For ca. 12.000 år siden slap indlandsisen grebet om vores land og trak sig langsomt tilbage efter mere end 100.000 års istid.

Små, hårdføre vækster indtog de nøgne vidder og dunkle fyrreskove iblandet birk, og elm skød op.

Med væksterne kom dyrene, og med dyrene fulgte rensdyrjægerne, som forskerne længe har set som de første til at befolke Danmark og derfra hele Skandinavien.

Men nu viser DNA fra de gamle jægerfolks kranier og skeletter, at man har haft et for simpelt billede af de første skandinaver. Et billede, som kun er den halve sandhed.

»De genetiske mønstre viser, hvordan Skandinavien blev koloniseret efter istiden, både af en migration fra Sydvesteuropa direkte op i Skandinavien og kort efter en anden migration fra det nuværende Rusland, der gik nord om iskappen og ned langs Atlanterhavskysten,« siger professor i genetik ved Uppsala Universitet, Sverige, Mattias Jakobsson, som står bag forskningen, til Videnskab.dk.

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PLoS Biology.

Russiske jæger-samlere medbragte jagtredskaber

Med sig bragte de 'russiske' jæger-samlere nye, avancerede redskaber til jagt, hvis ankomst til Skandinavien længe har været en gåde for arkæologerne.

»Det er et interessant og vigtigt resultat, fordi det bekræfter, at Skandinavien blev koloniseret tidligt og fra både øst og vest, noget, som arkæologerne har diskuteret længe,« siger arkæologen Kristian Kristiansen ved Göteborg Universitet til Videnskab.dk. Han har ikke deltaget i studiet, men været med til at opklare senere migrationer i bronzealderen.

Det samme fortæller arkæolog og stenalderekspert ved Københavns Universitet Mikkel Sørensen, der selv offentliggjorde en hypotese i 2013 om, at Skandinavien både blev befolket fra syd og fra nordøst.

»Det er særdeles interessante fund, og de bekræfter den arkæologiske hypotese,« siger Mikkel Sørensen.

»Studiet er det første, som genetisk diskuterer Skandinaviens første indvandring, men det er del af et større fossilt DNA-forskningsgennembrud, som gennem de sidste 10 år har publiceret stadig nye undersøgelser af bedre kvalitet omkring vores genetiske ophav.«

Kort over fundene, der indgår i analysen. Lagkagediagrammerne viser, hvor stor en del af hvert genom, der kommer fra jæger-samler-forfædre i hhv. Vest-/Centraleuropa (grøn) og Rusland (brun). Det underbygger en hypotese om, at russiske jæger-samlere migrerede nord om iskappen og fulgte den norske vestkyst til sydspidsen af Norge, mens rensdyrjægere fra Vesteuropa migrerede til Norge og Sverige over Danmark. (Illustration: PLOS Biology/Günther et al.)

Nutidens skandinaver har fået ’kulde-gen’ fra jæger-samlerne

Forskerne finder blandt andet, at vi den dag i dag bærer på gener fra jæger-samlere, inkl. et gen kaldet TMEM131, som, forskerne tror, kan være en fysiologisk tilpasning til det kolde, skandinaviske klima.  

»Det er meget interessant, at selvom det meste af vores øvrige arvemasse er blevet skiftet ud og opblandet gennem folkevandringer i de efterfølgende årtusinder, ser det ud til, at der har været en god evolutionær grund til at bevare den oprindelige udgave af TMEM131 fra de skandinaviske jæger-samlere og frem til os i dag,« siger adjunkt ved Center for GeoGenetik Morten E. Allentoft, som heller ikke har deltaget i studiet, men ligesom Kristiansen var med til kortlægge migrationerne i bronzealderen.

Læs mere om 'kulde-genet' længere nede i artiklen.

Klimamodeller satte forskerne på sporet

DNA-teknologien har de seneste år revolutioneret studierne af vores tidlige historie, fordi forskerne i dag kan kortlægge arvemateriale fra titusinder år gamle menneskelevn og dermed direkte læse, hvem de tidlige mennesker var, og hvordan de er beslægtet indbyrdes og med os i dag.

Men faktisk var det en anden nyudvikling, som satte forskerne på sporet af de nye brikker i vores tidligste skandinaviske historie.

»For relativt nyligt har klimamodeller vist, at Atlanterhav-kysten blev isfri tidligt, mens iskappen stadig lå inde centralt i Skandinavien,« siger Mattias Jakobsson.

Den forståelse åbnede for en helt ny rute ned langs Norges kyst; en rute, som man ellers, logisk nok, havde troet var blokeret af isen, og det fik arkæologerne til at granske deres fund på ny.

Klimamodeller af isens udbredelse for hhv. 22.000, 11.000 og 10.000 år siden viser, hvordan Atlanterhavskysten er blevet isfri tidligt og har tilladt ‘russiske’ jæger-samlere at migrere ind og ud af alle de små fjorde. (Illustration: PLOS Biology/Günther et al.)

Gådefulde jagtredskaber åbnede for ny hypotese

Ikke mindst kiggede forskerne nærmere på en udfordrende gåde, nemlig en ny type stenredskaber, hvor man i stedet for at slå flint til store pilespidser, har trykket småbitte og meget skarpe 'mikroflækker' af og fæstnet dem på et skaft.

Gåden er, at de ældste fund er gjort i det nordligste Norge - længst væk fra indgangsporten i syd - så det nærmest ser ud, som om redskaberne faldt ned fra himlen for 10.000 år siden og spredtes til resten af Skandinavien.

Det var de redskaber, Mikkel Sørensen og kolleger kom med en alternativ forklaring på for fem år siden.

»Hypotesen var, at Skandinavien både blev befolket fra syd af jægersamlere fra Vesteuropa for ca. 11.000 år siden og fra nordøst gennem Lapland til Syd-skandinavien af jæger-samlere fra det Vestrussiske område fra omkring 9-10.000 år siden,« siger Mikkel Sørensen.

DNA bekræfter nu hypotesen

Med fossilt-DNA fra syv af de ældste menneskelevn, fundet i Skandinavien, kan Jakobsson og kolleger nu bekræfte hypotesen:

• Fire genomer kommer fra levn, der er fundet på Gotland og Stora Karlsö ud for Gotland og udgravet i 1800- og 1900-tallet
• To andre levn er helt nyopdagede fra en undersøisk udgravning i Hummerviken i det vestlige Norge

• Det sidste er en kæbe fra Steigen i Nordnorge, som blev fundet tilfældigt i en klippesprække for få år siden og dateret til at være 6.000 år gammel.

De seks første levn er mellem 8.000 og 9.500 år gamle og repræsenterer en femtedel af de ældste menneskelevn, man kender fra Skandinavien.

Dertil kan forskerne sammenligne med flere andre genomer, som Jakobssons gruppe og andre tidligere har kortlagt fra samme periode i Sverige og Europa

»Vi ved fra tidligere, at der for 8-10.000 år siden grundlæggende set eksisterede to grupper af jæger-samlere i Europa - en i vest/central Europa som Luxembourg og Tyskland og en østlig i det nuværende Rusland,« siger Mattias Jakobsson.

Kæben fra Steigen, som den blev fundet liggende frit. Kun datering afslørede, at den var fra en oldgammel jæger-samler. (Foto: Venstre Gunnar Svalbjørg, højre Kerstin Lidén/PLOS Biology/Günther et al.)

Genetikken afslører migrationsbølge

Med de nye genomer kan forskerne sammenligne jæger-samlerne internt i Skandinavien fra øst til vest og nord til syd og se, hvor tæt beslægtede de var med de to potentielle europæiske stampopulationer uden for Skandinavien.

Alle de skandinaviske jæger-samler genomer viser sig at være en blanding af de to europæiske grupper, men når forskerne ser på, hvor stor del af hvert enkelt genom der kommer fra jæger-samlerne i henholdsvis Vest- og Centraleuropa og i Østeuropa, afslører der sig en tydelig geografisk gradient.

Stik mod den traditionelle logik om, at Skandinavien blev befolket fra én enkelt retning viser det sig, at de norske genomer bærer mest arvemateriale fra de russiske jæger-samlere, som geografisk set er længst væk fra det vestlige og nordlige Norge.

Om omvendt er de, som bærer mest genetisk materiale fra jægersamlerne i Vesteuropa, de gamle skandinaver omkring Gotland i det østligste af Skandinavien.

»Den bedste forklaring på de genetiske mønstre er, at en migration af vesteuropæiske jæger-samlere er kommet ind i Skandinavien fra syd, og de østlige jæger-samlere er gået nord om iskappen,« siger Mattias Jakobsson.

I det scenarie var det de 'russiske' folk, som bragte de nye stenredskaber med sig, og det får brikkerne til at falde nydeligt på plads i det arkæologiske puslespil.

Forskellige potentielle ruter ind i Skandinavien. De genetiske fund passer med billedet indrammet af en orange kasse. (Illusteration: PLOS Biology/Günther et al.)

Et stort, nyopdaget kulturmøde

»Ud fra de nye undersøgelser må vi forestille os, at to kulturgrupper har mødt hinanden efter at have været adskilt gennem mange årtusinder et sted i Nordskandinavien for omkring 10.000 år siden,« siger Mikkel Sørensen.

Begge grupper har været jæger-samlere, men den vestlige har haft bådteknologi og erfaring med at leve langs Atlanterhavets kyster i et arktisk-tempereret klima, mens den østlige gruppe har været skov-taiga jægere med erfaringer fra de vestsibiriske lavland, fortæller Mikkel Sørensen og fortsætter:

»Denne gruppe har derfor med stor sandsynlighed haft en særdeles udviklet indlandslogistik, blandt andet har de kendt til innovationer som ski og muligvis slæder.«

Ifølge Mikkel Sørensen må disse to grupper med deres forskellige tilpasning også have haft forskellige kosmologier, forskellige sprog, forskellige boligtyper og klædedragter.

Han fortæller, at arkæologerne allerede arbejder intenst på at opklare mere om, hvordan det møde foregik, og hvilke konsekvenser det kulturelt fik for Skandinaviens befolkninger.

F.eks. hvilke andre ideer og teknologier der blev introduceret igennem det kulturmøde.

Fantastisk velbevarede menneskelevn af de tidligste jæger-samlere i Skandinavien blev fundet i 1860’erne i udgravninger på Stora Karlsö ud for Gotland i det østlige Sverige. (Foto: Hjalmar Stolpe. Antiquarian Topographical Archives (ATA), Stockholm)

Jæger-samleres fysik var tilpasset til klimaet

Det står også klart, at det ikke kun var kultur, der blev udvekslet - de to folk havde masser af sex og smeltede sammen.

Forskerne kan se, hvordan befolkningerne hurtigt har ændret udseende, og det 'skandinaviske look' med lys hud, blond hår og blå øjne er blevet udbredt.

Forandringen viser tydeligt en evolutionær selektion for genetiske varianter, som giver en lav pigmentering af hud, hår og øjne.

Det hænger formentlig nøje sammen med klimaet på de nordlige breddegrader og den fattige mængde sollys.

Lyset er vigtigt for at danne D-vitamin i huden, og da pigment er vores naturlig solcreme, har mindre pigment været med til at kompensere for den mindre mængde.

Det har givet både lys hud, blond hår og blå øjne, fordi pigmenterings-gen-varianterne spiller en bred rolle for både hud, hår og øjne. (Blå øjne skyldes ikke et blåt farvestof, men mangel på brunt pigment).

»Det er et af de få steder i genomet, hvor vi ser en kontinuitet frem til os i dag,« siger Mattias Jakobsson.

Gen-variant findes stadig i skandinaver i dag

Tilsvarende kan gen-varianten TMEM131 også være relateret til klima.

Den udbredes hurtigt blandt de tidlige skandinaver og er også en af de få, som stadig er udbredt i Skandinavien i dag.

Man ved ikke så meget om genets rolle, udover at man klarer sig bedre i fysiske test (f.eks. på motionscykel), hvis man bærer varianten, og forskernes bedste forslag er, at varianten også hænger sammen med klimaet og f.eks. giver en fysiologisk fordel i kulde.

Gen-varianten TMEM131 er en af de få varianter, skandinaverne har fået fra jæger-samlerne, og som stadig er udbredt i Skandinavien i dag. Forskernes vurdering er, at gen-varianten gør nordboerne bedre til at modstå kulde. (Foto: Shutterstock)

En skandinavisk smeltedigel

I det store billede er fundene en del af en helt ny forståelse af vores historie om, hvem vi er, og hvor vi kommer.

Og forståelsen går stik i mod den udbredte forestilling om, at vi nedstammer fra et folk, der altid har været her.

»Vi lærer meget i disse år om, hvordan mennesker har migreret mange gange og fra mange dele af verden - ikke kun her i den tidligste periode, men også senere i bondestenalderen, bronzealderen og vikingetiden. I stedet for ét folk, som altid har levet her i årtusinder og atter årtusinder, finder vi, at mennesker har migreret, og folk er blevet udskiftet igen og igen,« siger Jakobsson.

Vi, der er her i dag, er med andre ord formet af den ene indvandring efter den anden og trækker rødder ud i alle retninger af verden.

Grunden til, at skandinaver har karakteristiske træk, skyldes således ikke, at vi har levet her altid, men derimod de særlige betingelser på de nordlige breddegrader, som er gået i arv fra gamle til nye kulturer tilbage i historien.