I et stort særnummer af det videnskabelige tidsskrift Science offentliggør et hold af 47 forskere i dag ikke mindre end 11 artikler om et sensationelt fund fra Afar-regionen i Etiopien: Det ældste skelet af en menneskelig forfader.

Fundet har været 17 år undervejs, fordi processen var ekstrem vanskelig og fordi den ledende forsker, palæoantropologen Tim White fra University of California, Berkeley, USA, ikke har villet vise fundene frem før de var helt færdigstuderet.

Nu åbenbarer White og kolleger så forstenede knogler, tænder og kranieskaller fra over 100 eksemplarer af 4,4 millioner år gamle abemennesker kaldet Ardipithecus ramidus. Helt uovertruffen fremstår et utroligt velbevaret eksemplar kaldet 'Ardi' med kranium, tænder, armknogler, hænder, benknogler, fødder, bækken mm.

Ligesom den verdensberømte 'Lucy' var Ardi en hun, som har vejet ca. 50 kg og været ca. 120 cm høj. Og ligesom da Lucy blev fundet i Etiopien i 1974 sætter Ardi et nyt pejlemærke for forståelsen af menneskets oprindelse nu 1 mio. år tidligere end Lucy og meget tæt på roden til menneskets udviklingslinje efter splittet fra chimpanserne.

»Vi troede Lucy var århundredets fund, men i bagklogskabens lys var den det ikke,« siger professor Andrew Hill fra Yale University, som ikke selv har deltaget i forskningen, men er meget begejstret:

»Det var ventetiden værd.«

Samtidig offentliggør forskerne mere end 150.000 forstenede fund af dyr og planter, der giver et detaljeret billede af hvilke omgivelser vores forfædre levede i. Sammen med det store antal skeletdele giver det forskerne et helt enestående godt indblik i Ardi's biologi.

Ardi mere primitiv end Lucy

Ardi er betragteligt mere 'primitiv' end Lucy, der er et senere udviklingstrin på vores udviklingslinje, som menneskets slægt Homo formentlig udvikledes fra, og Ardi kan ses som mellemleddet mellem Lucy og menneskets fælles forfader med chimpanserne, der levede for 5-6 mio. år siden.

Der findes i hvert fald to ældre fund af potentielle menneskelige forfædre (Sahelanthropus tchadensis og Orrorin tugenensis) men begge er meget omdiskuterede, fordi der ikke er bevaret ret meget (hhv. et kranium uden skelet og en lårbensknogle).

»Disse nye fund er det tætteste, vi nogensinde er kommet på den sidste fælles forfader og det gør det muligt at sige noget om, hvad det var for et væsen,« siger Tim White.

Ardi-skelettet. (Foto: T. White)

Selv om Ardi ikke selv er den fælles forfader med chimpansen, kaster hun med en blanding af 'primitive' og 'moderne' træk nyt lys på menneskets udvikling.

Menneskehånd

Noget af det mest overraskende er, at Ardi ikke ligner nutidige chimpanser ret meget og f,eks. hverken har været knogænger eller svunget sig i grenene som chimpanser gør. I træerne har hun derimod gået på alle fire og på jorden har hun gået oprejst.

Et eksempel er Ardis hånd, der ikke ligner chimpansens og viser at chimpansens hånd har udviklet sig radikalt fra vores sidste fælles forfader og i dag er en højt udviklet og specialiseret hånd.

»Vores hånd var mere menneskelignende næsten fra begyndelsen, når man ser på længden af håndfladen eller længden af fingrene,« siger Tim White.

Foden adskiller sig også fra chimpansens - den har godt nok gribetåen, der bruges til at holde om grenene, men chimpansen har siden udviklet en helt speciel fod tilpasset knogang, som ikke ses hos Ardi.

Ardi er fundet i Afar-regionen i Etiopien, hvor også mange andre skelsættende fund af de ældste menneske-forfædre er gjort. (Kort: Science/AAAS)

Også tænderne er meget forskellige fra chimpansens og viser, at Ardi spiste en langt mere varieret kost end chimpanser, der er specialiseret til modne frugter. Denne specialisering må derfor være opstået i chimpansens linje og har altså ikke været der i vores fælles forfader.

Chimpanser er lige så udviklede som mennesker

Det er alt sammen meget overraskende, fordi forskerne hidtil har antaget, at den fælles forfader har lignet vores nærmeste nulevende slægtninge chimpansen meget. Men Ardi afslører altså, at chimpanser ligesom mennesker har udviklet sig langt væk fra den oprindelige fælles forfader.

Chimpanser er med andre ord ligeså højt udviklede som mennesker - bare i en anden retning - og derfor afslører fundet af Ardi også, at de i virkeligheden er en ret dårlig model for at forstå vores evolution. Mennesker og chimpanser er simpelthen splittet op og har meget tidligt tilpasset sig hver deres vidt forskellige niche.

Men hvad har så drevet udviklingen af menneskets linje?

Historisk set har forskerne haft mange bud som 'den oprejste gang', 'redskabsbrug', 'en stor hjerne', 'jagt', 'krig' osv., der alle har vist sig ikke at holde vand.

Disse nye fund er det tætteste, vi nogensinde er kommet på den sidste fælles forfader

I stedet giver fundet af Ardi et yderst interessant bud: En ny social struktur som drivkraft.

Menneskets udvikling drevet af social struktur

Hypotesen fremsættes af en anden af de ledende forskere C. Owen Lovejoy fra Kent State University, USA. Han hæfter sig ved, at Ardis hjerne var på størrelse med en chimpanses, men dens ansigt og specielt hjørnetænderne var meget mindre.

Hos andre primater som chimpanser, bavianer og gorillaer er hjørnetændernes størrelse helt afgørende for om hannerne får adgang til at parre sig. Hjørnetænderne bruges primært som våben i hannernes indbyrdes dominans kampe, men blandt de mange Ardipithecus-fund er det tydeligt, at hannernes hjørnetænder var korte og flade.

Fundene afslører også, at der ikke var særlig stor forskel på størrelsen af hanner og hunner, hvilket igen kraftigt indikerer, at hunnerne ikke valgte mage på basis af ren råstyrke, som de andre menneskeaber.

Det har fået Lovejoy til at foreslå, at den sociale dynamik hos Ardipithecus var helt anderledes og den meget aggressive adfærd, hvor chimpansehanner kæmper indbyrdes om hunner i brunst ikke foregik i vores linje.

Pardannelse fjernede aggressiv adfærd

Lovejoy foreslår, at Ardipithecus ligesom mennesker dannede par, hvor hannerne så at sige overførte den aggressive energi til at investere langt flere ressourcer i afkommet. Her kan den oprejste gang komme ind i billedet, fordi den har givet hannerne mulighed for at bære mad langvejs fra og dermed sørge for de mere sårbare moder og afkom. Yderligere er mennesket enestående blandt primater ved ikke at reklamere med kvindens ægløsning og dermed hvornår chancen for at blive gravid er størst.

Hvis Lovejoys teori holder vand kan dette træk have meget dybe rødder i menneskets evolution, fordi det har styrket båndet mellem han og hun, da hannen så at sige var tvunget til at vogte over sin mage hver eneste dag. Og tilsvarende kan kvinders permanent store bryster have dybe rødder, fordi de så at sige har forhindret hannerne i at skelne mellem hunner, der ammede og hunner der ikke gjorde og dermed var frugtbare.

Så ved at kæde de små hjørnetænder, den lille forskel på kønnenes størrelse og den oprejste gang sammen ved roden af menneskets linje tegner Lovejoy en spændende 'social' hypotese for udviklingen af menneskets linje: vi var den omsorgsfulde, monogame abe.