
Jeg hedder Nanna, er 21 år og bor i Århus. Til daglig studerer jeg fysik på Aarhus Universitet. Jeg er kreativ anlagt og elsker både stereotype science-ting som relativitetsteori og mikrobiologi, og også klassiske nørklerier som hækling og kreativ skrivning.
Jeg er med i Videnskab.dk’s ungepanel, fordi jeg er meget interesseret i, hvordan en videnskabsjournalistisk redaktion arbejder. Jeg synes at det er sjovt at formidle videnskab, så alle kan forstå det, især de virkelig komplicerede emner.
Nu og i mine gymnasieår har jeg været meget involveret i den naturvidenskabelige konkurrence Unge Forskere, hvor gymnasie- og grundskoleelever får lov til at være forskere, ligesom de voksne.
Det har virkelig åbnet mine øjne op for science og hvor fedt det er at kunne få selv elever i 1. klasse til at forstå al det, man har arbejdet med.
Jeg har også rejst verden tyndt til forskellige internationale unge forskere-konkurrencer i både USA, Europa og Asien og vundet priser og anerkendelse for min forskning.
Jeg håber først og fremmest at kunne bidrage til ungepanelet med min passion for science, en undren over verden og en nysgerrighed omkring den nyeste forskning.