med deres empiri og forestilling af et stabilt og lokalt klima, mens der på den anden side stod modelfolk og advokerede for et mere dynamisk og foranderligt klima, der var koblet globalt.

»Vi ved i dag, at klimamodelfolkene trak sig sejrrigt ud af debatten. Klimabegrebet overgik gennem 1960erne og 1970erne til en ny form, hvor det nu drejede sig om at forstå klima globalt som varieret og foranderligt,« siger Matthias Heymann.

Klimamodeller kunne se ud i fremtiden

Klimamodellerne åbnede i løbet af 1970erne og 1980erne op for en ny mulighed, der gik ud over forståelsen af de atmosfæriske processer, som styrede klimaet.

De stadigt mere avancerede modeller kunne efterhånden også benyttes til at forudsige klimaet 50, 100 eller 300 år ud i femtiden.

Prioriteringen i klimaforskningen, som består af mange forskellige discipliner ved siden af klimamodellering, blev at bedrive forskning, der kunne fodre klimamodellerne med data, der ville gøre deres forudsigelser mere præcise.

»I løbet af ganske få årtier gik klimamodellerne fra at opstå til at præge alt forskning inden for området. Tidligere klimatologer lavede nu næsten udelukkende forskning, der kunne bruges til netop det. Der var dog stadig folk, der troede på andre metoder end klimamodeller, ikke mindst da man i 1970'erne og 1980'erne stadig ikke kunne observere klimaforandringerne på grund af stigende CO2 koncentrationer,« uddyber Matthias Heymann.

Magtposition cementeret

Ved udgangen af 1990'erne stod det dog klart, at klimamodellerne med stor sandsynlighed havde ret i deres generelle forudsigelse af stigende globale temperaturer.

En masse meteorologiske målinger af temperaturer rundt om i verden viste, at klimaet var blevet varmere end før. Da klimaforandringerne blev målbare, blev klimamodellernes position også styrket.

Samtidig blev klimamodellerne en del af en større kulturel karakteristik i samfundet, som i voksende grad blev afhængig af information om forandringer i fremtiden.

Hvor meget stiger vandstanden? Hvilke landområder kommer til at stå under vand? Hvordan kommer økonomien til at se ud om 10, 15, 20 år? Kommer der flere eller færre ældre i de offentlige systemer, og er der arbejde nok til alle dem, der skal holde hjulene kørende?

Forandringerne skulle imødekommes af politikere, og klimamodellernes, de økonomiske modellers, arbejdsløshedsmodellernes forudsigelser gav politisk autoritet til at foretage politiske tiltag til forandringer.

Politiske reformationer, tiltag og forandringer kan i dag alt sammen legitimeres, hvis en computermodel har forudsagt, hvad der sker, hvis vi ikke gør noget.

Det gælder i særdeleshed klimamodellerne, der viser scenarier af verden om 50 år, der indeholder større risici, hvis vi ikke ændrer ved den måde, vi lever på i dag. På samme måde giver klimamodeller en idé om, hvordan ændringer af klimapolitik og CO2-udledning kan forhindre den fremtidige klimaudvikling.

Det skal forskerne finde ud af

I projektet fra Aarhus Universitet skal Matthias Heymann og hans kollegaer forske i klimamodellernes historie - deres opståen og vej mod magtens tinde.

Det hele skal munde ud i en større forståelse af samfundet og samfundets udvikling mod en mere fremtidsorienteret interesse.

»Vi vil gerne kunne forstå samfundet, som det er. Hvorfor gennemgår vi den udvikling, vi gør? Og hvorfor er vi for tiden så interesserede i forudsigelser?« siger Matthias Heymann.

I studiet undersøger Matthias Heymann og hans kollegaer historisk materiale af og om de personer, der spillede en stor rolle i klimamodellernes barndom - eksempelvis klimatologen Hubert Lamb. Det drejer sig om både deres publicerede arbejde, men også deres mere private tanker om emnet.

Forskningenn inkluderer derfor også interviews med de involverede personer selv eller folk, der stod tæt på de involverede personer.